Ego-strik // Hvordan får du tid til det?



En skøn bunke striktrøjer jeg har fået lavet til mig selv i 2017 - indtil videre. For bunken skulle gerne vokse med i hvert fald 3 trøjer mere, for det er hvad der ligger som igangværende projekter i kurven pt. En voksende bunke af såkaldt ego-strik og det føles som en kæmpe luksus, sådan at kunne lave sådanne lækre ting til sig selv og jeg har slet ikke lyst til at stoppe med det.

Strikke har jeg altid kunne, eller i hvert fald siden jeg var omkring 6 år. Selvklart var det ikke stort mere end en lille 6x4 cm tæppe til mine Barbie'ers baby jeg fik af pindende i den alder, men det var dog der jeg lærte det af min oldemor. Med årene har jeg fået flere og flere strikkefærdigheder og teknikker på repertoiret. En enkelt cardigan og trøje til mig selv har jeg før i tiden fået lavet, men ellers har det mest været sokker, sjaler og huer jeg har kastet af pindende. Efter der kom børn i min omgangskreds blev det også til små trøjer og selvfølgelig lidt veste og trøjer til mine egne piger.

I min tilværelse som kreativ blogger, har jeg tidligere stort set kun syet og hæklet og kun strikket ganske lidt, indtil jeg på et tidspunkt fik mod på at kaste mig ud i en strikket cardigan til mig selv. Den tog laaang tid for mig at komme igennem, men blev egentlig helt ok. Indtil jeg så kom til at smide den i vaskemaskinen til en almindelig vask, ved en fejl. Så kan man tale om at have en hest at skulle rejse sig ved.

Men det gjorde jeg, rejste mig. For det der strikkeri var begyndt at fange min kreative interesse og efter et par tilløb og lidt langdrag, fik jeg lavet en koralrød trøje færdig til mig selv (i øvrigt den nederste i bunken på billedet herover). Og så havde jeg fået blod på tanden og øjnene op for den store strikkeverden, der efterhånden er blevet skabt på Instagram og derved også en masse lækre strikkeopskrifter, ikke bare til børn og babyer, men også til voksne.



Netop gode opskrifter på fine og lidt mere moderigtige bluser og trøjer til voksne, end dem jeg oftest synes at kunne finde i hæfter og garnbutikker, har jeg længe søgt efter. På Instagram var de der pludselig - over det hele og nu kan jeg næsten ikke rumme i mit hoved (eller min strikkekurv) alle de fine, fine sager jeg skal fornøje mig med at lave til mig selv - og til pigerne. Det er lidt af en strikkerevolution i min verden.

Instagram, var der en der spurgte ind til, hvordan jeg får tid til disse strikkeprojekter og hvordan jeg var kommet så godt i gang med dem, hvilket til dels er baggrunden for hele dette indlæg.

Som altid handler det jo i bund og grund om prioriteringer, når man vil finde tid til sine hobbyer. Jeg har altid fundet tid til og ro i kreative sysler og når det ikke har været strikkeri, har det været hækling, syning, broderi, tegning, perleplader - you name it. Så på den måde er det egentlig blot sysleriet, der er blevet udskiftet og ikke så meget tiden til det.



Dog vil jeg sige, at jeg på et tidspunkt aktivt besluttede mig for, at jeg ville øve mig på at blive hurtig til at strikke. Jeg kunne ikke se mig selv holde motivationen for en strikket trøje til mig selv, hvis det skulle tage mig både halve og hele år, at blive færdig med den. Derfor har jeg prioriteret at strikke, og strikke og strikke og strikke. Meldt mig som teststrikker og strikket endnu mere, lært en hel masse nyt og bare øvet mig, med det resultat, at jeg rent faktisk kan betegne mig selv som en hurtig strikker. Sådan en, der kan få en ego-strik trøje færdig på under 1 måned. Til gengæld, så syr jeg stort set aldrig længere og bloggen her er bestemt heller ikke så veltrimmet og velplejet som den ellers har været. Sådan er det og må det være. Der er jo trods alt kun et vist antal timer på et døgn og lige for tiden, er det altså strik, der får lov at fylde mest i mine "hobby timer".

ET GODT TIP: Som nævnt har jeg haft strikkeevnerne med mig fra barnsben (heldige mig), men er du selv nybegynder eller lidt rusten i det, kan jeg kun varmt anbefale at se tutorial videoer på Youtube. Det har jeg selv haft stor glæde af, når der har været nye teknikker jeg har skulle lære eller få repeteret og jeg ved at flere af de med-teststrikkere jeg har haft skrevet med, nærmest har lært at strikke helt fra bunden af, ved hjælp at video turtoials.

1 kommentar