Copenhagen Pride - en mavefornemmele og en øjenåbner



Pride-ugen i København kulminerede i går med det store Pride-optog fra Frederiksberg Rådhusplads til Københavns Rådhusplads - eller Pride Square, som den hedder i denne sammenhæng. Jesper og jeg har en gang før stået som tilskuer til det, men ikke hvor børnene var med. Muligvis var det med Eva i maven sidste gang, så vidt jeg husker. Men i går var vi afsted til Pride'en alle 4 for første gang. Og det var megahyggeligt og med sådan folkefest-stemning over sig, hvor alle taler lidt med alle, mens man venter på den samme ting.

Udover vi havde set lidt i fjernsynet aftenen før, vidste pigerne ikke helt, hvad det var vi ville slæbe dem med til. Muligvis ved de det stadig ikke helt efter vi har været til det og vi på alle mulige pædagogiske måder har prøvet at forklare dem, hvad Pride'en står for. For hånden på hjertet, så har jeg måske også altid selv haft lidt svært ved helt at få mit hoved omkring det.

Forstå mig ret. Jeg forstår godt de overordnede linjer :) Det at kunne være åben omkring sin seksualitet på lige fod med alle, at alle er lige og ikke skal føle man bør skjule nogle aspekter af sit liv. Det er jeg helt med på, er det vi hylder med Pride'en og til det vil jeg altid give min fulde opbakning. Men jeg har bare følt, at Pride'en var nogle andres fest. Og da vi forrige gang var med som tilskuere fik jeg sådan en følelse af, at vi alle sammen stod der bare for at blive underholdt på nogle andres bekostning. Underholdt af nogle andres kamp. Og så åbenbart også en masse virksomheders kamp(agner). Det gav mig en lidt underlig følelse.



Men den anden dag gik der alligevel en prås op for mig. Det skete mens jeg hørte ugens "Det vi taler om" på Radio24syv (mega yndlingsprogram i øvrigt), hvor først Anna Thygesen gav udtryk for en stolthed over at være en by (og land), hvor vi sammen kan hylde en sådan fest som Pride'en er og hvor store som små virksomheder viser deres opbakning til samme. Derefter fortalte Jacob Heinel Jensen, om hvordan han, som homoseksuel, følte omkring den voksende opbakning Pride'en får. Det var en mere end velkommen øjenåbner for mig. Du kan lytte hele programmet her - der bliver talt om Pride'en lige i starten af første time.

Så i går var vi en del af festen - med den helt rigtige følelse i maven!



PS: Da vi talte med pigerne omkring Pride'en og prøvede at forklare noget med, at man jo skal kunne være kærester med lige den man har lyst til og så videre, kiggede Eva på mig og sagde begejstret "må man så også godt være kæreste med dronningen?!"
Herefter blev snakket udvidet med en snak om, at blive kærester med hvem man vil - hvis altså også den anden gerne vil... Men ja i teorien også dronningen :)


Ingen kommentarer