Evas mavepine...

Dengang jeg var barn, havde jeg tit ondt et eller andet sted. Ikke alvorligt, det kunne jeg godt mærke allerede dengang. Men ondt, ikke desto mindre. Og så blev jeg tit svimmel. Det var i en grad, hvor jeg fortalte det - hver gang. Men da det jo (heldigvis) aldrig var alvorligt, blev det til "Mie har smerter" eller "nårhh, har du nu smerter igen". Jeg blev til barnet der havde "smerter" - sagt på sådan en lidt Maude-agtig facon. Det har flere gange gjort mig ret frustreret som barn, for jeg sagde vitteligt aldrig, at jeg havde ondt, hvis ikke det var sandt. Jeg skulle måske bare have forstået det der Peter og ulven-koncept lidt hurtigere, end jeg rent faktisk gjorde:)

Det pudsige er, at jeg som voksen, faktisk har en ret høj smertetærskel. Svimmel bliver jeg dog stadig ofte, men har med tiden fundet ud af, at jeg har lidt lavt blodtryk og vist også, hvad man kan kalde understimuleret vestibulærsans.

Nå, men sagen er den, at jeg i Eva på mange måder har fået et barn, der er en lille klon af mig selv. På alle mulige områder. Hun kan f.eks. bruge meget lang tid på at fortælle om erhvervelsen af hver en lillebitte rift og hudafskrabning fra dagens gang i skolegården. Hun får enormt ondt i sine ben, hvis der er udsigt til at skulle gå meget mere end 300 meter. Og hun skal altid liiige på toilettet eller hente noget et andet sted, når der skal ryddes op eller tages af bordet. Det kan vi godt tage med et gran salt og et plaster i ny og næ.

Mavepine kan til gengæld, hverken ses, gives plaster på eller ignoreres - i hvert fald ikke, når den kommer flere gange om ugen. Og det gør den hos Eva og jeg har virkelig svært ved at greje den.

Jeg synes det startede i sommers, hvor mavepine blev til opkast et par gange mens vi var på ferie. Begge gange som følge af en større sukkerindtag, hvorfor Eva prøvede ikke at spise sukker i en periode. Det hjalp, indtil det ikke hjalp længere. Mavepinen kommer hele tiden igen. Sjældent med opkast til følge, andet end når hun er "rigtig" syg. Der er nemlig ikke anden sløjhed eller feber at spore hos Eva, når hun klager over mavepine. Vi har derfor også været omkring trivsel i skolen og haft pædagoger og lærer involveret i den henseende. Men hun synes også at trives godt.


Det kommer som regel i forlængelse af måltider og ikke nødvendigvis, når hun har spist specielt meget. Derfor er vi nu begyndt at føre en måltids- og mavepinejournal i et forsøg på at se om vi kan finde en rød tråd i, hvornår mavepinerne opstår og samtidig også vise Eva, at vi tager hende alvorligt og gerne vil hjælpe hende. Problemet er bare, at hvis jeg spørger, så svarer hun næsten altid ja til, at hun har en lille bitte smule ondt i maven... Vi må derfor forsøge om vi kan skelne mellem, hvornår hun selv kommer og klager over mavepine. Men nøj, hvor er det altså svært, for stort set alt på et barn, udmunder sig jo i mavepine...



Min plan er at forsøge med denne dagbog i nogle uger endnu og hvis det stadig er et problem, må vi tage til lægen og få en snak om, hvad vi kan gøre. For jeg bliver efterhånden nødt til at komme et svar, en løsning, en kur - bare et eller andet, nærmere omkring den mavepine, ellers får jeg alt for dårlige mor-nerver.

Skulle der sidde nogle af jer derude, der har erfaringer med noget lignende, hører jeg selvfølgelig også meget gerne fra jer :)

Ingen kommentarer