Fed feriestrik


Det er altid lidt af et dilemma at skulle pakke strikketøj, der skal med på tur. Da jeg i sidste uge skulle pakke til vores Parisertur, havde jeg gang i flere projekter, på nærmest hver sit stadie. Et projekt udelukkede sig selv, fordi jeg lige om lidt skal skifte til pind 4 og pt. har jeg ingen ledige pinde i størrelse 4. Og det er skidt for min færdiggørelsesmoral, hvis jeg går ud og køber en til.
Et andet projekt mangler jeg så lidt på, at jeg var bange for at færdiggøre det for hurtigt og så mangle noget at sysle med resten af tiden. Det tredje projekt jeg overvejede, ville være ok at tage med, men jeg er blevet lidt træt af det - særligt fordi det her fluffy pink garn lå og kaldte på mig i kurven.

Så jeg overtalte mig selv og startede op på denne skønne Hvirvelvindsweater aftenen inden vi fløj til Paris. Jeg færdiggjorde ribkanten og skiftede pindstørrelse. På den måde fyldte det ikke så meget at have med og jeg skulle kun have en rundpind med.

Vi rejste kun med håndbagage og jeg er altid bange for at få inddraget mit strikketøj i sikkerhedskontrolen. Af den grund, vil jeg helst heller ikke tage noget med jeg er nået alt for langt med. At skulle hive pinden ud af en trøje, man næsten er færdig med, ville jeg ikke kunne overskue.

Faktisk er det kun 3. gang jeg har dristet mig til at have strikketøjet med i håndbagagen. Men jeg har endnu ikke oplevet så meget som et hævet øjenbryn over det, på trods af, at det er lidt forskelligt, hvad flyselskaber og lufthavne skriver om det.



Under alle omstændigheder, var Hvirvelvindsweateren, den perfekte feriestrik. Den strikkes på pind 9, så bare et par runder i ny og næ, får en til at føle fremskridt.



Kombinationen af en pind 9, et flot mønster og den blødeste garnkombination i den lækreste koralpink farve, har gjort, at jeg nu, halvanden uge efter jeg gik i gang, nu kan mangler det sidste ærme og monteringen. Jeg glæder mig så meget til at kunne trække i den!



Mønstret er lavet af A Nordic Knitting Tale og garnet jeg har brugt er en tråd Drops Air og en tråd Tilia fra Filicolana. Og det er seriøst noget af det blødeste.

Ingen kommentarer