Godt nytår!


Der foregår i skrivende stund en magtkamp af de større mellem jeg selv og mine 2 børn, som jeg i dag har insisteret på at putte med en reprimande og ingen godnathistorie. Årsagen har de fleste nok fantasi til at forestille sig, hvis jeg blot giver stikordene "uvårne unger" og "hø i ørerne"...
Derfor sidder jeg nu med min MacBook i skødet foran værelsesdøren og tysser på de hulkende mellem hvert punktum.


Og egentlig skulle dette være et lille glad "hej og godt nytår, nu er vi tilbage i hverdagen"-indlæg. Men det beskriver indledende afsnit vel egentlig også meget godt. Hverdagen er i gang igen og oven på en hyggelig jule- og nytårsferie er vi stadig ved at omjustere os tilbage til faste sengetider og "strenge forældre" igen.



Hele ugen har jeg været i tvivl om både ugedage, datoer og årstal og den har i det hele taget båret præg af "lige at skulle lande". 2017 er startet så utroligt brat synes jeg. Det ene øjeblik sad vi i varmen og hyggede, festede og skålede godt nytår og det næste øjeblik stod man i bidende kulde med et frostvejrs-lammet ansigt og et cykelgear, der er frosset fast et sted mellem 2. og 3. gear.


Men selv januar har sine kvaliteter; udsalg, børnepenge, masser af stearinlys, små korte gåture til legepladser, strikketid og lige om lidt en lille tur til Paris med arbejdet. At komme igang igen i 2017 har måske nok været lidt brat, men i gang er den i hvert fald.

Det samme er pralerier  og der ligger faktisk allerede flere indlæg, klar til færdiggørelse i både min "kladder"-mappe og i mit baghoved. Jeg er helt vildt glad for responsen på mit forrige indlæg og håber stadig ikke, at nogle har taget det som kritik af professionelle blogs/bloggere. Jeg havde blot brug for at få kategoriseret mig selv som en "hobby-blogger". Dels for jer der læser med, men allermest for min egen sindsros skyld. Jeg kan mærke at jeg hviler meget mere i, at blogge af lyst, når lysten er der, nu hvor jeg har fået sagt højt på bloggen og for mig selv, at det er helt okay. Det er for nu, det der er det rigtige for pralerier og for mig.

Nu er begge børn endelig faldet til ro, en har fået sagt undskyld og begge har fået en godnatkrammer og jeg vil nu brygge aftenens anden kop kaffe, finde et blødere underlag for min bagdel end gulvet i gangen og skifte MacBook'en ud med mit strikketøj.

Godt nytår og god søndag aften.

2 kommentarer

  1. Godt nytår. Jeg kan rigtig godt lide din blog. Den er umiddelbar og uperfekt på den helt rigtig måde, og jeg elsker, at den ikke er forceret af behovet for at tjene penge. Jeg har selv lige startet en blog (www.northernfamilylove.dk) Jeg er totalt ny i gamet og finder det virkelig befriende, at der er andre der blogger af lyst. Kan du anbefale andre hobby blogs?

    SvarSlet
  2. Åh hvor jeg kender det med at skulle skifte gear mellem ferie og hverdag. Det kan trække tænder ud -_-

    Jeg har fulgt med på bloggen siden du startede i 2009 og glæder mig til at følge din blog endnu et år :)

    SvarSlet