Sommerferiens sidste is...

Sommerferiens sidste ferie-is i ZOO


Så blev det søndagen før skolestart. Feriens sidste is er købt og indtaget og det virker på een gang lidt trist og virkelig rart, at hverdagens jam banker på døren igen i morgen tidlig.
Det har været en skøn sommerferie! Uden at det skal lyde alt for sukkersødt, så er vi endnu en gang blevet bekræftet i, at vores lille familie er rigtig gode til at holde ferie sammen og nyde hinandens selskab 

Vores første sommerferie-stop på Egeskov Slot

Det har også været en sommer, hvor vi i 3 af ugerne har måtte undvære vores børn, da de har været af sted med begge siders bedsteforældre og til sidst en uge på FDF-sommerlejr. Sidstnævnte trak især tænder ud, da det var helt uden nogen form for kontakt med pigerne. Men, skulle det vise sig, var det vist mest forældrene, der led under dette. Tøserne har nemlig haft en fest med at være af sted, citat: helt uden voksne! Hvilket jo i virkeligheden nok er en tilstand, vi skal begynde at vænne os til...

Rømø i regnvejr


Men for nu vil jeg vænne mig til, at hverdagen for alvor begynder igen i morgen og at vi har en lang dejlig sommerferie vi kan nyde minderne af lang tid endnu. Og så vil jeg nyde denne skønne sensommertid vi nu går ind i. For jeg har altid elsket denne tid på året. Skolestart, nye muligheder, gensyn med vennerne, mødet med nye venner - og så pakket ind i et vejr, der får den der ekstra portion gyldenhed over sig.

Kom børn, vi flyver derhen!

Der er nemlig slet ikke noget i vejen med, at sommerferiens sidste is er spist, for der er stadig tid til is i solen - også når det er hverdag.

Symaskine, savn og stjålne børn



Den anden dag fandt jeg mig symaskine frem fra bunden af kreaskabet, tørrede støvet af den og tråede den på ny. Årsagen var, at jeg skulle sy et dynebetræk fra IKEA ind til at passe til vores 200 x 200 cm's dobbeltdyne. Den slags findes nemlig ikke i IKEA, til gengæld havde de et sæt på 220 x 240 cm til kun 149,-. Hvilket altså var det, der skulle til, for at få mig til at sætte foden på pedalen igen og køre nogle meter sytråd af. Og selvom det ikke var andet end 4 meters zigzag og 4 meter ligeud-sting, så kom jeg sådan til at savne at sy! Og så startede spiralen ellers - af melankoli.


Åhh, den tid hvor jeg syede hele tiden. Den gang pigerne var små. Jeg havde mit syværelse, bunkevis af blomstret stof og et par krølhårede små basser, der i den grad aldrig gik ned på pludderbukser og flæser. Det var ligesom min ting. Mine 2 små piger og deres hjemmesyede garderobe. Det var jo bare for lidt siden. Det var en tid, jeg følte ville blive ved for evigt, da jeg stod i det. Men på en eller anden måde er den alligevel allerede forbi. Helt uden, at jeg rigtig lagde mærke til det. De blev større, men da ikke så store? Jeg syede ikke så meget mere, men jeg syede da stadig en gang imellem. Eller gjorde jeg? Okay, så begyndte jeg at strikke i stedet. Men hov, hvordan blev begge mine børn pludselig så store? Det er nogle gange som om, at det slet ikke har været en gradvis proces. Det kan føles som om, nogle tog mine små basser og byttede dem ud med et par andre og meget større børn, som jeg lige skal lære at kende påny. Og det er en meget overvældende og skræmmende følelse, når den rammer en. Som min veninde en gang skrev til mig, så f***er tiden altså med os, efter vi har fået børn. Det har totalt ramt mig i disse dage, som en melankolsk og nostalgisk mavepuster, der har sat sig som en lille permanent klump i halsen.



På lørdag skal vi vinke farvel til tøserne, der skal på sommerlejr med deres FDF-gruppe. Endnu en uge i denne sommerferie, hvor pigerne er ude at opleve en masse uden os. Det bliver den tredje uge i denne sommerferie. Og det er så fedt, at de kan, vil, tør og kommer af sted til disse ting. Det er også super fedet, at de har hinanden. Jeg skal bare lige lære også, at have det super fedt med, at de kan så meget uden mig (og Jesper) og at det er helt okay. Ja faktisk helt naturligt. Jeg kan bare ikke forstå, at det er der vi er, i vores forælderskab. For som sagt, så var jeg ikke helt med på, at de er blevet byttet ud med de her store børn - endnu.



Som en kur, tog jeg pigerne med ned i Stof & Stil i dag, hvor vi købte ind til en nederdel til dem hver. De er nu WIP og jeg kan mærke, hvordan det gør noget godt for mig, efterhånden som jeg kan se et resultat forme sig - et vellykket et vel at mærke. Man skal simpelthen ikke fornægte, hvad ens hobby kan betyde for en i form af sindsro og identitet.

Plante-magi 🍅

Tirsdag i sidste uge forlod vi vores matrikel for at drage ud i det danske sommerland. En uge senere var vi retur og da vi hen ad aftenen kørte op foran vores lejlighed var jeg mest af alt spændt på at se, hvordan vores grønne familiemedlemmer havde klaret adskillelsen.

Jeg havde på forhånd vandet godt, både aftenen før og morgenen for afrejse. Især min tomatplante på altanen og mit vildtvoksende citrustræ i stuen var jeg bekymret for, da disse to er de mest væskekrævende 🍋



Heldigt for mig - og planterne, har det ikke været svedende hedebølge og alle planter stod fint, da vi kom hjem - dog tørstige, især citrustræet. Men tomatplanten, den havde det trist. Den så faktisk helt tør og slatten ud, hængende derude på altanen :(

Den var dog mere slatten end tør, så jeg gav den en ordentlig spandfuld vand i går aftes og krydsede fingre. Og tænk sig, her til morgen stod den frisk og rank igen, som havde den ingen væske savnet.
Det er da nærmest magisk!



Nu venter vi bare på, at dens små tomater bliver røde 🍅 nam, nam...

Pluk-selv-jordbær 🍓



Det er et minde fra min egen barndom, det der med at tage ud og plukke jordbær. Ikke at det var noget vi gjorde fast, måske kun ganske få gange i virkeligheden. Ikke siden jeg som 13-årig, sammen med et par veninder, forsøgte mig med jordbærpluk som sommerferiejob (hvilket kun holdt lidt over en uge, da man skulle møde enormt tidligt og det var rent ud sagt dødsygt...haha) har jeg befundet mig på en jordbærmark. Men det er aldrig noget jeg har gjort med mine egne børn og jeg tror slet ikke at de vidste de var noget man kunne - de stakkels by-børn ;) Jeg tror de tænkte at jordbær enten kommer fra supermarkedet eller mormors have...



Det slog mig i slutningen af maj og her i starten af sommerferien pakkede jeg, en solskinsmorgen, tøserne i bilen og drog mod Dragør og det nærmeste pluk-selv-jordbær-sted.







Da først vi kom ordentligt i gang gik det rigtig godt med plukkeriet for både pigerne og jeg. Der var dog lidt mange tidsler, man lige skulle lære at komme omkring. Desuden fandt jeg hurtigt ud af, at det gik meget bedre med Evas plukkeri, hvis hun ikke gik for tæt på mig. I så fald begyndte hun at beklage sig meget over tidsler og manglen på at kunne finde gode bær. Med større afstand kom større selvstændighed - som det er med mange aspekter af livet og ikke kun på jordbærmarkerne :)

En af fordelene ved at plukke jordbær, er de smagsprøver man kan nappe sig undervejs...



Vi endte med at have fyldt 5 bakker og måtte slippe 60 kroner for hele herligheden. En ganske god pris for en hyggelig sommeraktivitet, hvor man ovenikøbet fik de lækreste jordbær ud af det - der desuden alle var nydt og fortæret inden dagen var omme 🍓



Lige nu, står vores sommerferie på en lille Danmarksturné. Se gerne med ovre på Instagram @pralerier. Rent vejrmæssigt er disse dage, vist ikke de bedste at være i midt-/vestjylland, men vi hygger os stadig og satser på, at det gode vejr fra vores første par dage snart er tilbage igen.

Du danske sommer



I min verden, starter sommeren for alvor ved Sankt Hans. Det gjorde mig helt trist den gang, min venindes far en Sankt Hans aftens dag, med et suk konstaterede, at "ja, nu går det så kun den anden vej" og dermed hentydede til, at de lyse timer igen vender efter Sankt Hans. Siden da, har jeg valgt at fortrænge dette fænomen. Eller i hvert fald nægtet at se det som begyndelsen på enden, men holdt fast i, at Sankt Hans markerer begyndelsen på en dejlig lang sommer.

Sankt Hans er for mig, sommerhus, strand, det første forsigtige dyp i havet, bål-samling, grillmad, jordbær, masser af børn og glade voksne. Det er her man igen ses med naboer man ikke har talt med siden sidste sommer, børnene får lov at være længe oppe i den lyse sommeraften og de unge fester til den lyse morgen.

Sådan var det på landet, hvor jeg er vokset op. Og sådan husker jeg, alle Sankt Hans aftner fra jeg var barn og til og med den sommer for 17 år siden, hvor jeg et par dage efter Sankt Hans, med en rygsæk på ryggen og min cykel ved hånden tog regionaltoget til Nørreport og officielt var flyttet til København. Livet på landet var lagt bag mig og jeg har aldrig savnet det siden. Bortset fra til Sankt Hans.




Her i København har jeg aldrig oplevet helt den samme tradition eller stemning omkring Sankt Hans, som det jeg ellers er vokset op med. Når det har faldet på en weekend, har vi så vidt muligt taget til "hjem" til Marielyst for at holde Sankt Hans. Men når det blot har været på en hverdags aften, har det som regel blot været det, en hverdagsaften. Særligt efter vi fik børn og der var puttetider, der alligevel helst skulle overholdes.

De sidste par år har det dog passet med at Sankt Hans har ligget i weekenden og vores piger nu er så store, at de kan være længere oppe og vi har derfor kunne tage til Marielyst og fejre "ægte" Sankt Hans.



I år var heller ingen undtagelse og det selvom det faldt på en søndag og vi alle 4 skulle op til skole og arbejde dagen efter. Ida og Eva havde været på weekend hos mine forældre siden fredag, så søndag morgen kunne Jesper og jeg i ro og mag daffe sydpå for at genforenes med pigerne og samtidig tilbringe det meste af en dag med en god portion familie i sommerhus.





Der var solskin, hunde, børn, baby, masser af voksne til at tage sig af både børn, baby og forplejninger, der var snakken med naboerne, dyp og leg ved vandet. Til forskel fra sidste år, hvor tørken allerede havde sat ind, blev dagen rundet af med bål ved stranden inden vi pakkede 2 trætte tøser ind på bagsædet og kørte mod Frederiksberg akkompagneret af den smukkeste solnedgang jeg længe har set og en masse Sankt Hans bål at spotte rundt omkring i landskabet hele vejen hjem.








Efter sådan en midsommeraften, er jeg mentalt blevet tunet helt ind på Sommer-kanalen. Endda på trods af at vi voksne stadig har nogler ugers arbejde til gode inden ferie og at pigernes skoleår først slutter en uge efter Sankt Hans (noget jeg i øvrigt stadig synes er lidt nyt og mærkeligt). Til gengæld glæder jeg mig nu helt sindsygt meget til at kunne stemple ud om en uge og fuldstændig hellige mig vores kommende familieferie.




Krøller eller ej....

INDEHOLDER REKLAME

Jeg har altid drømt om at have et stort krøllet hår. Nok fordi jeg er glathåret. Ida havde den dejligste krøllede top, da hun var lille og som følge heraf (selvklart) ønsket sig glat hår. Muligvis fordi hun er så ekstremt stædig, har hun også fået det. Muligvis også fordi hun reder sit hår glat.

Men med de krøller hun rendte rundt med som helt lille, havde jeg aldrig troet, at det ville blive så glat, som det hun har i dag.

Nårhh, se lige de krøltoppe tilbage i 2013... ❤

Eva har lidt af det hele. Et enormt tykt hår, der krøller lidt i de små hår i siderne, men ellers er glat. Da hun var lille og havde tyndere hår over det hele krøllede det også meget. Især når det blev fugtigt. Men nu er det altså også primært glat.

Ida med ekstra glat hår, der lige er blevet klippet og glattet hos frisøren, for et par måneder siden.

Nu er der godt nok ikke noget der kan slå en omgang naturlige krøller som dem mine tøser herover kunne producere da de var små - dem kan man kun drømme om. Med en god styler og ditto portion tålmodighed kan jeg dog mestre at få givet mig selv en omgang krøller på toppen.


Det er stadig ikke det nemmeste krølle sig selv, synes jeg, men med øvelse, teknikker og udstyret i orden, bliver det langt nemmere. Den sidste måneds tid har jeg øvet mig med HH Simonsens ROD VS4 Soft Curl-styler jeg har fået til test fra Billigvoks.dk. Den laver, som navnet antyder, store bløde krøller i håret. Opvarmningen går mega hurtigt og du kan følge med i, hvor varmt jernet er blevet (mellem 120°C og 200°C), så ikke noget med at stå og brænde fingerspidserne, for at mærke om krøllejernet er blevet varmt nok.


Udover at krølle mig selv, har jeg også testet mine evner af på Evas lange lokker. Det er nemmere at øve på andres end sin egen nakke og en god måde at blive mere fortrolig med udstyret på. Ida har endnu ikke haft lyst til at vende tilbage til sit krøllede jeg, men Eva tror jeg, ville krølles hver dag, hvis jeg gad gøre det på hende :)

Der har også været et par af mine veninders døtre, der har været en tur igennem krølle-salonen og hverken på dem eller Eva, har jeg brugt nogle stylingprodukter. Hvilket selvfølgelig er det bedste for pigerne, men gør at krøllerne bliver knap så holdbare.



Når jeg har krøllet mig selv, har jeg både brugt stylingprodukt inden, der både er varmebeskyttende og holder på krøllerne og derefter sluttet det hele af med en omgang hårlak. Men så er jeg også vågnet op med krøller "dagen derpå".

Det er blevet til et par stories, som jeg har lagt i mine højdepunkter på min Instagramprofil.

Efter at have testet HH Simonsen krøllejernet, er mine bedste tip:

  • del håret op inden du starter. Helst med hårklemmer, der er lette at tage ud med en hånd.
  • krøl det op inde fra hovedbunden og ud (husk at bruge den medfølgende handske, så du ikke brænder fingrene!)
  • brug et varmebeskyttende produkt i håret inden, der også kan hjælpe med at holde på krøllerne.
Efter lidt øvelse med styleren er jeg blevet rigtig glad for krøllejernet og har endda formået at lave krøller på mig selv på helt almindelige hverdagsmorgener, uden at skulle afsætte oceaner af tid til det. Det er sjovt at have den ekstra mulighed, når der skal vælges frisure om morgenen.

Du kan se hele udvalget af de forskellige stylers fra HH Simonsen her.

Photobomb!

Helt alene hjemme



Jesper har siden onsdag morgen vandret rundt nede i nogle østeuropæiske bjerge med nogle venner og her i weekenden er tøserne inviteret med i kolonihave hos 2 af deres klasseveninder, der også er søstre (bonus).



De sidste knap 24 timer har jeg derfor været helt og aldeles alene hjemme. En sjældenhed, når man ellers bor 2 voksne og 2 børn sammen. En luksus, når det af og til sker. Et helt døgn uden bagkant og deadlines for spise- og puttetider. Men, fandt jeg ud af, også lidt kedsommeligt i længden. Særligt fordi dette døgn kommer oven på 2 fridage jeg har haft for mig selv, mens pigerne har været i skole. Hvor jeg har fået ryddet op og støvsuget, vasket alt vores tøj og lagt det på plads. Lavet fjollede videoer til Instagram, fulgt intenst med i valget (yeah ny regering!), binge'et hele The Keepers på Netflix (kan klart anbefales) og strikket en cardigan færdig.

Så da vi ramte lørdag eftermiddag, ramte jeg lidt sådan en, hvad skal jeg nu lave? Når jeg har slappet af længe nok, uden bagkanter eller deadlines, bliver jeg ofte en blanding af rastløs og doven. Der skal helst skulle ske noget. Jeg har selvfølgelig strikket helt sindsygt meget, men jeg får altså ondt i numsen af at sidde ned alt for længe ad gangen - sådan helt bogstaveligt. Jeg har også inviteret veninder over til brunch, men det er først 2. pinsedag, de kommer forbi (så får jeg også leget med nogle af mine venner her i Pinsen).

I går aftes hev jeg derfor mig selv med ud på en lang gåtur, hvor jeg med en podcast i ørerne lod mig selv fare lidt vild i kvarteret rundt om Damhussøen mens jeg reflekterede lidt over, hvor sundt det nok er, at blive helt alene med sig selv en gang i mellem og mærke, at man rendt faktisk savner at være sammen med de mennesker man bor op og ned af dag ud og dag ind. For det er jo ikke tilfældigt, at man bor sammen med dem, har lyst til at have en hverdag med dem og glæder sig over at kunne holde ferier og fridage med dem.

Så mega dejligt med fridage for mig selv og et døgn helt alene hjemme, men hvor bliver det også skønt at hente pigerne igen om en times tid og vågne op i morgen sammen med Jesper, der returnere en gang i nat 



Mor jubilæum - 10 år med Ida!



I fredags blev Ida 10 år! Min ældste, skønne datter. Hvilket vil sige at jeg har været mor i 10 år - det er vel sådan set et jubilæum. Et Mor-jubilæum.

Og det er vildt nok, en dekade, et årti og så føles det alligvel som lige den anden dag, at jeg sad og klappede ivrigt over, at Ida stavrede af sted på sine små ben ved egen hjælp. Nu har vi sagt farvel til SFO, goddag til klub, egen telefon og et tweenliv, vi forældre ikke nødvendigvis behøver at være en del af. Nu lærer hun igen at gå selv og begå sig på en helt ny måde. Det samme gør jeg og jeg er slet ikke lige så sikker på mig selv, som jeg var dengang det var en baby, der bogstavelig talt skulle lære at gå. I min verden er det 100 gange nemmere at have blebørn - også 2 på en gang, som vi havde.

Men det er (heldigvis) også en sjov opgave, det her med at være forældre til større børn. Jeg er jo trods alt også selv blevet 10 år ældre og så ved som bekendt efterhånden et og andet. Men ligesom man skulle finde ud af hvem det var, man havde fået med hjem fra fødslen, er det som om, at vi nu også skal til at lære et nyt barn at kende. En ny Ida, der dels består af en hel masse af den Ida vi kender og dels af en Ida, der er ved at blive et helt og selvstændigt menneske. Det er en priviligeret opgave at være førstehåndsvidne til den udvikling.



Med til både fødselsdags- og jubilæumsfejring hører selvfølgelig kage! Noget jeg både kan hygge mig med og frygte lidt. Ida finder altid et billede af flotte kager, hun ønsker sig vi serverer til hendes fødselsdag og jeg kan som regel ikke rigtig overskue projektet og får den næsten altid tørret af med "den sædvanlige" lagkage. Det var også den jeg lavede, da jeg gik og forberedte mig til Idas første fødselsdag (hvor jeg i øvrigt også lige havde fundet ud af, at Eva var på vej, så husker, at jeg var en smule rundforvirret i de dage).

I år synes jeg dog at jeg måtte mønstre lidt mere overskud på kagebagningsfronten og sagde derfor ja til at kaste mig ud i en af de flotte fra bage-Dittes "Tid til kage"-bog. Jeg måtte dog lægge veto mod den med moussebomber og macarones som pynt. Nok ville jeg udfordres, men helst også kunne sejre.



Og selvfølgelig kunne jeg bage en kage, der blev god, når blot jeg gav mig tid og fulgte opskriften uden at forsøge mig med smutveje. Der hvor jeg som regel kommer til kort er, når det gælder pynten. Men også her fulgte jeg et par fif fra bogen - og igen, gav mig tid til det.



Resultatet er nok ikke bagedystværdigt, men trods alt ret flot. Hvis jeg selv skal sige det! 10 års fødselsdage skulle der til og så fandt jeg ud af, hvad en ganache er for noget :)

Nye tider og nye børster

SPONSORERET af HH Simonsen



Pigerne har for nylig takket ja til at lægge hår og hovedbund til et par nye hårbørster fra HH Simonsen, der i juni måned lancerer en ny serie af børster.

Børn og hårredning er som bekendt ikke altid den bedste kombi. Specielt Eva, er generelt ikke den store fan af konceptet og jeg er ofte ud i en form for tvang, for at få hende til at gøre det. Med Ida begynder det at være det lig modsatte. Hun har for en måneds tid siden fået klippet håret op i en page og med kort pandehår og det skal gerne sidde snorlige og hellere reddes en gang for meget end en gang for lidt :) Så er det man mærker, at man har fået en tween-pige i huset. Ohh gys, hvor gik tiden pludselig hurtigt! Er ikke helt sikker på jeg er helt fan af de nye tider dette bringer med sig allerede.



I en kombination af, at Eva elsker at få nye ting og at børsten hun har fået vitterligt er en lækker børste, er Eva nu helt glad for at rede sit hår og har gjort det ganske frivilligt lige fra vi modtog pakken. Den børste hun har fået er en Wonder midi brush. Den fås også i stor/normal version. Og egentlig har jeg altid tænkt, at pigerne ligeså godt kunne have en børste i voksenstørrelse, hvilket de også har haft, nu da de begge har ret meget hår. Men nu hvor de har fået en mindre børste, kan jeg godt se, at det nok har været en fejl med en stor børste. Den lille børste er selvsagt meget nemmere for dem at håndtere og det er som om den bare passer bedre til dem.



Wonder brush'en har et buet børstehoved og enormt fleksible pigge, der overhovedet ikke river i håret. Vi har også HH Simonsens Wet brush børster, der er kendt for det samme og denne nye børste, synes jeg virker endnu bedre ift. ikke at rive i håret. Da jeg spurgte Eva om hun kunne lide sin nye børste sagde hun ja og spurgt til hvorfor, svarede hun, at det er fordi den er rarere og "det er som om man kun skal redde håret én gang hvert sted".



Idas børste er en Gloss midi brush (den sorte på billedet) og den har alle Wonder brush'en gode kvaliteter + ægte vildsvinehår, hvilket man også kender fra meget dyre hårbørster som fx Mason Pearson. Vildsvinehårene hjælper med at fordele håret naturlige olier fra hovedbunden og ud i hele håret. Apropos det med tween-alderen er lige netop denne feature en fordel ved Idas børste.




Jeg satser på at børstens nyhedsværdi holder så længe, at Eva selv bliver fan af, hvor pænt hendes hår ser ud, når det er blevet redt og at Ida ikke slider hverken spejle eller tålmodigheder op af alle de ekstra gange håret liiige skal tjekkes. Under alle omstændigheder vil jeg godt erklære mig som fan af de nye børster - og med tiden bliver jeg det vel også af de nye tween-tider vi har i vente herhjemme...



De nye hårbørster kommer til salg i frisørsaloner fra juni måned.

Skønne altanliv!



Vores altan er bittelille, man kan bedst side 1 person derude ad gangen, og sidder man 2, kan den ene ikke komme ind i lejligheden uden den anden rejser sig. Men vi har en altan. Ja, fakstisk har vi 2. Begge lige små. Men det er kun den ene vi sådan rigtig har indrettet til at være på - den med sol det meste af dagen. Jeg drømmer dog om at få en lille bænk ud på den anden, så man lige kan sidde derude med en kop et-eller-andet og få den sidste eftermiddags- og aftensol.


Jeg byttede gerne mine 2 små altaner ud for én stor. Da vi boede på 5. sal uden altan, byttede jeg gerne til bare en enkelt lille altan. Sådan vil mere som regel gerne have mere. I bund og grund er vi ret tilfredse med det vi har her. Især nu, hvor vi også har en have vi kan daffe ned i, når vi har brug for lidt albueplads eller bare gerne vil være flere ude samtidig.







Hvert år føler jeg, at jeg får mere og mere styr på altanerne og deres flora. I år er ingen undtagelse. Jeg har fået udskiftet altankasserne på begge altaner. De viste sig også, ud over at være temmelig triste at se på efterhånden, at være godt møre. Dersuden er der hele 3 planter, der har overlevet at overvintre og nu skyder grønt og flot igen. Det har jeg aldrig prøvet før.



I stedet for én stor altankasse på hver altan, har jeg hængt en blanding af potter og holdere på den ene side og den flotteste altankasse (som jeg fandt i Altanbutikken) og nogle enkelt-potter på den anden.





Den lokale planteskole er blevet besøgt og sammen med nye planter har jeg fået tomatplanter, et lille chili-skud og pelargonier fra min mors have og Eva og jeg har sået koriander-frø, der så småt er begyndt at skyde små spirer op. Det er pænt og tilfredsstillende! Tænk, at man sådan kan få noget til at gro, bare lige ude på sin lillebitte altan.







Tænk sig at det skulle komme til mig. At jeg sådan ved hvad både stauder, løglasagne og geranium er og at jeg rent faktisk sætter pris på det. For bare nogle år siden, troede jeg fx at en staude, var én slags plante, som skulle stå i et stativ - I ved, sådan lidt staudet op... Læringskurven har især været stejl efter jeg nedsatte et haveudvalg her i min andelsforening og fik nogle meget havekloge mennesker til at være med. Det er uvurderligt.



Og hvilken bedre anledning til at nyde både altan og have end med denne solbeskinnede bededagsferie? Håber I alle har haft en skøn en af slagsen.