Strikkeprojekter og lidt om garnkvaliteter

Når endelig ét strikkeprojekt ryger af pindende er der (heldigvis) minimum 2-3 andre, der står og tripper i kulissen og er klar til at fylde alt min fritid og mine pinde ud det næste stykke tid. Nogle gange presser de nye projekter sig så meget på, at de må i gang inden det forrige er blevet færdigt. 




Det skete for den Mors flæsebluse, jeg gik i gang med på vores Barcelona tur i sommers. Der blev lige klemt et par kjoler og færdiggørelse af et par andre trøjer ind førend den lykkedes af blive færdig. Til gengæld er den blevet mega fin og var så vældig tiltrængt efterhånden. For tiden går jeg nemlig stort set kun i mine egne egostrik - årstiden er ligesom med mig, og jeg trængte i den grad til en ny trøje at variere med. 



Jeg har strikket den på en halvt nr. mindre pinde end forslået (pind 4,5) og i en tråd kid mohair og en tråd baby merino, der er sådan lidt elastisk i det. Dette har givet trøjen en lidt mere "fast" fornemmelse og gjort den mere slim i sin pasform. Hvilket heldigvis også var mit mål med disse småjusteringer.

Nu er det så, at op til flere nye strikkeprojekter har sat sig i kø mens jeg flittigt har gjort min Mors flæsebluse færdig. Altså udover de projekter jeg allerede/stadig har i gang (ups!). Men nu er jeg altså også kommet til at købe garn til de næste 2 styk egostrik - det er ligesom også den halve fornøjelse.



Det første jeg har købt garn til, er en Striber på langs sweater fra PetiteKnit. Og jeg har her kastet mig ud i en, for mig, fuldstændig uvant og neutral farvekombination, nemlig en sandgrå alpaka og en råhvid mohair. Personligt er jeg faktisk en lille smule overrasket over mit farvevalg. Ikke fordi jeg ikke synes det færdige resultat i denne farve er vildt flot, men jeg plejer bare sjældent at kunne styre min hang til lidt mere gang i farverne, når først jeg står med nøglerne i hånden. Men det kunne jeg altså denne gang. 

Jeg glæder mig stadig lige så meget til at komme igang med trøjen og se farven in action, som da jeg kom hjem med garnet og næsten måtte sidde på mine hænder for ikke at slå op til trøjen med det samme, men i stedet få flæseblusen færdig. Fornøjelsen ved endelig at give mig selv lov til at komme igang, var dog ganske kort, da det hurtigt gik op for mig, at det dyre (og lækre, bevares) alpakagarn jeg har købt til projektet, er sådan noget der skal rulles op først. Der gik heller ikke lang tid, førend jeg var direkte sur på garnet, da det begyndte at se sådan her ud for mig - på trods af jeg virkelig forsøgte at gøre mig umage med oprulningen! 



Så kan det godt være at garnet er for 30-40 kroner mere lækkert end et billigere alternativ, men ikke når man skal bøvle så meget med det, for at kunne bruge det! Nu ligger det hele lige lidt i skammekrogen og venter på en ny sending tålmodighed - og måske også nogle gode tips og råd til, hvordan man får taget ordentlig hul på sådan et garnnøgle...



Intet er som sagt så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg fik i hvert fald afgjort, hvilket af mine ventende projekter jeg skulle kaste mig over nu, nemlig det grønne projekt! Det skal blive en Mors yndlingscardigan, der er endnu en opskrift fra Olines mor og faktisk en opskrift jeg oprindeligt prikkede hende lidt på skulderen om at lave. Og jeg mangler virkelig også en cardigan :) 



Kombinationen er endnu en gang alpaka og mohair, men strikket på pind 6, hvilket gør den helt vildt let og ekstra blød i sit udtryk. Billedet her er fra weekenden, hvor jeg slog op til den og var igang med kraven, men allerede inden dagen var gået, var jeg færdig med raglanudtagningerne og klar til at tage fra til ærmerne. Det går nemlig pænt stærkt på pind 6... 
Okay spørg, om jeg stadig synes det, om en uges tid, når jeg stadig er i gang med det lange kropsstykke... ;) 

2 kommentarer

  1. Jeg kan anbefale at få en mand eller et barn til at holde det store garnbundt udspændt, mens du vinder garnet op i nøgler - evt på et krydsnøgleapperat. Det bliver SÅ pænt og ordentligt. Og min datter elsker at give den gas med håndsvinget ;o)

    SvarSlet
  2. Det garn skal vindes op mens en anden holder det - ig hvis ikke nogen gider holde det, så kan en stoleryg bruges. Men for alt i verden hiv det ikke fra hinanden men lad det være i de baner det er i - så er der et naturligt 'hul' i bundtet som et par hænder (faktisk skal det sidde på håndleddene) eller en stoleryg kan komme igennem... evt google 'at vinda hespu' og tryk på billeder - så ser du billeder af hvirdan det gøres. Det tager tid, men det er det værd :)

    SvarSlet