Hverdags sommer og træningsprojekt i sigte



Det er sådan lidt underligt at have holdt sin sommerferie allerede og komme tilbage på arbejde til kollegaer, der går og tæller dage ned til at de starter deres ferie. Men det er på en måde også rigtig rart, for der er sådan en lidt mere afslappet summen i hverdagen, når det er sommerferieperiode - også selvom der er nok at lave rent arbejdsmæssigt i denne periode og det danske sommervejr viser sig fra sin lunefulde side. Så jeg har faktisk en forventning om, at det bliver en ganske god sommeroplevelse med staycation fornemmelser indimellem arbejde og institution. Pigerne har stadig noget ferie til gode, som de skal spendere med diverse bedsteforældre plus nogle fridage hist og pist med Jesper og jeg, tænker jeg.



Nu da vi for denne sommers vedkommende har en skøn ferie at se tilbage på og ikke frem til, har jeg i stedet fået lyst til at kaste mig ud i et større projekt. Et kropsprojekt. Min egen, vel at mærke. Trods en del overflødige kilo, har jeg de seneste år, hvilet mere og mere i, hvordan jeg tager mig ud rent fysisk. I hvert fald mere end jeg tidligere har gjort. Men i bund og grund nok mere en accept af tingenes tilstand end en tilfredshed. Men nu har jeg altså fået lyst til at se, hvad jeg kan formå og fået lyst til at investere både tid og lidt penge i projektet.

Jeg har gennem længere tid, savnet at gå på et hold. Sådan et hvor man kommer til at svede og hvor der er en, der med høj og klar stemme fortæller mig, hvad jeg skal lave af træning i en hel time og gerne akkompagneret af en høj rytmisk musik. Sidste forår gik jeg 10 uger på et reformer hold i Jorcks Studio og jeg har kraftigt overvejet, om ikke jeg skulle starte op der igen. Det er nogle hyggelige små hold og dygtige og grundige og enormt søde trænere, der er gode til at tale en godt igennem alle øvelserne og så ligger det ikke mindst klos op og ned af min arbejdsplads. Men selvom det er en god gennemarbejdende træning og man altid er totalt i zen med sin krop efterfølgende, så er der ikke en høj rytmisk musik til at akkompagnere træningen, ej heller nogen høj klar stemme fra træneren  og heller ikke helt så meget sved på panden, som jeg nu en gang har lyst til at få, når nu jeg skal træne.

I stedet har jeg i denne omgang valgt at give mig i kast med power reformer hos Energii. Jeg har nogle veninder som går eller har gået der og kun har talt meget godt om det, så nu vil jeg også prøve. Der er både et center tæt på mit arbejde i Kbh. K. og lige om snart også et tæt på mit hjem her på Frederiksberg, hvilket gør logistikken i det ret fleksibelt.

Derudover er jeg så småt startet op med at løbe igen. Jeg fik plantet den gode ide på mit arbejde, at vi skulle melde os til DHL-løbet i et øjebliks kækhed oven på et par ganges gode løbeture. Det er ellers noget jeg aldrig har haft løber-selvtillid nok til at ville gøre, da jeg ikke kan udstå tanken om, at andre skal stå og vente på at jeg får halset mig igennem en 5 km's løbetur og de derved kan se meget præcist, hvor langsom jeg er. Men nu er vi altså meldt til og jeg opretholdte kækheden og skrev mig selvfølgelig på som den første og føler mig selvklart meget forpligtet til at præstere noget nogenlunde præsentabelt løb på dagen, så jeg ikke er skyld i at forsinke mit hold alt for meget.

Det er dog som om, at min krop ikke helt kan opretholde den samme kækhed. I hvert fald værker det noget både det ene, det andet og det tredje sted, når jeg løber og hele understellet minder mig heller end gerne, om de lidelser det er blevet udsat for under 2 kort på hinanden følgende graviditeter, som det aldrig rigtig blev trænet ordentlig op igen efter. Og så er vi tilbage ved min motivation for og lyst til at prøve at se, hvor meget jeg kan formå og forbedre mig over de næste måneders tid.

I stedet for blot at bruge Endomondo app'ens gratis version til at måle mine distancer, har jeg nu jeg købt app'en og lagt mig en træningsplan, der får mig ganske stille og roligt i gang med at komme op på de 5 km. Og netop fordi jeg betaler for den nu, så er det slet ikke et spørgsmål om jeg gider komme af sted. Jeg skal bare af sted, for ellers er det jo penge lige ud af vinduet og det har jeg altså for lidt af dem til at kunne tillade mig.



Jeg tror jeg har gået i noget tid og ladet op til at lade mig motivere eller inspireres til at kaste mig ud i, hvad jeg kalder et kropsprojekt. Da vi var på ferie læste jeg en artikel/interview i Euroman med Ellen Hillingsø, som jeg altid har haft et godt og beundrende øje til, og helt uden omsvøb eller længere forklaringer, står der midt i artiklen: "Man skal spise ordentligt og holde sig slank. Så har man det bedst. Man skal ikke lade stå til. Det kræver disciplin at være i live." That's it!  Der er jo egentlig ikke så meget mere i det og jeg læste det lige som jeg var moden nok til at blive vældig motiveret.


1. uge med Tulle - kaninspam advarsel



Dette indlæg er jeg startet på at skrive med en hånd. Den anden sidder jeg og holder lille Tulle med. Vores nusser lille dværgvædder unge, som vi i dag har været beriget med i præcis 1 uge. Og det er totalt hyggeligt. Både fordi Tulle er en helt vildt nuttet kanin og fordi det er lidt af et fælles familieprojekt, sådan at få integreret et nyt medlem, som vi alle 4 går op i - også selvom det på papiret er Idas kanin.



Som en af de voksne i Tulle-projektet følger der (selvklart) også voksne bekymringer. Har Tulle det godt? Får hun nok at spise? Får hun for meget at spise? Kan hun lide at være hos os? Er hun glad? Kan man se om en kanin er glad? Har hun tynd mave eller bare tisset i halmen? Har hun det for varmt? Er hun understimuleret? Skal hun have mere grønt at spise? Får hun for meget grønt at spise? Har hun mon ondt i maven? Ja, man kan nærmest sammenligne det med, at skulle lære en rigtig lille baby at kende og alle de tanker og bekymringer man kan gøre sig i den forbindelse (næsten).

Eva mente det var bedst, at husets ældste kanin-beboer Hop-Harry, lige fik hilst ordenligt på nyeste medlem.













I løbet af det første døgn, opdagede vi, at Tulle slet ikke drak noget fra sin vandbeholder. Oh gru! og så i den varme. Så indtil vi kunne komme ind og købe en ny model, gik vi og gav hende vand fra en lille sprøjte med jævne mellemrum, da hun heller ikke rigtig syntes at ville drikke af skål. Nu har hun fået en ny og der er godt synk i den, så nu er jeg knap så bekymret for hendes væskeindtag længere.





Ret hurtigt lagde vi også mærke til, at hun godt kan lide at hoppe op i sin hø-bakke og gemme sig lidt inde bag den. Det er lidt fjollet, da hun ikke kan ligge i den særligt længe, før hun glider ud af bunden på den, sammen med alt det hø, der eventuelt måtte ligge i den. Vi tænkte, at det måtte være et tegn på, at hun gerne ville have sådan en lille afskærmning, hun kan gå ind i, hvis hun ønsker lidt ekstra fred. I går fandt jeg derfor en trækasse jeg engang har købt i Netto og skar en lille døråbning i den og satte ned i buret.


Om Tulle er mega glad for huset eller mega sur på det, har vi svært ved at vurdere. Det har i hvert fald fået nogle tæsk, det lille træ hus og hun er rendt ud og ind af det. Men mest af alt, har hun hoppet op og ned på det og ynder nu gerne at trone oven på taget eller lægge sig helt op ad ydersiden på det. Og så hopper hun desuden lige så meget op i sin hø-bakke som før. Som sagt det er ikke helt til at blive klog på, men jeg tænker, at hun alt andet lige, må finde lidt stimuli i træhytten. Min eneste bekymring omkring det er, om hun mon har godt af at gnave og dermed formentlig også få spist af det træ, som kassen er lavet af? Kassen er under alle omstændigheder tænkt, som en midlertidig løsning. Ikke et ondt ord om mine sløjdevner, men det kan tænkes, at der findes kønnere løsninger end denne.

Vi er så småt begyndt at lukke hende lidt ud af buret og lade hende hoppe lidt rundt i køkkenet. Det var totalt Bambi på glatis, da hun første gang skulle forsøge sig på et glat trægulv, nu er hun ved at få taget på det og i dag hoppede hun selv tilbage i sit bur, da hun syntes hun havde undersøgt nok af køkkenet.


Og hun drikker, hun spiser, hun pøller, hun tisser og hun kommer gerne hen til en, når man kommer hen mod buret og får konstant Jesper og jeg til at små nynne "ved du hvad du skulle? gifte dig med Tulle..." hver gang vi trisser forbi hende. Så mon ikke Tulle alt i alt har det okay her hos os?

Dip Twist og mine bedste neglelak tips

Indeholder reklame/omtale



Det er langt fra nogen hemmelighed, at jeg har en ting med neglelak. Jeg drages af det, som man siger. Jeg lægger altid mærke til, om andre har neglelak på, farver, nuancer og tendenser. Og i perioder har jeg selv næsten altid en farve på fingerspidserne.

Essie er mit absolut foretrukne mærke og jeg gider nærmest ikke bruge tid på at afprøve andre mærker - det har jeg gjort. Pris, farveudvalg og kvalitet er bare, i mine øjne, bedst hos Essie, der også for langt de fleste farvers vedkommende, er utrolig let at påføre. Dette kan dog variere lidt alt efter farveformularen.

Der hvor neglelaksprocessen kan blive mest træls, er når det skal af igen. For 4 år siden opdagede jeg så magi på flaske og (en lille del af) livet har jo nærmest ikke været det samme siden. Så vidt jeg ved, var den fra Sephora en af de første og siden er der kommet masser af magiske flasker af forskellige mærker til. Indtil nu har jeg kun haft prøvet den fra Sephora og en fra Salling, som jeg ikke lige husker navnet på. Generelt synes jeg den eneste væsentlige forskel har været prisen.

Nu har jeg så fået til opgave at afprøve en dansk udgave af magien fra mærket Dip Twist. Det er Billigvoks.dk, der har sponsoreret og det er også her fra jeg som regel forsyner mig med den ene fine Essie lak efter den anden, da de har et stort udvalg og gode priser. Er du i tvivl om valg af farve, ved køb af neglelak på nettet, kan jeg på det varmeste anbefale at lave en billedsøgning på Google af navnet på den relevante farve og så skrive "swatch" efter. Det giver som regel et godt indtryk af neglelakkens farve.

Dip Twist fungerer, som enhver anden af denne type neglelakfjerner, ved at man stikker en finger ned i ad gangen og så twister lidt rundt i svampen. Ryst eventuelt flasken lidt inden brug, så væsken kommer godt rundt på hele svampen.





Dip Twist fungerer upåklageligt og modsat andre mærker jeg har set, kommer den i 4 forskellige varianter med hver sin farve og duft/lugt. Det er jo neglelakfjerner så det er en lidt skarp lugt, også når den er tilføjet jordbær eller kokos. Den mere milde del af duften kommer først når den er dampet lidt af på neglene.



For at få de sidste rester væk og blødgjort og slebet kanter og ujævnheder, plejer jeg at skrubbe hænderne med en hånd-scrub, særligt når jeg skal lægge en ny lak lige efter jeg har fjernet den gamle. Herefter er neglene godt klar og grundet til en ny omgang lak.



Udover duftene, er der ikke rigtig forskel på de 4 forskellige varianter, men jeg tænker at jeg, kan bruge hver slags til hver sin farvekategori. Lidt ligesom børsterne til skosværten. For efter noget tid tager svampen i flasken så meget farve til sig, at det kan give spor efter sig. Det er også farveresterne, der gør, at man fra tid til anden på skifte sin flaske ud. Selv magi har kun en vis levetid.




Har man for meget neglelak, når man kan lave 4 forskellige farveopstillinger?
Kan man have for mange neglelak?
Nej, vel?

Hjemme! - og med en ny beboer



Hjemme bedst. Ikk'? Det er så dejligt at være hjemme igen. Kaffen, wi-fi'en, planterne, nye afsnit af Orange is the new black (timingen kunne jo ikke have været bedre) og min helt egen dyne.



I går kom mine svigerforældre med tomatplanterne, der har været i feriepleje mens vi var væk, og de er blevet så store og sprøde og veludvoksede at se på. Og så er der kommet lovende små grønne tomater på. Så jeg satser på, at solen giver den gas fra nu af og får gjort dem dejligt røde inden længe.



En anden dejlig ting ved at være hjemme, er at alt lader til at være helt som det plejer. Vi handler i Netto, tøserne leger og roder, jeg rydder op og i dag skal jeg smøre madpakke igen, da pigerne skal af sted i skole og børnehave.


Én ting er dog helt nyt herhjemme. I går hentede vi nemlig Tulle, en sød lille dværgvædder, som vi har givet Ida i fødselsdagsgave. Eller, da vi gav hende en kanin, vidste vi ikke, at det skulle være Tulle, men under ferien blev denne kanin annonceret til salg og klar til afhentning netop, når vi kom hjem. Det virkede meant to be og vi slog til. Så i går fik vi rykket rundt, indkøbt bur og gjort klar til om eftermiddagen, hvor vi kunne hente Tulle hjem. Det er hyggeligt.


Ferietøjstanker og bæredygtigt fransk basistøj

Ahh, hjemme igen. Eget tastatur, egen kaffe og egen wi-fi - og kun en lille smule jetlag'ish følelse i kroppen. Turen hjem var som ventet laaang, men (stort set) ikke ulidelig og alle fik nogle timers søvn, inden vi ramte dansk jord ved 6-tiden i morges.

Da kl. var 11, hev jeg den sidste maskinfuld vasketøj ud af maskinen og alle kufferter var pakket ud og ryddet op. Bum! Det fejrede jeg med 4 gode danske rugbrødsmadder og en ordentlig morfar bagefter.

Og så har jeg tænkt over at skulle skrive dette blogindlæg. Mens vi var afsted blev jeg nemlig kontaktet af et nystartet fransk tøjbrand Les Sublimes, der har en stærk vision og vigtig mission med deres firma. De ønsker at lave bæredygtigt basistøj til kvinder. Både bæredygtigt ift. materialer og produktionssteder, hvilket vil sige det produceres i Europa og sælges kun online til slutbrugeren.

Da jeg sorterede kuffertens indhold af rent og beskidt tøj er det tydeligt at se, at der er flere stykker tøj, det kunne have været ganske ligegyldigt at tage med, samtidig med, at der er andre stykker tøj, jeg har fået vasket 2 gange på turen. Det er de der stykker go-to basisting man bare har det allerbedst i. Det er de bløde T-shirts og toppe, som man kan sætte sammen med det hele. Allerede her, synes jeg Les Sublimes er inde på noget godt.



På Sri Lanka fik vi købt en del tekstil. Jeg købte silkesari'er, pigerne fik lidt tøj og Jesper fik storindkøbt sig et lager af nye T-shirts, lidt shorts og skjorter - og det kostede ikke særlig mange penge. Til gengæld følte jeg, at pengene vi gav for det, ramte lidt tættere på målet. Det har jeg nogle gange lidt svært ved at se, hvordan en T-shirt købt herhjemme i fx en dansk H&M til 80 kr, gør, når der skal gives lidt til alle mellemled af de kroner.

Det er den evige dobbelthed jeg synes jeg har som forbruger, jeg vil gerne både have billigt tøj og høj kvalitet og så vil jeg måske helst ikke vide for meget i detaljer om, under hvilke forhold dette har kunne lade sig gøre. Men der er et voksende fokus på tøjets og produktionens bæredygtighed, hvilket Les Sublimes også er en del af og som jeg synes lyder rigtig spændende. Det var også derfor jeg sagde ja til at hjælpe dem med at gøre opmærksom på deres projekt (det er i øvrigt ikke noget jeg får noget for at gøre), der har launch i dag.

Udover bæredygtigheden har Les Sublimes også en mission om, at støtte piger i fattige dele af verden til en uddannelse, således at for hvert stykke solgt tøj, gives der en måneds uddannelse. Så det må virkelig siges at være et tøjbrand med et stort hjerte, som jeg håber vil blomstre op og blive inspirationskilde til mange flere lignende tiltag.
Projektet kan støttes og læses meget mere om her.

Ferieafrunding

 
 er ferien ved at lakke seriøst mod enden og vi er alle mere eller mindre helt klar til turen hjem. Den starter i morgen tidlig med en køretur tværs over øen på omkring 8 timer (håber i mit stille sind på mindre) fra Trincomalee til Negombo. Herfra går turen sent mandag aften først mod Doha (som jeg længe har haft intentioner om at finde ud af, hvor præcist befinder sig på jordkloden) og derefter mod København, hvor vi efter planen rammer landjord en gang tirsdag morgen. 

Det kræver lige en dyb indånding sådan en tur (og for en sikkerheds skyld pakker jeg nok lige ekstra tørre trusser med til mig selv denne gang 😉), men når man glæder sig mindst lige så meget til endemålet denne gang, som på turen herned, så går det lige. Denne gang er turen også delt op i to halvlange ture på 5-6 timer hver og ikke en kort og så en meget lang, som den rute vi tog herned. 

 
17 nætter er gået, når vi igen træder ind i vores lejlighed på Frederiksberg og (undskyld momse-filosoffen) hvor er vi blevet dejligt beriget med oplevelser i den tid. Den sidste uge her i Trincomalee har været god, hvor vi alle er kommet helt ned i ferie-mode. 

 
Der er så farvestrålende og glimmerfyldt og mit indre glimmersøgende ravneblik, er virkelig blevet tilfredsstillet. Samtidig er her virkelig beskidt og fyldt med dyr alle vegne, katte, hunde, køer, ravne og aber, fylder i den grad gadebilledet. Og så er jeg helt officielt sprunget ud som Snap'er (og kan følges under Pralerier ✌🏻️). 

 
Og så har jeg fået oparbejdet mig en slet ikke så dårlig tan-line, ja det har vi alle 4. Det er bare ikke noget der sker så tit for mig. Ikke på dette niveau i hvert fald - så det lader jeg selvfølgelig ikke gå ubemærket hen 😄 (og nej, der var absolut ingen begyndende tan-line hjemmefra - jeg var så bleg, da vi ankom)

 
Jeg har fået indkøbt mig 24 meter silkestof, som jeg ikke er 100% sikker på, hvad jeg skal bruge til, men det kostede tilsammen, hvad der svarer til 218 DKK og så kunne jeg ikke lade være #stofaholic. Tøserne har fået hver deres smukke Sri Lanka kjole, som jeg kun er en lillebitte smule misundelig på selv og en mindre samling glimmerelefanter og skaller fra stranden. 

 
Kulinarisk har det også været lidt af en blandet rejse. Vi har spist på alt fra KFC til lokal singalesk 'Rice & curry' restaurant, hvor man ikke fik et menukort, men blot fik øst op af dagens karryret inklusiv tilbehør. Sidstnævnte var absolut den sjoveste at prøve (for de voksne) og kostede os sammenlagt 26 kroner. Efterfølgende måtte der også hostes op med et par isdesserter til tøserne og jeg vovede mig ud i en cola med is, som vi har set på menukortet mange steder efterhånden. Den var slet ikke så dårlig, som den (måske) lyder. 

 
Men nu er vi også ved at være feriemætte og som sagt, næsten helt rejseklar. Personligt glæder jeg mig rigtig meget til at skifte kuvertlagnerne ud med min dejlige dyne derhjemme. 

PS: Tidligere i dag blev jeg skidt på af en fugl (adrr!) - jeg tager det som et held og lykke til rejsen. 

Swimmingpool-anmeldelser af Ida

 
Ida er en STOR fan af swimmingpools og i hendes verden er det nok det der (bevidst) har fyldt mest i forhold til, hvor det var vi skulle på sommerferie henne. Nu hvor ferien er ved at lakke mod enden, synes behovet efterhånden at være blevet dækket, men der er generelt ikke mange aktiviteter der kan måle sig med udsigten til en swimmingpool. 

Hvad udgør så en god pool, for en syv-årig? Ida har hjulpet mig med at sammenfatte en lille anmeldelse af de tre forskellige pools vi har haft adgang til under vores tre meget forskellige slags ophold her på Sri Lanka. 


 
Pool nr. 1: Queens Hotel i Kandy

Hvordan synes du den første pool i Kandy var?:
"Altså, jeg vil ikke sige, at den var dårlig. Den var bare sådan lidt anderledes. Man kunne hoppe i fra kanten og det er godt."

Hvordan var omgivelserne?:
"Der var græs og lå mange blade rundt om poolen. Det var fint nok, men bare ikke det dejligste, der kunne have været."

Der var ikke så meget udsigt?:
"Nej, det var der ikke. Børnepoolen var okay at have."

 
Voksennote: Badehoteller inde midt i Kandy er nok ikke noget man skal forvente. Vi var meget glad for at have poolen til eftermiddagsafkøling og børneunderholdning, men det var ikke et sted man slog sig ned til solbadning og pool hele dagen. Det havde man jo heller ikke tid til :)

 
 
Pool nr. 2: Aliya Resort i Sigiriya

Hvad synes du så om den næste pool vi kom til, hvor man kunne se ud på Sigiriya klippen?:
"Den var GOD! Det var fedt at man kunne se ud på klippen og at det sådan lignede vandet fortsatte ud over kanten. Men man kunne ikke hoppe i fra kanten."

Tæller det ned?:
"Ja. Men så kunne man lege sådan lidt andre lege, hvor vi var havfruer og vi kunne sætte os oppe på det mørke og være i vandet uden at skulle gå op."

 
Hvad synes du om, at det var lige dybt over det hele?:
"Altså, det var meget rart og lidt kedeligt, for så er der jo ikke så meget udfordring, når det bliver dybere."

Det blæste ret meget oppe ved poolen, var det noget, du tænkte over?:
"Næhh."

Nedenunder var der en børnepool, var den okay at have eller var den ligemeget?:
"Den var også god, for den var jo så vi børn kunne lege i den."

 
 
Pool nr. 3: Sea Lotus Park i Trincomalee

Hvordan er så poolen her i Trincomalee?:
"Hmm, den er sådan midt i mellem. Jeg kan godt lide, at der er sådan nogle delfiner man kan se (malet på bunden af poolen, red.) og den har form, der ligner en banan."

 
Hvordan er udsigten her?:
"Strand og palmer, så det er godt."

Hvad med børnepoolen?:
"Den er sjov og vi kan sidde og lege oppe i den. Og jeg har opdaget at alle børnepool'erne har lige dybt vand."

 
Og man kan hoppe fra kanten igen:
"Ja, det er godt og der er dybt i den ene ende så der kommer sådan lidt udfordring."

Hvilken pool synes du så var den bedste af dem alle 3?:
"Det var den i Sigiriya og så kommer Trincomalee og så den i Kandy."

 
 
Hvis man nu tager havet ved stranden med som en swimmingpool, hvad synes du så om det?
"Der kan man sådan selv bestemme hvor dybt det skal være og man kan se nogle fisk nogle gange og det er sjovt med bølgerne man skal hoppe over."

Der er mere udfordring ved at bade i havet?:
"Ja og det er sjovt."

 
Hvilke synes du så er bedst, hvis vi skal tage havet med på listen?:
"Så kommer havet som nr. 3 og Kandy som nr. 4."

"Ej vent, Kandy nr. 3 og havet nr. 4."

Det er interviewerens konklusion, at selv en dårlig swimmingpool er bedre end ingen swimmingpool :)

Jeg gør det ALDRIG igen!

På en top 5 over ting jeg ikke kan lide, som i virkelig overhovedet ikke bryder mig om, indtages 1. og 2. pladsen helt klart af fugle og at sejle. Så hvorfor jeg på noget tidspunkt, har fået mig selv til at indvillige i, at en sejltur i motorbåd til Pigeon Island for at snorkle, skulle være en god ide, det er mig en stor gåde.

 
Et er, at jeg bliver sindssygt søsyg. Det står faktisk så skidt til med min vestibulære sans, at jeg bliver søsyg af at stå på sådan et blødt stødabsorberende underlag, man kan få til stående arbejdspladser. Ja sågar af blot at kigge på noget, der gynger for meget. 

 
Den side af sagen gjorde jeg kål på med en dobbeltdosis motionsickness tabletter, direkte importeret fra Guds eget land og så mine seabands. Det virkede faktisk og jeg følte mig stort set ikke søsyg på noget tidspunkt. Ej heller under snorklingen, som jeg ellers husker som et søsyge mareridt, fra en tur til Mexico efter gymnasiet. 

 
 
Godt plastret til på tabletter eller ej, så kunne det ikke gøre noget ved den skræk, jeg følte ved at bumpe afsted over bølgen blå i motorbåden. SHIT! Jeg var så bange under hele turen og alle mine muskler fra tæer til kæber var spændte. Eva brød sig mildest talt overhovedet heller ikke om sejladsen og skiftevis skreg og småklynkede lidt under stort set hele den 30 min. laaaange tur ud til øen. Fordi jeg selv var så bange og sammenbidt, kunne jeg ikke en gang tilbyde hende meget anden trøst end et ekstra klem, mens jeg inden i mig selv lovede at holde godt fast i hende, når vi kæntrede og faldt til bunds. 

For det er sådan jeg har det, når jeg sejler. Jeg er sikker på, at det bliver mit endelige. Om det så er i motorbåd eller på bornholmerfærgen (som jeg for øvrigt også har svoret, aldrig at sejle med igen). Hvis det gynger, så dør jeg. Det er min klare overbevisning så længe strabadserne står på. 

 
Nå men, vi hverken døde eller blev søsyge af sejlturen, men kom i stedet ud til Pigeon Island, der er omkranset af smukke koraler og farverige fisk helt inde ved kysten, der gjorde det meget tilgængeligt og et godt sted at snorkle - især for et par nybegynder børn. Ida fangede det lige med det samme og havde en kæmpe oplevelse i snorkleriet. Eva not so much. Men hun har også kun lige lært/taget mod til at svømme selv, så ligefrem at snorkle, er måske at stramme den lidt. 

 
Mens vi snorklede rundt og gik rundt der på øen, glemte jeg helt den væmmelige sejltur, gik nærmest og bildte mig ind, at det slet ikke havde været så slemt. Men jeg havde også travlt med at være på vagt over for fuglene! 

 
Man kunne med god grund godt omdøbe Pigeon Island til Krageø. De var ALLE steder og det var mildest talt nervepirrende for en fuglefobiker som jeg. Så snart de så deres snit til det sad der en krage eller to omkring en. De satte sig på tasker, holdt udkig og rodede efter mad. Vi havde glemt en pose med bananer og kiks i båden og inden vi fik set os om, var båden dækket med 10 krager og de havde hakket hul på kiksepakken, inden de blev jaget væk. 

 
Og så skulle turen ellers hjemad og straks var jeg rædselsslagen igen. Pga. en kraftig (og her vil de særligt søfarne folk nok le af mig, men det føltes enormt kraftigt for mig) fralandsvind, sejlede vi mod bølgerne på vej ind mod kysten og det bumpede så meget, at jeg var sikker på, at vores båd ved hvert næste bump ville blive slået til pindebrænde. Igen sad jeg og tænkte, hvor åndsvag en ide det var, at jeg hellere ville gå gennem en fødsel end mere sejleri og hvor meget jeg glædede mig til at sidde og skrive netop dette blogindlæg og dermed have oplevelsen bag mig. 

Det er så nu, og sjovt nok har bare det at komme på land, fået mig til at se lidt anderledes på sejlturen. For var det egentlig ikke meget sjovt at suse hen over vandet og udover sin egen comfort zone? Jeg kan også godt huske nu, hvorfor jeg indvilligede i tåbeligheden. Det var netop for at vise mine børn, at jeg også er sådan en der gør og tør de lidt vildere ting i livet - og for ikke at frarøve dem en potentielt stor oplevelse, bare fordi jeg ikke tør. 

 
Så jeg turde - men jeg tror ikke jeg gør det igen.