Helt alene hjemme



Jesper har siden onsdag morgen vandret rundt nede i nogle østeuropæiske bjerge med nogle venner og her i weekenden er tøserne inviteret med i kolonihave hos 2 af deres klasseveninder, der også er søstre (bonus).



De sidste knap 24 timer har jeg derfor været helt og aldeles alene hjemme. En sjældenhed, når man ellers bor 2 voksne og 2 børn sammen. En luksus, når det af og til sker. Et helt døgn uden bagkant og deadlines for spise- og puttetider. Men, fandt jeg ud af, også lidt kedsommeligt i længden. Særligt fordi dette døgn kommer oven på 2 fridage jeg har haft for mig selv, mens pigerne har været i skole. Hvor jeg har fået ryddet op og støvsuget, vasket alt vores tøj og lagt det på plads. Lavet fjollede videoer til Instagram, fulgt intenst med i valget (yeah ny regering!), binge'et hele The Keepers på Netflix (kan klart anbefales) og strikket en cardigan færdig.

Så da vi ramte lørdag eftermiddag, ramte jeg lidt sådan en, hvad skal jeg nu lave? Når jeg har slappet af længe nok, uden bagkanter eller deadlines, bliver jeg ofte en blanding af rastløs og doven. Der skal helst skulle ske noget. Jeg har selvfølgelig strikket helt sindsygt meget, men jeg får altså ondt i numsen af at sidde ned alt for længe ad gangen - sådan helt bogstaveligt. Jeg har også inviteret veninder over til brunch, men det er først 2. pinsedag, de kommer forbi (så får jeg også leget med nogle af mine venner her i Pinsen).

I går aftes hev jeg derfor mig selv med ud på en lang gåtur, hvor jeg med en podcast i ørerne lod mig selv fare lidt vild i kvarteret rundt om Damhussøen mens jeg reflekterede lidt over, hvor sundt det nok er, at blive helt alene med sig selv en gang i mellem og mærke, at man rendt faktisk savner at være sammen med de mennesker man bor op og ned af dag ud og dag ind. For det er jo ikke tilfældigt, at man bor sammen med dem, har lyst til at have en hverdag med dem og glæder sig over at kunne holde ferier og fridage med dem.

Så mega dejligt med fridage for mig selv og et døgn helt alene hjemme, men hvor bliver det også skønt at hente pigerne igen om en times tid og vågne op i morgen sammen med Jesper, der returnere en gang i nat 



Ingen kommentarer