Symaskine, savn og stjålne børn



Den anden dag fandt jeg mig symaskine frem fra bunden af kreaskabet, tørrede støvet af den og tråede den på ny. Årsagen var, at jeg skulle sy et dynebetræk fra IKEA ind til at passe til vores 200 x 200 cm's dobbeltdyne. Den slags findes nemlig ikke i IKEA, til gengæld havde de et sæt på 220 x 240 cm til kun 149,-. Hvilket altså var det, der skulle til, for at få mig til at sætte foden på pedalen igen og køre nogle meter sytråd af. Og selvom det ikke var andet end 4 meters zigzag og 4 meter ligeud-sting, så kom jeg sådan til at savne at sy! Og så startede spiralen ellers - af melankoli.


Åhh, den tid hvor jeg syede hele tiden. Den gang pigerne var små. Jeg havde mit syværelse, bunkevis af blomstret stof og et par krølhårede små basser, der i den grad aldrig gik ned på pludderbukser og flæser. Det var ligesom min ting. Mine 2 små piger og deres hjemmesyede garderobe. Det var jo bare for lidt siden. Det var en tid, jeg følte ville blive ved for evigt, da jeg stod i det. Men på en eller anden måde er den alligevel allerede forbi. Helt uden, at jeg rigtig lagde mærke til det. De blev større, men da ikke så store? Jeg syede ikke så meget mere, men jeg syede da stadig en gang imellem. Eller gjorde jeg? Okay, så begyndte jeg at strikke i stedet. Men hov, hvordan blev begge mine børn pludselig så store? Det er nogle gange som om, at det slet ikke har været en gradvis proces. Det kan føles som om, nogle tog mine små basser og byttede dem ud med et par andre og meget større børn, som jeg lige skal lære at kende påny. Og det er en meget overvældende og skræmmende følelse, når den rammer en. Som min veninde en gang skrev til mig, så f***er tiden altså med os, efter vi har fået børn. Det har totalt ramt mig i disse dage, som en melankolsk og nostalgisk mavepuster, der har sat sig som en lille permanent klump i halsen.



På lørdag skal vi vinke farvel til tøserne, der skal på sommerlejr med deres FDF-gruppe. Endnu en uge i denne sommerferie, hvor pigerne er ude at opleve en masse uden os. Det bliver den tredje uge i denne sommerferie. Og det er så fedt, at de kan, vil, tør og kommer af sted til disse ting. Det er også super fedet, at de har hinanden. Jeg skal bare lige lære også, at have det super fedt med, at de kan så meget uden mig (og Jesper) og at det er helt okay. Ja faktisk helt naturligt. Jeg kan bare ikke forstå, at det er der vi er, i vores forælderskab. For som sagt, så var jeg ikke helt med på, at de er blevet byttet ud med de her store børn - endnu.



Som en kur, tog jeg pigerne med ned i Stof & Stil i dag, hvor vi købte ind til en nederdel til dem hver. De er nu WIP og jeg kan mærke, hvordan det gør noget godt for mig, efterhånden som jeg kan se et resultat forme sig - et vellykket et vel at mærke. Man skal simpelthen ikke fornægte, hvad ens hobby kan betyde for en i form af sindsro og identitet.

2 kommentarer

  1. Åh, kender al for godt til den undren og melankoli over at børnene bliver store. Indimellem dukker minder op fra Facebook og direkte i fotobibliotek på telefon og jeg TUDER når jeg ser dem. På en gang så glad for LIGE NU med mine piger på 12 og snart 15, men også så melankolsk over den tid der er gået.

    SvarSlet
  2. Lige præcis - det er nogle gange næsten en plage med det facebook-minder ha ha :)

    SvarSlet