7-års forskudsfødselsdag og Sonny Angel-kager

I går slog vi dørene op og fejrede Idas 7 års fødselsdag for familien, selvom det først er på tirsdag hun fylder år. Vi har ikke før holdt hendes fødselsdag før selve dagen. Det har altid været efter eller på selve dagen, men da næste weekend står på afrejse, måtte vi i år afprøve denne version af fødselsdagsfejring. Og hånden på hjertet, så er det altså ikke helt det samme, at lade sig fejre på forhånd. 


Ikke desto mindre havde vi en overordentlig hyggelig dag med familien og det gode vejr lokkede os til at afprøve endnu en ny ting, nemlig at holde selskab på vores lille græsstykke uden for bygningen. Det er det område jeg arbejder på at få etableret som fælleshave i vores forening, men indtil videre er det blot et græsstykke lige ud til fortovet, så det er en lille smule sært, sådan at sætte sig til skue dernede. Men til en velkomstdrink og gaveudpakning fungerede det ganske glimrende og hvis blot vi husker lidt spiselige snacks også, så bliver det nok ikke sidste gang vi gør det på denne måde.



Alt det spiselige havde vi i lejligheden og efter maden og endnu en lufte-tur i det gode vejr, stod den på kaffe og kage. Sidstnævnte med et gennemgående Sonny-tema, som jeg selv synes blev så fint som noget næsten kan være. Jeg elsker Sonny Angels og det samme gør tøserne og især Ida har været ret opsat på det med at samle og måske endda finde en Secret figur. Så i stedet for en lovet lyserød marcipanrose i lagkagen, overraskede jeg hende med en fin og lidt særlig Sonny i lyserødt kagelook, hvilket faldt i ret god jord. Det samme gjorde selve Sonny, eller han nærmere sank, i blød, sød kagejord, der ikke kunne holde til hans vægt. Til gengæld væltede han ikke :)

En dejlig dag for en dejlig (næsten) 7-årig, som vi nu ser frem til at fejre endnu en gang, om et par dage med hele baduljen af morgensang, gaver, fridag og hygge.

En nyudklækket cykelrytter og en smuttur på skadestuen



Dagen efter Eva havde knækket cykelkoden og fået nogenlunde styr på at komme af og på, fik hun lov til helt selv at cykle på sin egen store cykel til børnehave - dog kun på fortovet og med mig halsende og heppende i løbesko ved siden af, så hun kunne køre rundt på sin egen cykel henne i børnehaven. Et lææænge italesat ønske fra hendes side. Men knap var dette ønske gået i opfyldelse, førend de lidt i 10 i onsdags ringede fra børnehaven med beskeden, Eva er væltet på sin cykel, har fået en flænge i armen, vi vurderer den skal kigges på.

ØV!

Eller, faktisk var min første tanke PYYHA! For fra man ser på sine telefon, at det er børnehaven, der har ringet til man har modtaget den fulde besked om situationens omfang, kan man altså godt nå at tænke mange tanker. Så først PYYHA!, så ØV! og så den irrationelle dårlige samvittighed over, at man overhovedet har kunne finde på at være uansvarlig en forælder og ladet barnet lære at cykle.

Heldigvis var det min fridag, heldigvis havde jeg nået at være i bad efter løbeturen og heldigvis ligger skadestuen lige ved siden af børnehaven, så jeg trissede med det samme derovre med Eva.

Servicemeddelselse: Hvis ikke I allerede ved det, så skal man altid ringe 1813 først, for at blive oprettet og få en tid på skadestuen - også selvom man i princippet står lige uden for døren og det er en hverdag. Det var jeg ikke selv klar over. Jeg troede faktisk kun det var i weekenden og uden for normal arbejdstid, hvilket jo alene skyldes den lykkelige omstændighed, at jeg/vi (7-9-13) ikke har haft behov for denne service.



Vi fik dog alligevel en tid til 1 time senere, dog med besked om, at vi nok nærmere skulle regne med 1,5 time og efter 4,5 time kom vi så endelig til hos lægen. Denne prikkede godt til på Evas lille arm og sagde, "det der er bare noget fedt - det skal vi lige have på plads igen" og jeg nåede at tænke, om vi virkelig havde brugt al den ventetid blot for at få noget fedt "skubbet på plads"? Men jeg fandt kort efter ud af, at det betød, at hun skulle syes. Det samme gik også op for Eva omtrent samtidigt og det faldt ikke rigtig i god jord. Da slet ikke, da hun også fandt ud af, at det indebar bedøvelse i form af nålestikkeri, som både lægen og sygeplejersken blankt indrømmede ville komme til at gøre ondt.

Det stakkels barn, der vitterligt hader nåle og som inden for de sidste 3 måneder har måtte gennemgå hele 2 omgange vaccinationer. Den ene fordi hun fyldte 5 og følger det almindelige børnevaccinationsprogram og den anden fordi vi skal til Sri Lanka lige om lidt og derfor krævede lidt ekstra beskyttelse. Og så havde jeg på tro og love ellers erklæret, at nu skulle der gå meeeget lang tid før hun skulle stikkes igen. Og det gjorde der så bare ikke og hun blev endda stukket 2 gange, for at blive ordentligt bedøvet. Jeg tror så heller ikke, at der var nogle af de andre ventende i venteværelset, eller på hele skadestuen for den sags skyld, der herefter var i tvivl om, at Eva blev udsat for noget hun ikke brød sig om. For hold da op, hvor hun skreg! På et tidspunkt syntes jeg nærmest, hun fik lidt blå læber af det.

Men herefter gik det slag i slag og ganske stille og roligt. Hun ville ikke kigge på, at hun blev syet, men tog det ellers helt cool. Jeg selv sad med snotten helt fremme for at få det hele med, samtidig med, at jeg selvfølgelig sad og holdt Eva i hånden og skiftevis roste og trøstede hende. Den gang jeg var 10 år gammel, blev jeg selv bidt i min venstre kind af en (lille) hund og det blev syet sammen. Og det har til dato pirret min nysgerrighed, hvordan det helt konkret ser ud, når hud sådan bliver syet sammen. For den gang kunne jeg jo ikke selv se det og havde ovenikøbet sådan et grønt klæde henover ansigtet, hvorigennem jeg kun kunne se silhuetten af en lang snor, der gik op og ned i lægens hænder. Efter begge mine fødsler er jeg (desværre) også blevet syet lidt, men der har jeg selvsagt, hverken haft lyst eller fysisk mulighed for at kigge med :) Men nu fik jeg altså set, hvordan det ser ud, når hud syes sammen, med hele 2 sting endda og det ser faktisk på én gang både lidt klodset og lidt elegant ud. Bedst af alt, fik det lappet min lille piges arm sammen og efterfølgende var hun faktisk ikke så lidt stolt af sin bedrift og sine sting i armen.

Selv følte jeg også jeg tog det hele i stiv arm. Da først det hele var konstateret til "ikke alvorligt", var jeg helt afslappet i det. Vi fik forsynet os med både iskaffe, cola, vand, mad, slik og LEGO-underholdning fra Føtex i den time vi havde, inden vi skulle være tilbage i venteværelset til vores givne tid, så der var lidt til både væskebalancen, blodsukkeret og tålmodigheden i de tillægs ventetimer, vi herefter havde. Jeg er ikke typen, der bliver dårlig af hverken blod eller nåle og jeg er også helt ok med, at skulle (hjælpe til med at) holde mit barn fast for, at hun kunne blive stukket, så længe jeg ved, det er for hendes eget bedste. Så jeg var faktisk også ganske stolt, af mine skadestuelige bedrifter, da vi forlod etablissementet. Men det jeg ikke reagerede med psykisk, reagerede min krop altså med fysisk i dét øjeblik, vi ramte egen matrikel igen. Her gik jeg øjeblikkeligt fuldstændig sukkerkold, blev dødtræt og begyndte at hundefryse og fik en dundrende hovedpine. Helt cool og afslappet, kan man altså ikke tage det, når ens barn er kommet til skade. Alt andet ville vel også være ganske unaturligt?

I dag har vi skiftet plastret og undervejs i skiftet fået sygeplejerske-farmors ord for, at det ser rigtig fint ud og lige som det skal. En ekstra betryggende besked at få, da vi nu kun har lidt over en uges tid til Sri Lanka-afrejse og godt kan undvære en infektion eller øvrige komplikationer af nogen art.

Jeg troede ikke jeg ville være dén slags forælder



Jeg troede ikke jeg ville være dén slags forælder. Jeg troede faktisk, jeg ville være en helt anden slags forælder - til et skolebarn. Og dog. Jeg tror mest af alt, at jeg troede de andre forældre ikke ville være så meget den slags forældre, som de er. Jeg troede det bare var noget man talte om, noget der ikke fandtes i virkeligheden.

Sagen er den, at jeg ikke helt kan overskue de andre forældre i skolen. Jeg kan ikke overskue deres tilsyneladende store overskud til at omgås og beskæftige sig med hinanden. Deres møder og arrangementer og initiativer som jeg hele tiden glemmer at forholde mig til. Og jeg kan næsten heller ikke overskue mig selv, som værende den, der ikke kan overskue de andre.

Og der er SÅ mange af dem. Mange børn og lidt mere en dobbelt så mange forældre til alle disse børn og jeg kæmper stadig med at huske, hvilke voksne der hører til hvilke børn og hvilke børn der hører til i Idas klasse. Måske skyldes det, at jeg er vant til hurtigt at kunne lave disse koblinger og huske relationerne og hvem der er hvem og at dét jeg i virkeligheden ikke kan overskue i det her, er det faktum, at jeg ikke har formået at danne mig det forkromede overblik endnu.

Vores børn har nu gået i klasse sammen i små 10 måneder og det virker på mig som om vi på disse måneder har skulle dække over alle former for sociale aspekter vi og vores børn ellers skulle menes at have 10 gode skoleår til at nå at få afprøvet. Personligt synes jeg godt vi kan sætte farten en anelse ned. Bare lidt. Vi skal nok nå det. Vi har som sagt mange gode skoleår foran os til stille og roligt at komme ind på livet af hinanden og selv lære at være skolebørns-forældre uden at følge en forudindstillet drejebog.

Jeg er med på, at det selvfølgelig er gennem de sociale arrangementer, legeaftaler, legegrupper osv. at vi alle, både børn og voksne, lærer hinanden bedre at kende og det er jeg bestemt også tilhænger af. Jeg kan bare mærke, at jeg selv oplever, at det bliver lidt for massivt til mit temperament en gang i mellem. Specielt, når jeg føler mig dikteret til det, så vækker det en til dels lidt introvert og dels lidt obsternasig side i mig, som jeg faktisk ikke bryder mig så meget om og som jeg bruger meget tankevirksomhed på.

Alle disse tanker, er i forhold til dette indlæg selvfølgelig afstedkommet af noget og det aktuelle "noget" er kvartalsfødselsdage - både som begreb og som konkret begivenhed. For vi har sagt Nej tak, til at være med og jeg kan mærke det vækker stor undren hos nogle af de øvrige forældre.

"Men... Det er jo så meget nemmere, at slå sig sammen" Næh, faktisk ikke, hvis man som beskrevet herover, har det lidt svært med at overskue arrangementerne i forvejen. Og da slet ikke, hvis man som vi, havde tænkt, at Idas fødselsdag på skoleplan skulle fejres med en uddeling i klassen - hvilket for øvrigt er helt efter Idas eget ønske. Så det er altså ikke fordi vi synes Ida skal være helt særlig og holde sin helt egen fødselsdag, uden at skulle dele glansen med andre. Tværtimod. Vi er blot ikke nået til det punkt, hvor en stor børnefødselsdagsfejring er blevet et behov for hverken børn eller voksne. Så hvorfor pådutte os selv det bare fordi "det er sådan man gør"? For vis skyld er det man gør det?



Som bonusinfo kan jeg fortælle, at Ida blev rigtig glad, da hun fik indbydelsen til fællesfødselsdagen og glædede sig meget over, at hun kunne komme med (i stedet for at tage med til en anden familie-ting vi andre skal til). Endnu mere glæder hun sig til at skulle dele ud og blive fejret over i klassen, når hun selv har fødselsdag i næste uge og til at blive fejret herhjemme på lørdag af hele familien. Jeg tror på ingen måde hun føler, at hun kommer til at gå glip af noget i den sammenhæng.

Jeg hører meget gerne tanker og kommentarer fra alle jer, der har mere, lige så meget eller slet ingen erfaring med skolebørn - jeg kan mærke jeg har godt af at få flere input på dette område :)






Økologi / øko-logik

Sponsoreret

Hvor tit ryger der økologiske varer i din kurv?  Personligt ville jeg ønske, det var oftere end det i virkeligheden er. Jeg foretrækker helt klart økologi, men har sjældent kurven 100% fuld af økologi, når jeg forlader supermarkedet. For jeg tror på økologi og ser det som ren logik, at det er langt det bedste alternativ, ikke kun for min egen og min families sundhed, men også for hele det store øko-system vi lever i. Men så langt er de fleste vel egentlig nok enige, ikk?

Så hvorfor mon vi ikke alle sammen bare vælger økologisk? Èn ting har helt klart noget med prisen at gøre, det kan vi nok ikke komme udenom. En anden faktor må være tilgængelighed. Noget COOP har taget nogle spændende initiativer omkring ud fra logikken, at jo mere let tilgængelige de økologiske varer er, jo mere naturligt vil vi forbrugere vælge dem frem for deres eventuelt ikke-økologiske alternativer. Det kan du se mere om i denne video:






Det er en god tankegang, synes jeg, sådan at vende bøtten og øre økologi til det naturlige og tildels inaktive valg, man ikke tænker over og ikke-økologi til det alternative og mere aktive valg.

Lego-loco-land



Mandag, 2. pinsedag, dagene føles uendelige og fulde af muligheder.

"Mor, må jeg ikke gerne hælde ALT lego'et ud af kassen (for at lede efter en eller anden lille dims)?"

"Okay, men skal vi så ikke sortere det hele og få alle tingene samlet efter deres opskrifter?"

Sagde den loco-lego-mor.

"Ihh jo, og vi vil hjælpe med det hele!" Som frit oversat fra børnesprog betyder: "vi vil hjælpe dig med det vi selv synes er sjovt og efter 10-15 minutter har vi nok mistet interessen og begynde at lege med nogle af de ting, du ikke lige er i gang med at samle for os".



Men samles skulle det altså, syntes den loco-lego-mor og kastede sig over projektet med et antræk af en ocd'sk lidelse - for hvor lang tid kan det dog tage?



Klip til 19.30 samme aften, hvor projektet måtte bæres ud i køkkenet, da det blev puttetid for tøserne og loco-lego-mor sad frem til 23.30 og sorterede og byggede på livet løs - og stadig ikke blev færdig.

Fast forward til 36 timer efter projektets påbegyndelse og det sidste lego-tableau med stor tilfredshed blev sat på hylden. Fik jeg sagt STOR tilfredshed?




Spirer trend og teenage tomater



Det lader til at spire-projekter af forskellig art er blevet lidt af en trend i tiden. Bilka/Føtex har skiftet dyrekortene ud med mini køkkenhaver, i skolen har Ida haft spireprojekt og jeg har lige læst på børnehavens intra, at de nu også skal have et plante-/spireprojekt på tværs af hele institutionen. For en med ikke særligt grønne fingre og/eller interesser, synes jeg det er ganske fantastisk, at mine børn bliver stimuleret og belært inden for dette område i deres respektive dagstilbud.



I voksen skalaen synes jeg også jeg ser flere og flere gro-selv-projekter af kreativ art rundt omkring. Vindueskarmshaver, altanhaver og deslignende. Senest har jeg set, at Plummum og Copenhagen Kiddo har startet en ikke-blog-haveside-online-univers The Garden Tale, der allerede virker så inspirerende og tiltagende, at selv jeg har lyst til at følge med derovre.



Muligvis også fordi jeg jo selv har kastet mig lidt ud i noget havedyrkeri i år. Jeg må dog indrømme, at jeg er begyndt at føle, at projektet er ved at vokse mig en lille bitte smule over hovedet, i hvert fald indtil næste skridt er taget og i hus. Mine tomater er nemlig gået fra at være det jeg vil betegne som små søde babyspirer til halvbøvede teenage-planter, der snart skal have et los bagi og flytte hjemmefra. Og det er så der jeg strander lidt - igen. For jeg må nok erkende, at jeg og mine altaner simpelthen ikke har kapacitet til at huse dem alle, men jeg har heller ikke hjerte til at skulle skrotte nogle af mine helt selvdyrkede planter. Jeg har allerede foræret et par stykker væk og må se om jeg kan finde aftager til nogle flere. Ydermere skal jeg også have arrangeret vandkyndig babysitter til når vi lige om lidt drager på Sri Lanka eventyr. Forudsagt, at de overlever endnu en gang omplantning i nærmeste fremtid selvfølgelig.

The kids are allright



Jeg er alene med tøserne i disse dage. Fra torsdag til mandag, for at være helt præcis. Faktisk har jeg glædet mig, for jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde før har været alene med pigerne i så lang en sammenhængende periode og det har været min klare plan at køre den hjem på den afslappede stil.

Allerede første aften som alene-forælder fik jeg dog den største forskrækkelse, da Eva tog et baglæns styrt ned fra overkøjen lige inden puttetid mens jeg var i køkkenet og hente vand. HELDIGVIS slap hun med en bule og et forslået haleben og vi andre med forskrækkelsen. Men oh, hvilken forskrækkelse! Som forælder går der altså 1000 millioner grimme tanker igennem ens hoved, fra man hører bumpet til man står i værelset med barnet og kan inspicere (de heldigvis ikke betydelige) skrammer og trøste det meget grædende barn. Som i dette tilfælde var to meget grædende børn, da Ida blev mindst lige så forskrækket som Eva og jeg og virkelig har haft det dårligt over det. Slet ikke den start på tøserne-alene-hjemme-ferien man havde drømt om, men heldig, heldig, heldigvis en oplevelse uden alvorlige følger.

I dag kulminerede vi tøsehyggen med en tur til Frederiksberg Centret, der dog ikke blev helt så idyllisk og hyggeligt som jeg havde forestillet mig, da vi drog af sted. Tøserne var det meste af tiden skiftevis og/eller samtidigt små hektiske og små skingre, overgearede og fjollede eller pivende og uvenner på trods af det udefra måske kan se langt mere harmonisk ud.



Jeg havde ellers den gode plan lagt med lovning af en ny Palace Pets, frokost, så lidt shopping for til sidst at runde af med børnebolle og handlen ind i Føtex. Men man skal aldrig underkende 5-6 åriges evner til at forpurre selv den mest vandtætte slagplan. Startende med Fætter BR's lagerbeholdning, der (åbenbart) kun indeholdte én eneste af den bedste og smukkeste Palace Pet, som Eva snupsede - selvom der med mine øjne var op til flere andre duelige eksemplarer. Og således var kimen til det småskingre surmuleri lagt.


Kun da der blev kørt mad ind og da de fandt sig til rette i den bløde udstillingsseng i H&M Home afdelingen, var der nogenlunde fred og fordragelighed i trekløveret, men kun indtil en sød H&M-pige kom og påpegede at sengen ikke var til at ligge i og kunne brase sammen hvert øjeblik, og vi gider ikke flere ud-af-sengen-oplevelser, tak.


Men sådanne knap så succesfulde ture skal nok også til en gang imellem, så alle de andre fantastiske ture kan nydes desto mere. Fra vi satte foden i lejligheden igen, var tøserne igen pot & pande og har leget noget så idyllisk med hinanden resten af eftermiddagen og aftenen. Og jeg fik da trods alt købt de 2 Sri Lanka-solhatte til Jesper og jeg, som jeg havde sat kursen ud efter. Vel hjemme igen kunne jeg også konstatere at både rod og vasketøj lå fuldstændig som vi havde forladt det, men en af de helt store glæder ved at være alene hjemme på voksenfronten, er altså også, at man kun har sig selv at stå til ansvar for (og blive irriteret over) på alle de der huslige og voksen agtige områder.



The kids are allright!



PS: Inden jeg fik skriblet indlægget her færdigt, modtog jeg en sms fra Jesper med besked om, at vandringsturen i Sverige er blevet skåret en dag kort, så han allerede indfinder sig på Frederiksberg igen søndag eftermiddag. Efterfølgende fulgte et billede af de brage vandringsmænd, der var blevet ramt at både træthed og kulskær og derfor meget fornuftigt er tjekket ind på spa-hotel, hvor de nu forsøger at komme sig ved indtag af mad og drikke i en lidt anden kaliber end de makreldåser og tørfoder jeg så de drog af sted med :) Og skal jeg være helt ærlig, så føler jeg mig faktisk en lille smule snydt, for den fulde oplevelse som 5-dages eneforælder, jeg ellers havde sat næsen op efter. Men jeg glæder mig alligevel til at få Jesper hjem igen...

Forårs-sommer yeah!

Det er jo helt vildt, hvordan forårsvejret er gået fra koldt, koldt efterår til solrige og varme sommerdage lige fra den ene dag til den anden. Og hvordan vi alle bare omstiller os nøjagtig lige så hurtigt. Knap har temperaturen passeret de 20 grader førend gader og stræder og menneskemyldret ligner scenarier fra sidst i en varm sommerferie. Jeg er vild med det! og har så sandelig også nydt min del af det til fulde.

Jeg har været ude med veninder af flere omgange, fået farverige cocktails den ene dag, siddet på en kantsten ved Torvehallerne og spist fingermad den anden og trasket Østerbro rundt med iskaffe og barslende veninde den tredje. Og ind imellem alt dette har jeg til bare NYDT at hente glade og ekstra beskidte tøser med det klassiske panerings-lag af solcreme og legepladsstøv og at vi efterhånden er begyndt at finde ud af at bruge vores ude-arealer i form af græsstykke og altaner.

Om det så skal blive koldt igen og regnvejr i weekenden, så har vi fået det bedste ud af denne lille mini-sommer der forhåbentlig bare er en teaser for den lange, varme sommer vi har i vente.

Ida, den målrettede børnepolitiker



I vores andelsforening, må man ikke holde husdyr af nogen art. Så når dyreglade Ida gang efter gang spørger til at få et kæledyr kan vi meget let affeje det og endda med nogle "andre" som the bad guys (for en gangs skyld). Som hun er blevet ældre er hun begyndt at sætte flere og flere spørgsmålstegn til det med "hvorfor ikke?" og vi har forklaret at det er noget der er besluttet af alle i foreningen, hvor der er blevet stemt om det og hvor flest synes, der ikke må være dyr bl.a. fordi de kan larme meget osv. Vi har også fortalt, at hvis man skal have noget ændret, som fx det med at have kæledyr, så skal der også stemmes om det til en generalforsamling. Og sådan har vi givet forskellige forklaringer over samme tema på, hvorfor vi ikke kan have hverken det ene, det andet eller det tredje kæledyr, når hun spørger.

Nu er Ida jo ikke typen der blot accepterer og lægger bag sig. Hun er i stedet typen der husker og funderer og ikke så let lægger ting bag sig. Så da hun for lidt tid siden hørte mig tale med Jesper om nogle detaljer omkring vores kommende generalforsamling, spurgte hun straks, om hun så ikke måtte komme med et forslag til generalforsamlingen, som vi kunne stemme om. Nemlig et forslag om at måtte holde kæledyr der er stille og kan bo i et bur. Tjoh, det kunne hun vel godt få lov til og med Jesper ved tasterne dikterede hun forslaget som jeg så sendte videre i systemet - en smule skeptisk. Jeg har nemlig før set forslag om lov til kæledyr blive stemt ned med et brag til generalforsamling i selv samme forening, så jeg synes jo heller ikke, at hun skulle få for store forhåbninger. På den anden side tænkte vi, at lige meget udfaldet, ville det være en god demokratisk øvelse og erfaring at få sig som knap 7-årig.

Således fandt jeg altså mig selv til generalforsamlingen i tirsdags, argumenterende på min datters vegne over for en sal fuld af mine gran voksne naboer om, hvorvidt små kæledyr i bur ville kunne accepteres i vores forening, hvilket afstedkom en ikke helt ulystig diskussion efterfulgt af en oprigtig spændende (hemmelig, selvfølgelig) afstemning.



Om det skyldes en general holdningsændring/udskiftning i foreningen, om tiden blot var moden eller at foreslaget var veldrejet og godt gennemtænkt og fra en 6-årig pige ved jeg ikke, men sørme om ikke Idas forslag blev vedtaget! Med en stemmefordeling på 15 for og 10 imod, var det ikke helt uden modstand, men netop derfor på en måde også det større, at hun rent faktisk fik sit forslag igennem. For eller imod, så gav de fleste af vores naboer udtryk for, hvor sejt gået det var, af Ida sådan at stille forslag og jeg kan kun være enig og mega stolt af hende. Hvis blot hun formår at målrette alt det vilje hun har i sig og bruge det konstruktivt, så skal det nok komme hende til stor gavn.


Hjemme var det også en meget spændt pige, der lå og ventede i sin seng og ikke kunne sove, da generalforsamlingen var slut. Jeg havde, af en af de andre bestyrelsesmedlemmer, fået alle stemmesedlerne med hjem, så Ida selv kunne tælle sig frem til afstemningsresultatet - hvilket er blevet gjort et par gange siden, kan jeg godt afsløre :)

Og det forpligter jo, sådan et afstemningsresultat og det gør faktisk slet ikke noget. Vi har besluttet at kaste os ud i noget kanin og er alle gået lidt ind i kanin-forberedelses-stadiet, hvilket er megahyggeligt. Miv, miv (eller hvad sådan en kanin nu kan forestilles at sige?) 


Geder og kaniner og en smøre om børnebadning

Annonce / omtale

Børnerengøringen herhjemme har sine skiftevise perioder mellem at være alt fra dejligt og nemt til forfærdeligt og tenderende småtraumatisk. Særligt efter vi har introduceret brusebadet som en fast afslutning på alle bade, har sidstnævnte været ret aktuelt. Særligt for Eva, der begynder at panik-skrige så snart bruseren nævnes -  det stakkels barn. Og stakkels naboer. Jeg kan huske den gang Jesper og jeg lige var blevet kærester og han fortalte om sine tidligere naboer, han var lidt glade for var flyttet, for han var heller ALDRIG i tvivl om, hvornår de var i bad - og at de ikke brød sig synderligt om det. En gang i mellem har jeg næsten følt mig nødsaget til at gøre vores naboer opmærksomme på, at pigerne altså bare blive badet og ikke mishandlet. Men når de er fornøjet i badet og plasker og leger går det næsten lige så højlydt for sig, hvis ikke mere. Vi arbejder derfor i stedet på, at få børnerengøringens støjniveau ned på et plan, der kun kan høres i egen lejlighed og samtidig vænne Eva så meget til bruseren, at hun ikke panik'er, blot ved udsigten til den.

Som nyeste tiltag på børnerengøringsfronten har jeg købt et par nye lækre håndklæder til tøserne fra Liewood - et forholdsvis nyt dansk mærke med speciale i lækre økologiske tekstil-produkter og jeg er 100% fan. Håndklæderne der lige er kommet har hætte i hjørnet som man kender det fra babyhåndklæder, der typisk måler 70x70 cm (og som mine børn på 5 og 6, snart må siges at være blevet lige lange nok til), men disse måler i stedet 100x100 cm og er helt perfekte som juniorhåndklæder. Og så er de mørkegrå, som forældrene synes er pæne, men de har kaninører og ansigt, som børnene synes er sjove og hyggelige (det synes forældrene i øvrigt også). Ren win-win og det sætter lige prikken over i'et i forhold til helhedsoplevelsen af badesituationen.




Derudover har jeg for en uges tid siden fået nogle Ziaja badeprodukter til test og omtale fra Billigvoks.dk heriblandt en Cookie-duftende børneshampoo og kakao bodyshower, som jeg har brugt til at vaske pigerne i. De synes selv det er meget sjovt, at de dufter lidt af friskbagte kager, som jeg siger til dem og så skummer bodyshower'en rigtig godt i badekaret. Jeg synes også selv ganske fint om både shamppo og bodyshower, uden at jeg føler det er noget der revolutionerer vaskningen af mine børn, men de holder hvad de lover.



I forhold til duftene, så er jeg som regel ret glad for ting der dufter (til en vis grænse), men jeg oplever ikke, at disse produkter dufter overdrevet meget - eller længe og jeg tænker ikke over, at pigernes hår dufter af Cookies, når først det er tørret igen. Jeg ved faktisk ikke helt, hvordan og hvorledes de er parfumeret, men det er i en meget passende mængde til mit temperament. Til gengæld ved jeg at alle Ziaja produkterne er fri for parabener og dermatologisk testet.

Sammen med sæberne har jeg fået Ziaja Goat's Milk håndcreme og bodylotion og det er altså noget der fugter og jeg smører ivrigt pigerne med gode resultater på de steder, hvor de har tendens til meget tør hud. Begge creme'er er, som navnet antyder, baseret på gedemælk og andre fugtgivende sager. Disse 2 dufter hverken af Cookies eller kakao, men i stedet af god gammeldags sæbe, der gør en helt nostalgisk.


Børnesnak og børnelogik

Der er virkelig mange skønne ting man kan fremhæve ved det at have børn. En af dem er, hvor enormt sjovt det er, at følge deres udvikling frem til små helstøbte mennesker med deres egne små store personligheder.

Deres sproglige tangenter, forståelsesramme og verdensoverblik bliver hele tiden udvidet og med et par kvikke tøser på 5 og 6 er det ikke så lidt guldkorn vi får serveret fra deres munde.
Her er bare lidt fra den seneste tid.






Update - om Idas tøj, der driller


Det er ved at være noget tid siden, at jeg har skrevet om Idas sensitivitet eller forstyrrelser i følesansen eller hvad vi nu skal kalde det. Det er noget jeg har haft skrevet en del om tidligere her på bloggen og har ladet mig interviewe om til både bøger og blade. Det har med andre ord fyldt rigtig, rigtig meget hos os og særligt hos Ida og det har til tider været et kæmpe frustrations punkt, der har spændt lidt ben for os - og igen, særligt for Ida selv. 



Fra den sidste tid i vuggestuen og børnehaveårene har helt klart været, der hvor det har været sværest, men hvor vi i samarbejde med pædagoger og Ida alligevel fandt frem til nogle handlingsmønstre, der kunne fungere. Vi har derfor selvklart været noget spændt på, hvordan det skulle gå, når Ida kom i skole og skulle til at tackles af et helt nyt sæt voksne og et spillerum, hvor der måske ikke ville være samme forståelse eller tid til "tøj der driller" og tøjskift, der nogle gange tager lidt længere tid for Ida.

Jeg har gjort hvad jeg kunne for at forberede skiftet, bl.a. insisteret på et overdragelsesmøde mellem børnehave og skole og i det hele taget været meget åben omkring problematikken over for skolen og fortalt om, hvor meget det med tøjet kan fylde hos Ida og i hvilken grad det kan gøre hende irritabel. Ydermere har jeg også gjort det klart, at det er med vores fulde accept, at Ida fx ikke klæder sig i fuldt regntøjsoutfit og gummistøvler, hvis de skal ud i regnvejr, men at hun hellere skifter til et tørt sæt skiftetøj, når de kommer ind igen. Og vi er indtil videre KUN blevet mødt med den største forståelse og empati, hvilket har været (og er) en kæmpe lettelse for os.





Hvordan går det så med Idas sensitivitet? Jo, det går sådan set rigtig godt. Efterhånden som jeg har læst og lært en masse om området, så er jeg ret sikker på, at Ida er det man vil kalde Særligt sensitiv, ikke blot på sin taktile sanser, men generelt. Det er ikke noget jeg ser som en diagnose eller noget der kræver særlige vilkår på den måde. Mere som et personlighedstræk, der er med til at gøre hende til den hun er, omend jeg oplever, det giver lidt flere følelsesmæssige knubs i det lange løb.

Tøjet, det er stadig noget der driller. Men i en kombination af, at vi har lært at håndtere det på nogle bestemte måder, fundet frem til de enkelte modeller af leggings der fungerer (og så købt en stak af dem) og så det faktum, at Ida selv er blevet bedre til at håndtere sine følelser, er det nu noget, der ikke fylder særligt meget i vores dagligdags bevidsthed længere. Heldigvis. Men det er der stadig og er der overtræk på overskudskontoen, så kan et skift af underbukser eller bluse stadig medføre hyl og frustrationer. Ligesom det kan være svært at få Ida til at skifte vinterjakken og vinterstøvlerne ud (ikke at det gør så meget dette forår), for nu har hun lige vænnet sig til følelsen af dem. Så ligesom tidligere år, forestiller jeg mig, at Ida nærmest går lige fra vinterstøvler til sandaler i år.

Og modsat tidligere år, så tror jeg ikke jeg gider bruge penge på et nyt sæt regntøj til hende i år. Lige nu har vi et stort set nyt sæt hængende nede i Idas garderobe i skolen, som nu bliver til Evas, og jeg tror aldrig Ida har haft det på ovre på skolen. En dag fandt jeg det nede i hendes skoletaske og spurgte hende, lettere overrasket, om hun havde haft regntøj på. Det havde hun ikke, men de havde været på tur (hvor det vist havde regnet lidt) og som hun sagde: "der var nogle af de voksne, der troede jeg skulle have det på, så jeg tog det med" hvilket meget godt beskriver hendes egen forståelse af hendes situation og hendes måde at håndtere det på i det daglige. I stedet for at tage kampen med en udenforstående voksen, pakker hun blot regntøjet i rygsækken og kommer videre i teksten.



Seje, skøre, egenrådige, dejlige pige!