Skønne altanliv!



Vores altan er bittelille, man kan bedst side 1 person derude ad gangen, og sidder man 2, kan den ene ikke komme ind i lejligheden uden den anden rejser sig. Men vi har en altan. Ja, fakstisk har vi 2. Begge lige små. Men det er kun den ene vi sådan rigtig har indrettet til at være på - den med sol det meste af dagen. Jeg drømmer dog om at få en lille bænk ud på den anden, så man lige kan sidde derude med en kop et-eller-andet og få den sidste eftermiddags- og aftensol.


Jeg byttede gerne mine 2 små altaner ud for én stor. Da vi boede på 5. sal uden altan, byttede jeg gerne til bare en enkelt lille altan. Sådan vil mere som regel gerne have mere. I bund og grund er vi ret tilfredse med det vi har her. Især nu, hvor vi også har en have vi kan daffe ned i, når vi har brug for lidt albueplads eller bare gerne vil være flere ude samtidig.







Hvert år føler jeg, at jeg får mere og mere styr på altanerne og deres flora. I år er ingen undtagelse. Jeg har fået udskiftet altankasserne på begge altaner. De viste sig også, ud over at være temmelig triste at se på efterhånden, at være godt møre. Dersuden er der hele 3 planter, der har overlevet at overvintre og nu skyder grønt og flot igen. Det har jeg aldrig prøvet før.



I stedet for én stor altankasse på hver altan, har jeg hængt en blanding af potter og holdere på den ene side og den flotteste altankasse (som jeg fandt i Altanbutikken) og nogle enkelt-potter på den anden.





Den lokale planteskole er blevet besøgt og sammen med nye planter har jeg fået tomatplanter, et lille chili-skud og pelargonier fra min mors have og Eva og jeg har sået koriander-frø, der så småt er begyndt at skyde små spirer op. Det er pænt og tilfredsstillende! Tænk, at man sådan kan få noget til at gro, bare lige ude på sin lillebitte altan.







Tænk sig at det skulle komme til mig. At jeg sådan ved hvad både stauder, løglasagne og geranium er og at jeg rent faktisk sætter pris på det. For bare nogle år siden, troede jeg fx at en staude, var én slags plante, som skulle stå i et stativ - I ved, sådan lidt staudet op... Læringskurven har især været stejl efter jeg nedsatte et haveudvalg her i min andelsforening og fik nogle meget havekloge mennesker til at være med. Det er uvurderligt.



Og hvilken bedre anledning til at nyde både altan og have end med denne solbeskinnede bededagsferie? Håber I alle har haft en skøn en af slagsen. 

Ingen kommentarer