Tattoo-bar - et tip til børnefødselsdagen




Om en uge har Eva fødselsdag. 7 år (!) Det er lidt sindsygt, for vi har jo næsten lige fået hende. Men altså, tiden har det virkelig med at løbe om hjørner med en, dét er der vitterligt ingen tvivl om. Og når man så begynder at sætte sine egne små mennesker i verden, bliver hele ens fornemmelse for tidens gang rodet fuldstændig rundt. Hvad der for os (forældrene) virker som ganske kort tid siden, hvor vi kom hjem fra hospitalet med Eva, er et helt liv siden for Eva (og Ida) selv og en tid de slet ikke erindrer. Det er så syret! Og slet ikke det, indlægget her skulle handle om... Det er bare virkelig let at fortabe sig i, når en mærkedag, som ens barns fødselsdag er, nærmer sig.

Dét jeg ville ind på i forhold til den hurtigløbende tid og Evas snarlige fødselsdag, var at jeg kom i tanke om et indlæg fra omkring Evas fødselsdag sidste år, som jeg simpelthen har glemt at få udgivet. Det er dét med, at tiden bare er løbet....




Fordi Eva elsker at tatovere sig selv (og hvem der ellers vil ligge bar hud til det) med børnetatoveringer, havde vi til Evas sidste fødelsdagsfejring i børnehaven, udover frugtspyd, forberedt en tattoo-bar. Jeg havde købt nogle forskellige pakker tatoveringer med motiver, hvor der både var noget for drenge og pigers smag og klippet dem lidt ud på forhånd.

Efter fødselsdagssang og frugtspisning, kunne Eva åbne sin tattoo-bar og lade de andre børn komme og vælge et motiv en efter en og få dem påført med en våd klud. Det var selvsagt et kæmpe hit!

I sommers gentog jeg konceptet til Idas fødselsdag med klassen. Her var der en del flere børn end i storegruppen i børnehaven, så der stod jeg for at påføre tatoveringerne (plus 1 anden voksen på de mest spidsbelastede tidspunkter). Igen en stor succes og det kan varmt anbefales at bruge som underholdningsindslag til børnefødselsdage og lignende arrangementer både med få og mange børn.

TIP:

  • Vi er helt vilde med alle de flotte Djeco tatoveringer, hvor der er mange forskellige motiver og lidt for enhver smag.
  • Klip tatoveringerne ud på forhånd, så der ikke skal bruges tid på at klippe og du ikke behøver at have en saks liggende fremme.
  • Hav mere end 1 klud med til at overføre tatoveringerne med, så kan du hurtigt få hjælp af en anden voksen (eller barn), hvis når der bliver travlt i boden.
  • Stil en lille skål med vand, så du kan genfugte kluden hurtigt.






1 kommentar