Mit lykkelige samlerhjerte!


Det har sine fordele og ulemper at være lidt af en samler af hjerte. Glæden ved at kunne tilføje nyt til sin samling er formentlig den psykologiske faktor, der får en til at fortsætte. Den glæde man så oplever, når man kan tilføje noget virkelig godt til ens samling, er en følelse man kan leve højt på længe. 

Sådan har jeg det med den Sonny Angel Unicorn jeg har været så lykkeligt heldig at finde. Jeg er fjollet glad for den! Samlingen af små englebasser er efterhånden anselig herhjemme og er selvfølgelig anskaffet under dække af, at være legetøjsfigurer til tøserne - der dog også leger med dem og har helt styr på hvis, der er hvis (selvom jeg inderst inde synes de alle sammen er mine...) Men denne Unicorn-Sonny fik de med det samme gjort klar er min og den tilhører nu min egen samling på foreløbigt hele 2 secret Sonny Angel figurer.

Der findes nemlig 8 faste serier af Sonny Angel figurer med 12 kendte motiver i hver. Til hver serie hører så også 1 secret figur, der er noget sværere at få fat i, da de kun pakkes 1 i hver 12. kolli. Til jul, påske, Valentines Day mm. kommer der også særlige serier med 4 kendte figurer og 2-3 surprises figurer. Disse er lidt nemmere at få fat i, til gengæld sælges disse serier kun i en begrænset periode.

Jeg overvejer at få en lille særlig hylde til dem og forhåbentlig udvide den samling af særlige figurer. Om alt andet fejler, tænker jeg de kan blive et bidrag til min pensionsopsparing :) Selvom det virkelig skal stå skidt til, før jeg ville nænne at skille mig af med dem igen.



Det er en super fjollet ting at samle på, jeg ved det. Men har man samler-genet, så er det ikke altid fornuftsstyret, hvad man kaster sin samlerkærlighed på. Måske du selv kender det? En gang samlede jeg også på Mumi-kopper, som nogle måske kan huske. Dem har jeg tyndet lidt ud i, da de kom til at fylde alt for meget, men jeg har stadig en god samling på 12 og kommer også gerne til at aé dem lidt, hvis jeg kommer forbi dem i en butik og ser nogle jeg ikke selv har eller har haft... He he, én gang samlerforelsket, altid samlerforelsket åbenbart.

Ingen kommentarer