Frugtlagkage



Det ville være en skam at sige, at jeg er den helt store bager. Der er nogle enkelte ting jeg kan og så holder jeg mig som regel til dem, når lejligheden byder sig. En af de nyeste succes-kager, der er blevet tilføjet mit repertoire er de gulerodsmuffins jeg har lagt opskrift til her. Men den kage jeg har lavet allerflest af og som i min verden er selvskrevet til alle fødselsdagsfejringer, er lagkage med bær, makroner og creme.



Dén har jeg lavet seriøst mange af og den smager altid godt. Jeg har beskrevet min fremgangsmåde af kagen her og den kan godt varieres lidt i smag i form af de bær eller øvrige tilføjelser, men jeg kan klart anbefale, at man holder det simpelt uden for mange tilføjelser. Bærmix moset med makroner (og evt. et skvat spiritus af en art) lagt i lag med kagecreme vendt med flødeskum - det spiller ret godt.



Til trods for, at jeg har lavet denne lagkage virkelig mange gange, har jeg aldrig formået at pynte lagkagen særligt pænt. Her har min kreative formåen ligesom sprunget et led over. Det ligger ganske enkelt ikke til mig. Men til weekendens familiefødselsdagsfejring af Ida, lykkedes det for mig at lave den smukkeste lagkage nogensinde (hvis jeg selv skal sige det). Og det var egentlig såre enkelt at gøre den så smuk. En masse friske bær, lidt blomster og nogle citronmelis blade. I stedet for lagkagelys brugte vi en 8-tals stjernekaster. Jeg tænker det bliver min nye måde at gøre det på fremover.

2 kommentarer

  1. Den er da blevet super fin den fødselsdagskage..uhmm det ser lækkert ud. 8- tals stjernekasteren er jeg sikker på ville have gjort stor lykke herhjemme ;0)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have -den smagte også vældig godt kan du tro :)

      Slet