Helt alene hjemme



Jesper har siden onsdag morgen vandret rundt nede i nogle østeuropæiske bjerge med nogle venner og her i weekenden er tøserne inviteret med i kolonihave hos 2 af deres klasseveninder, der også er søstre (bonus).



De sidste knap 24 timer har jeg derfor været helt og aldeles alene hjemme. En sjældenhed, når man ellers bor 2 voksne og 2 børn sammen. En luksus, når det af og til sker. Et helt døgn uden bagkant og deadlines for spise- og puttetider. Men, fandt jeg ud af, også lidt kedsommeligt i længden. Særligt fordi dette døgn kommer oven på 2 fridage jeg har haft for mig selv, mens pigerne har været i skole. Hvor jeg har fået ryddet op og støvsuget, vasket alt vores tøj og lagt det på plads. Lavet fjollede videoer til Instagram, fulgt intenst med i valget (yeah ny regering!), binge'et hele The Keepers på Netflix (kan klart anbefales) og strikket en cardigan færdig.

Så da vi ramte lørdag eftermiddag, ramte jeg lidt sådan en, hvad skal jeg nu lave? Når jeg har slappet af længe nok, uden bagkanter eller deadlines, bliver jeg ofte en blanding af rastløs og doven. Der skal helst skulle ske noget. Jeg har selvfølgelig strikket helt sindsygt meget, men jeg får altså ondt i numsen af at sidde ned alt for længe ad gangen - sådan helt bogstaveligt. Jeg har også inviteret veninder over til brunch, men det er først 2. pinsedag, de kommer forbi (så får jeg også leget med nogle af mine venner her i Pinsen).

I går aftes hev jeg derfor mig selv med ud på en lang gåtur, hvor jeg med en podcast i ørerne lod mig selv fare lidt vild i kvarteret rundt om Damhussøen mens jeg reflekterede lidt over, hvor sundt det nok er, at blive helt alene med sig selv en gang i mellem og mærke, at man rendt faktisk savner at være sammen med de mennesker man bor op og ned af dag ud og dag ind. For det er jo ikke tilfældigt, at man bor sammen med dem, har lyst til at have en hverdag med dem og glæder sig over at kunne holde ferier og fridage med dem.

Så mega dejligt med fridage for mig selv og et døgn helt alene hjemme, men hvor bliver det også skønt at hente pigerne igen om en times tid og vågne op i morgen sammen med Jesper, der returnere en gang i nat 



Mor jubilæum - 10 år med Ida!



I fredags blev Ida 10 år! Min ældste, skønne datter. Hvilket vil sige at jeg har været mor i 10 år - det er vel sådan set et jubilæum. Et Mor-jubilæum.

Og det er vildt nok, en dekade, et årti og så føles det alligvel som lige den anden dag, at jeg sad og klappede ivrigt over, at Ida stavrede af sted på sine små ben ved egen hjælp. Nu har vi sagt farvel til SFO, goddag til klub, egen telefon og et tweenliv, vi forældre ikke nødvendigvis behøver at være en del af. Nu lærer hun igen at gå selv og begå sig på en helt ny måde. Det samme gør jeg og jeg er slet ikke lige så sikker på mig selv, som jeg var dengang det var en baby, der bogstavelig talt skulle lære at gå. I min verden er det 100 gange nemmere at have blebørn - også 2 på en gang, som vi havde.

Men det er (heldigvis) også en sjov opgave, det her med at være forældre til større børn. Jeg er jo trods alt også selv blevet 10 år ældre og så ved som bekendt efterhånden et og andet. Men ligesom man skulle finde ud af hvem det var, man havde fået med hjem fra fødslen, er det som om, at vi nu også skal til at lære et nyt barn at kende. En ny Ida, der dels består af en hel masse af den Ida vi kender og dels af en Ida, der er ved at blive et helt og selvstændigt menneske. Det er en priviligeret opgave at være førstehåndsvidne til den udvikling.



Med til både fødselsdags- og jubilæumsfejring hører selvfølgelig kage! Noget jeg både kan hygge mig med og frygte lidt. Ida finder altid et billede af flotte kager, hun ønsker sig vi serverer til hendes fødselsdag og jeg kan som regel ikke rigtig overskue projektet og får den næsten altid tørret af med "den sædvanlige" lagkage. Det var også den jeg lavede, da jeg gik og forberedte mig til Idas første fødselsdag (hvor jeg i øvrigt også lige havde fundet ud af, at Eva var på vej, så husker, at jeg var en smule rundforvirret i de dage).

I år synes jeg dog at jeg måtte mønstre lidt mere overskud på kagebagningsfronten og sagde derfor ja til at kaste mig ud i en af de flotte fra bage-Dittes "Tid til kage"-bog. Jeg måtte dog lægge veto mod den med moussebomber og macarones som pynt. Nok ville jeg udfordres, men helst også kunne sejre.



Og selvfølgelig kunne jeg bage en kage, der blev god, når blot jeg gav mig tid og fulgte opskriften uden at forsøge mig med smutveje. Der hvor jeg som regel kommer til kort er, når det gælder pynten. Men også her fulgte jeg et par fif fra bogen - og igen, gav mig tid til det.



Resultatet er nok ikke bagedystværdigt, men trods alt ret flot. Hvis jeg selv skal sige det! 10 års fødselsdage skulle der til og så fandt jeg ud af, hvad en ganache er for noget :)

Nye tider og nye børster

SPONSORERET af HH Simonsen



Pigerne har for nylig takket ja til at lægge hår og hovedbund til et par nye hårbørster fra HH Simonsen, der i juni måned lancerer en ny serie af børster.

Børn og hårredning er som bekendt ikke altid den bedste kombi. Specielt Eva, er generelt ikke den store fan af konceptet og jeg er ofte ud i en form for tvang, for at få hende til at gøre det. Med Ida begynder det at være det lig modsatte. Hun har for en måneds tid siden fået klippet håret op i en page og med kort pandehår og det skal gerne sidde snorlige og hellere reddes en gang for meget end en gang for lidt :) Så er det man mærker, at man har fået en tween-pige i huset. Ohh gys, hvor gik tiden pludselig hurtigt! Er ikke helt sikker på jeg er helt fan af de nye tider dette bringer med sig allerede.



I en kombination af, at Eva elsker at få nye ting og at børsten hun har fået vitterligt er en lækker børste, er Eva nu helt glad for at rede sit hår og har gjort det ganske frivilligt lige fra vi modtog pakken. Den børste hun har fået er en Wonder midi brush. Den fås også i stor/normal version. Og egentlig har jeg altid tænkt, at pigerne ligeså godt kunne have en børste i voksenstørrelse, hvilket de også har haft, nu da de begge har ret meget hår. Men nu hvor de har fået en mindre børste, kan jeg godt se, at det nok har været en fejl med en stor børste. Den lille børste er selvsagt meget nemmere for dem at håndtere og det er som om den bare passer bedre til dem.



Wonder brush'en har et buet børstehoved og enormt fleksible pigge, der overhovedet ikke river i håret. Vi har også HH Simonsens Wet brush børster, der er kendt for det samme og denne nye børste, synes jeg virker endnu bedre ift. ikke at rive i håret. Da jeg spurgte Eva om hun kunne lide sin nye børste sagde hun ja og spurgt til hvorfor, svarede hun, at det er fordi den er rarere og "det er som om man kun skal redde håret én gang hvert sted".



Idas børste er en Gloss midi brush (den sorte på billedet) og den har alle Wonder brush'en gode kvaliteter + ægte vildsvinehår, hvilket man også kender fra meget dyre hårbørster som fx Mason Pearson. Vildsvinehårene hjælper med at fordele håret naturlige olier fra hovedbunden og ud i hele håret. Apropos det med tween-alderen er lige netop denne feature en fordel ved Idas børste.




Jeg satser på at børstens nyhedsværdi holder så længe, at Eva selv bliver fan af, hvor pænt hendes hår ser ud, når det er blevet redt og at Ida ikke slider hverken spejle eller tålmodigheder op af alle de ekstra gange håret liiige skal tjekkes. Under alle omstændigheder vil jeg godt erklære mig som fan af de nye børster - og med tiden bliver jeg det vel også af de nye tween-tider vi har i vente herhjemme...



De nye hårbørster kommer til salg i frisørsaloner fra juni måned.

Skønne altanliv!



Vores altan er bittelille, man kan bedst side 1 person derude ad gangen, og sidder man 2, kan den ene ikke komme ind i lejligheden uden den anden rejser sig. Men vi har en altan. Ja, fakstisk har vi 2. Begge lige små. Men det er kun den ene vi sådan rigtig har indrettet til at være på - den med sol det meste af dagen. Jeg drømmer dog om at få en lille bænk ud på den anden, så man lige kan sidde derude med en kop et-eller-andet og få den sidste eftermiddags- og aftensol.


Jeg byttede gerne mine 2 små altaner ud for én stor. Da vi boede på 5. sal uden altan, byttede jeg gerne til bare en enkelt lille altan. Sådan vil mere som regel gerne have mere. I bund og grund er vi ret tilfredse med det vi har her. Især nu, hvor vi også har en have vi kan daffe ned i, når vi har brug for lidt albueplads eller bare gerne vil være flere ude samtidig.







Hvert år føler jeg, at jeg får mere og mere styr på altanerne og deres flora. I år er ingen undtagelse. Jeg har fået udskiftet altankasserne på begge altaner. De viste sig også, ud over at være temmelig triste at se på efterhånden, at være godt møre. Dersuden er der hele 3 planter, der har overlevet at overvintre og nu skyder grønt og flot igen. Det har jeg aldrig prøvet før.



I stedet for én stor altankasse på hver altan, har jeg hængt en blanding af potter og holdere på den ene side og den flotteste altankasse (som jeg fandt i Altanbutikken) og nogle enkelt-potter på den anden.





Den lokale planteskole er blevet besøgt og sammen med nye planter har jeg fået tomatplanter, et lille chili-skud og pelargonier fra min mors have og Eva og jeg har sået koriander-frø, der så småt er begyndt at skyde små spirer op. Det er pænt og tilfredsstillende! Tænk, at man sådan kan få noget til at gro, bare lige ude på sin lillebitte altan.







Tænk sig at det skulle komme til mig. At jeg sådan ved hvad både stauder, løglasagne og geranium er og at jeg rent faktisk sætter pris på det. For bare nogle år siden, troede jeg fx at en staude, var én slags plante, som skulle stå i et stativ - I ved, sådan lidt staudet op... Læringskurven har især været stejl efter jeg nedsatte et haveudvalg her i min andelsforening og fik nogle meget havekloge mennesker til at være med. Det er uvurderligt.



Og hvilken bedre anledning til at nyde både altan og have end med denne solbeskinnede bededagsferie? Håber I alle har haft en skøn en af slagsen. 

Evas mavepine...

Dengang jeg var barn, havde jeg tit ondt et eller andet sted. Ikke alvorligt, det kunne jeg godt mærke allerede dengang. Men ondt, ikke desto mindre. Og så blev jeg tit svimmel. Det var i en grad, hvor jeg fortalte det - hver gang. Men da det jo (heldigvis) aldrig var alvorligt, blev det til "Mie har smerter" eller "nårhh, har du nu smerter igen". Jeg blev til barnet der havde "smerter" - sagt på sådan en lidt Maude-agtig facon. Det har flere gange gjort mig ret frustreret som barn, for jeg sagde vitteligt aldrig, at jeg havde ondt, hvis ikke det var sandt. Jeg skulle måske bare have forstået det der Peter og ulven-koncept lidt hurtigere, end jeg rent faktisk gjorde:)

Det pudsige er, at jeg som voksen, faktisk har en ret høj smertetærskel. Svimmel bliver jeg dog stadig ofte, men har med tiden fundet ud af, at jeg har lidt lavt blodtryk og vist også, hvad man kan kalde understimuleret vestibulærsans.

Nå, men sagen er den, at jeg i Eva på mange måder har fået et barn, der er en lille klon af mig selv. På alle mulige områder. Hun kan f.eks. bruge meget lang tid på at fortælle om erhvervelsen af hver en lillebitte rift og hudafskrabning fra dagens gang i skolegården. Hun får enormt ondt i sine ben, hvis der er udsigt til at skulle gå meget mere end 300 meter. Og hun skal altid liiige på toilettet eller hente noget et andet sted, når der skal ryddes op eller tages af bordet. Det kan vi godt tage med et gran salt og et plaster i ny og næ.

Mavepine kan til gengæld, hverken ses, gives plaster på eller ignoreres - i hvert fald ikke, når den kommer flere gange om ugen. Og det gør den hos Eva og jeg har virkelig svært ved at greje den.

Jeg synes det startede i sommers, hvor mavepine blev til opkast et par gange mens vi var på ferie. Begge gange som følge af en større sukkerindtag, hvorfor Eva prøvede ikke at spise sukker i en periode. Det hjalp, indtil det ikke hjalp længere. Mavepinen kommer hele tiden igen. Sjældent med opkast til følge, andet end når hun er "rigtig" syg. Der er nemlig ikke anden sløjhed eller feber at spore hos Eva, når hun klager over mavepine. Vi har derfor også været omkring trivsel i skolen og haft pædagoger og lærer involveret i den henseende. Men hun synes også at trives godt.


Det kommer som regel i forlængelse af måltider og ikke nødvendigvis, når hun har spist specielt meget. Derfor er vi nu begyndt at føre en måltids- og mavepinejournal i et forsøg på at se om vi kan finde en rød tråd i, hvornår mavepinerne opstår og samtidig også vise Eva, at vi tager hende alvorligt og gerne vil hjælpe hende. Problemet er bare, at hvis jeg spørger, så svarer hun næsten altid ja til, at hun har en lille bitte smule ondt i maven... Vi må derfor forsøge om vi kan skelne mellem, hvornår hun selv kommer og klager over mavepine. Men nøj, hvor er det altså svært, for stort set alt på et barn, udmunder sig jo i mavepine...



Min plan er at forsøge med denne dagbog i nogle uger endnu og hvis det stadig er et problem, må vi tage til lægen og få en snak om, hvad vi kan gøre. For jeg bliver efterhånden nødt til at komme et svar, en løsning, en kur - bare et eller andet, nærmere omkring den mavepine, ellers får jeg alt for dårlige mor-nerver.

Skulle der sidde nogle af jer derude, der har erfaringer med noget lignende, hører jeg selvfølgelig også meget gerne fra jer :)

Fællesskab og fælleshave



Det er nu 2 år siden, at vi brugte foråret på at grave ud til fælleshave i den andelsforening, hvor vi bor. Hele foråret og sommeren 2017 stod den på opgravning, nedgravning, beplantning og vanding af mange meters bøgehæk samt fliselægning til 2 terraser. Det var sjovt og det var hårdt. Heldigvis i den rækkefølge og heldigvis mest sjovt. Især, da vi endelig kunne se, hvordan det tog form. Og fordi vi var flere om det, føltes det heller ikke helt så uoverskueligt, da det hele nærmest bare var et stort vildnis af jord, huller og opgravede brosten. Fællesskab kan altså noget.



Sidste år var derved vores første sæson med have og året, hvor det "kun" handlede om at gøre haven flot og brugbar. Vi anlagde bede og plantede stauder for en mindre formue og tog nogle ret vilde ture til planteskolerne i området. Jeg indkøbte havemøbler og havespil til fælles brug og der blev flere gange nydt fredags-gin på terrassen mellem naboerne i løbet af sommeren og ligesom flere brugte haven til egne arrangementer. Fuldstændig som jeg havde drømt om, det skulle være. Mere af det tak!

Skulle I have glemt det, så var sommeren 2018 også hedebølgens sommer og ligesom alle andre haver, led vores noget så gevaldigt i varmen og vores stakkels bøgehæk, der stod der og visnede midt i sin allerførste vækstsæson. Av, av. Og de nye stauder... Vi gjorde hvad vi kunne. Gav hækken gødning, så der lugtede utrolig landligt i en lille uges tid. Vandede så længe det stadig var forsvarligt og har ellers gået og krydset fingre.



I disse dage pibler det heldigvis frem med lysegrønne blade nede på vores hæk og det ser ud til at alle buske, på nær vist et par stykker, har overlevet tørken 2018. Det samme ser mange af stauderne ud til at have gjort. Det er så vildt at se nu, hvordan der dag for dag, ja nærmest time for time, er blevet endnu mere grønt og frodigt dernede.



Næste weekend flytter loungemøblerne ud igen, når sæsonen for alvor skydes igang med foreningens arbejdsdag. Her i det gode vejr er vi dog allerede begyndt at bruge haven igen, hvilket jeg også kan se flere af vores naboer er.



Det er ligesom vi alle sammen pibler ud af vores vinerhi og begynder at se mere til hinanden igen. Jeg er så vild med det og jeg er vild med det smukke forårsvejr vi har os lige nu. Og lige nu, i denne uge er vores kirsebærtræer sprunget ud. De er altid lige et par uger senere på den end de berømte af slagsen på Bispebjerg, men så meget desto bedre kan vi forlænge nydelsen lidt.




Påskefrisure - hårpynt på et nyt niveau



Eva har, sammen med min mor, taget det med hårpynt til et helt nyt niveau i anledning af påsken.

Således mødte Eva op med både fuglerede, kylling og påskeæg i håret til familiepåskefrokost Skærtorsdag :)



Det er vel at mærke Eva, der ellers kun sjældent vil have håret sat op og helst redt så lidt som muligt. Men efter et par dages ferie under mormors regime og med hendes store udvalg af dims fra krea-kælderen, var dette altså drømmefrisuren for barnet.



Og der er allerede fundet sløjfer og pynt til næste weekends konfirmationsfest's håropsætning. Dog tvivler Eva på, at jeg formår at sætte det lige så godt som mormor, men jeg må jo forsøge mit bedste :)

Fortsat rigtig god påske!

Snefnug i april

INDEHOLDER REKLAME / GARN MODTAGET SOM GAVE


Tænk sig, at det sneede her i april. Det i sig selv er måske ikke helt så underligt. Men lidt mærkværdigt at vi nogle dage før, nærmest kunne gå uden overtøj og så pludselig skulle finde hue og vanter frem igen.

I påsken da jeg gik i 2.g, var jeg med en veninde i London og boede hos hendes tante, der oprindeligt kom fra Sønderjylland. Hun fortalte et tysk ordspil, der meget dækkende beskriver vejrets svingende humør her i denne måned; im april, im april macht das wetter was es will. Og der går stadig ikke en aprilmåned, hvor jeg ikke har denne sætning syngende inde i hovedet flere gange.



Meget apropos strikker jeg mig denne april en rigtig fin Snefnug-bluse - der forhåbentlig bliver færdig lige om lidt og kan blive brugt, når der på ingen måde er flere snefnug på vej oppefra.

Jeg strikker den op i Drops merino ekstra fine fra Rito.dk i farven Stålblå - hvilket er en lille smule misvisende, da den er mere lyslilla i mine øjne, men med et koldt blåligt skær. Meget fin. Glæder mig til at sætte den sammen med en helt lyseblå nederdel eller et par karryfarvede bukser.



Merino'en er en blød uld, men helt uden "tjams", hvilket kan være rart som en afveksling fra alt det mohair- og alpakka-strikkede jeg ellers har i garn-garderoben ;) Det er også rigtig godt at bruge til børn og andre, der kan have det lidt svært med at vende sig til det mere langhårede strik.

Notre Dame...



Tænk..., for bare nogle uger siden stod tøserne og jeg og betragtede denne smukke, historiske, gamle bygning. Og Notre Dame stod, som altid, klar til at blive beundret af alle de mange fremmødte.
Som den har gjort for mig de gange jeg har været forbi den og for alle andre de sidste mange hundrede år.

Nu står den i flammer. 



Det er bare en bygning, men man kommer alligevel til at tænke over, hvordan noget man tror er uforanderligt, pludseligt kan ændre sig fra det ene øjeblik til det andet.





Jeg ville egentlig have skrevet videre på mit indlæg om vores tøsetur til Paris med lidt tips til sådan en storby-weekendtur med børn. Men for nu, må det indlæg vente lidt til fordel for lidt dvælen ved den historiske brand der i skrivende stund, stadig er igang.

Måske de når at redde Notre Dame? Måske vi er heldige, at vi nåede at se den?

Pigernes værelse - malet væg & ny orden



Fra tid til anden trænger pigernes værelse til en gevaldig overhaling. Dels fordi rod, på rod, på rod hober sig op og til sidst ikke rigtig kan ryddes op. Dels fordi de hele tiden bliver større og ændre legemønstre og behov. Og pludselig er den indretning, der før var så god pludselig blevet upraktisk og "rodende".



I starten af sidste år, tog jeg derfor en af de helt store ture inde på pigeværelelset, hvor flere af de store møbler blev kaseret, en væg blev malet og en masse legetøj blev sorteret væk. Det de bruger mest er LEGO, så i bedste Kondo-stil er dette blevet stillet synligt frem på en trådhylde, hvor det er nemt at gå til og (ikke mindst) nemt at rydde op igen.


Det kan selvfølgelig stadig rode noget så gevaldigt derinde, men når der bliver ryddet op, så er det (stadig) et noget så hyggeligt værelse.

Siden denne fornyelse er der sket det, at Ida er flyttet ud af værelset og har fået bygget sit helt eget nye tween-værelse. Det er ikke noget der gavner oprydningsfrekvensen på det der nu kun er Evas værelse, da det oftest (altid) har været Ida, der stod for det - men nøj hvor har det gjort godt for Ida og det er blevet så godt for hele vores lejlighed faktisk. Det kommer der selvklart et indlæg om helt for sig selv.

Så karse-DIY + værtindegaveide



Det er den tid på året, hvor du skal på jagt efter karsefrø og pladevat og se at komme igang med at så noget karse, hvis det skal være klar til din æggemad til påske.

Jeg måtte et par gange gå forgæves efter karsefrø i mit lokale supermarked, så noget siger mig, at jeg ikke er den eneste, der kaster sig over den grønne spirring i disse dage. Alligevel har flere af mine kollegaer nævnt for mig, at de nærmest aldrig har sået karse selv - og hvordan gør man det egentlig lige smartest?



Ikke fordi det er raketvidenskab. Vi har at gøre med vat, vand og frø, men der er alligevel bedre måder end andre at gøre det på - og det handler om rækkefølgen. Kommer du frøene på den helt tørre vat, er de nemmere at fordele jævnt, men så snart du så vander, triller de sammen og ligger sig i klumper, der er ret svære at fordele jævnt ud igen.



Derfor, start med at fugte dit vat. Ikke sådan helt tungt gennemvædet, men fugtet. Strø derefter frøene rundt på karsen og pres dem eventuelt let ned, til de klistrer sig fast.







Laver du karsen i mange små beholdere - som fx disse kaninpapkrus jeg har købt fra mit arbejde, kan du med fordel bruge dem som en del af borddækningen til påskefrokosten. Eller du kan tage en enkelt eller to med som en alternativ værtindegave.