Fordi jeg er en lille bitte smule overtroisk

Ja, jeg er faktisk en lille bitte smule overtroisk, og måske endda også lidt mere end lille bitte, end jeg til daglig gider indrømme over for mig selv. Og fordi jeg er det, så nager det mig at skulle afslutte marts måned med tallet 13, som det antal indlæg jeg har skrevet denne måned. Så jeg må til tasterne, så statistikken kan passe min tal-overtroiskhed (eller måske i virkeligheden mere en form for tal-OCD?)


Og så kan jeg jo passende skrible lidt ned, om nogle af de ting jeg går og pusler med for tiden.
I mit hoved pusler jeg lidt små seriøst med ideen om, at gøre alvor af at få lavet tatovering nummer 2. Der har i lang tid været rigtig langt fra tanke til ind over dørtærsklen hos tatovøren. Men nu skal min far, skubbet lidt på af undertegnede, snart have lavet en "ny" tatovering, der skal dække en gammel mere eller mindre mislykket tatovering fra hans unge sømandsdage. I min skubben-på-mission tilbød jeg at stå for det praktiske i det med at få bestilt tid, hvilket i tirsdags fik skubbet mig selv ind over dørtærsklen hos The Old Barber shop - og det var jo faktisk slet ikke så svært. Så pludselig virker det slet ikke så uoverkommeligt, at gøre det igen og næste gang bestille en tid til mig selv. Særligt taget i betragtning, at salonen ligger lige ved siden af, hvor jeg arbejder. Men i første omgang, skal jeg med min far derind igen, når han om en måneds tid skal have shinet Skipper Skræk-armene op. Det skal blive nok så spændende er jeg sikker på.

Med mine hænder er jeg igen begyndt at pusle med noget strikkeri. Det har taget mig noget tid at rejse mig ved hesten igen, men det gule garn herover, skulle meget gerne ende ud i en strik til mig selv - som aldrig skal komme i nærheden af en vaskemaskine! Det nyoptagede strikkeri føles, så langt så godt, virkelig godt og jeg går meget optimistisk rundt og planlægger mine næste strikkeprojekter i voksenstørrelse, selvom der stadig er liidt vej endnu, med en bluse i størrelse voksen, når den skal laves på pind 2,5...

Og så ledes vil jeg runde mit 14. indlæg og denne måneds sidste dag af, nemlig ved mit strikketøj, som jeg nu vil gribe og kaste mig ud i noget Califonication på Netflix.


Vi skal til Sri Lanka!

Har jeg egentlig fået sagt det højt og tydeligt og helt officielt herinde? Jeg har et par gange luftet, at vi kiggede på det, men jeg tror ikke, at jeg sådan har fået meldt ud (herinde i hvert, tror ikke der er mange i min fysiske omgang, der har misset den nyhed he he), at nu gør vi det. Og det gør vi altså, tager til Sri Lanka. Ikke lige nu, men til sommer. Så nu, hvor det er både aftalt og bestilt, kan jeg igen koncentrere mig lidt om andre ting, det er dejligt. 

Men det er næsten endnu mere dejligt at have den ferie at glæde sig til og forberede sig til. For tøserne er det stadig lidt abstrakt det der med at skulle rejse langt væk, men de kan dog alligevel godt forstå, at det er lidt ekstra spændende og at vi skal flyve i laaang tid og med 2 flyvemaskiner hver vej. Egentlig synes jeg også selv det er lidt abstrakt at skulle på en langt-væk-tur med mand og børn. Det længste væk vi ellers har rejst med dem har været et par gange til Mallorca. Og jeg kan li' det og jeg elsker tanken om, at vi skal på eventyr sammen og ud at opleve alle mulige nye og spændende ting sammen med tøserne.



Nu skrev jeg godt nok lige før, at jeg nu kan koncentrere mig lidt om andre ting, end hvor, hvordan og hvorledes vores ferie skal foregå, nu hvor vi har fået den bestilt og dermed fået ro på den side af sagen. Men det betyder samtidig også, at forberedelserne for alvor kan konkretiseres. Som jeg vist tidligere har nævnt, går jeg lidt i et nørde-mode, hvor jeg forsøger at lære så meget om mine feriedestination som overhovedet mulig; jeg læser rejseguides, googler landets historie, læser og lytter til romaner med Sri Lanka som omdrejningstema. Og så bliver (næsten) alle tanker om mulige nyindkøb gjort op i Sri Lanka-value. Så som; den kunne være smart at have med på ture på Sri Lanka, den der kjole kunne være fin til Ida nu, med et par leggings under og så kan hun bruge den uden noget under på Sri Lanka eller de der sko kunne nok være rigtig gode at flyve i  - og det er der potentielt ret mange sko der kunne være...

Jeg kan godt selv se, det virker lidt fjollet, men jeg kan på den anden side ikke rigtig stoppe mig selv og tror i bund og grund det er min måde at forberede mig på. For Jespers vedkommende går forberedelserne mest ud på, at snakke ferieforberedelser så lidt som overhovedet muligt og kunne han vente med at forholde sig til pakning, pas, vacciner og visum til samme morgen som vi skal af sted, så gjorde han gerne det. Men sådan er vi jo så forskellige. Den eneste kommentar Jesper har haft i forhold til mine forberedelsestilbøjeligheder har været, at man jo skal huske på, at en bestilling af rejsen ikke er ensbetydende med, at man skal fare ud og indkøbe alt muligt mærkeligt udstyr. Ihh, så føler man sig virkelig heldig at være sammen med en, der kender en så godt :)

Påskeplantning og et par havehjælpere, der er groet som ukrudt


Et par fridage i træk og det gode påskevejr fik lokket mig et sted hen, hvor jeg ellers ikke normalt lokkes hen - på planteskole. Mit behov for planter, kan normalt stilles hos en stille og rolig blomsterhandler nede på gaden. Men efter nogle års pause, fik jeg pludselig lyst til at gøre lidt ud af vores altaner igen. Så Ida og jeg trak nogle jakker over hygge-jogging'en og smuttede på planteskole. Her traskede vi lidt rundt, som om vi vidste hvad vi foretog os, førend vi til sidst rådførte os lidt med en medarbejder og drog hjem igen med lidt planter og frø og 36 liter frisk jord.

Og så var det ellers med at støve altankasserne af, finde havehandsker og grydeske frem igen og få fyldt kasserne op igen. Det føles ikke som så længe siden, at jeg gjorde det fast hvert forår, men når jeg ser på de 2 små hjælpere jeg tidligere har haft med mig, så er det enten lidt flere år siden end det føles som, eller også har nogle fodret mine børn med substral...;) Og noget siger mig, at det er det første der er tale om, for se bare mobilen, der gemmer sig på et af billederne i dette indlæg. Ha ha, jeg måtte selv lige studse en ekstra gang - føler smartphones har været i mit liv i længere tid alligevel. 2 år senere var det Eva, der hjalp mig på altanen, og så har vi vidst ikke haft planter derude siden den sæson.


Resultaterne blev meget stille og rolige, men alligevel nok til, at det gør en meget positiv forskel, når man kigger derud. I går morges kunne jeg endda lige akkurat holde varmen og sidde derude i 2 minutter og sippe lidt kaffe. Det skal nok blive godt, når først varmen for alvor får fat.


Klog er noget man øver sig på - boganmeldelse


Boganmeldelse / Annonce

Har man som jeg, fået sig et skolebarn, har man også fået de dertil hørende ekstra bekymringer omkring ens barns ve og vel. Som om man ikke havde nok af dem i forvejen, så er det som om, der lige kommer en ekstra dimension på, når skoletiden indtræffer. Som sagt går det heldigvis godt for Idas skolegang, men det er der jo for så vidt ingen garantier for, at det bliver ved med at gøre. Hvad nu, hvis hun pludselig ikke synes det er spor sjovt længere, mister motivationen fuldstændigt, begynder at blive mobbet eller selv at mobbe? Hvad nu hvis hun bliver så forblændet af, at ville være som "de andre, at hun begynder at træffe dårlige valg? Åh gud!

Det er til at blive helt ængstelig og små deprimeret over bare at tænke på alt det ens børn skal udsættes for og igennem i løbet af en skoletid. Over alle de valg, til- og fravalg de helt selv skal foretage for sig selv gennem denne tid.

Bogen jeg har fået fra Politikens forlag til anmeldelse, er af ovenstående grunde, derfor meget tiltagende med sin titel "Klog er noget man øver sig på" - eller faktisk især med dens undertitlen "hvordan forældre ruster deres børn til succes i skolen og i livet". For hvilke forældre ville ikke gerne besidde formularen til at kunne ruste sine børn til succes i livet? Det er alligevel lidt af en sjat at skulle leve op til med den undertitel.

Jeg læste bogen på én dag, tæt på i et langt hug og det tror jeg faktisk aldrig jeg har gjort før. Tænk hvis jeg havde kunne gøre det i min studietid... Men en kombination af, at jeg synes emnet var spændende, bogen var godt bygget op og letlæselig og i sig selv motiverede til at læse videre fik mig hurtigt igennem bogen.



Det den præsentere er en "ny" måde at anskue opdragelse på. Hvis man lidt groft siger, at der i tiden tales (ned) om 2 typer opdragelsesgenrer; curlingforældre, der fejer foran børnene og tigerforældre, der skubber bag på børnene, så ønsker Sofie Münster med denne bog at komme med et bud på en opdragelsesanskuelse, hvor man som forældre går ved siden af barnet. Meget sympatisk og klædeligt for tiden, synes jeg.

Og at gå ved siden af sit barn gør man, ifølge Sofie Münster, ved at hjælpe barnet til selvhjælp, så at sige. Hvilket der, selvfølgelig, er en masse eksempler på, hvordan man gør gennem bogen, men en tommelfingerregel, som jeg har taget til mig er, ros dit barn for processen, ikke for resultatet. Forud for den mere konkretiserende del af bogen, fremlægges de videnskabelige teorier, som denne opdragelsesanskuelse baserer sig på. Det får ligesom det hele til at give lidt mere mening - i hvert fald i forhold til det budskab bogen gerne vil sælge.




Helt overordnet, synes jeg det er et godt budskab og jeg lagde bogen fra mig, med en følelse af, at jeg virkelig havde fået nogle konkrete og forståelige redskaber med mig, som jeg vitterligt kan bruge til noget i forhold til mine egne børn og måden jeg gerne vil opdrage det på. Som et lille aber dabei, har jeg det dog lidt med opdragelsesteorier som jeg har det med religioner og slanketeorier; jeg tager det til mig som jeg føler jeg kan bruge til noget og som kan passe ind i min virkelighed og øvrige verdensopfattelse. Så helt omvendt til en ny form for opdragelse, er jeg ikke blevet af at have læst denne bog, men den har som sagt givet mig nogle nye knapper at skrue på og værktøjer til at gøre det med, som jeg helt sikkert vil anvende.

Top hyggelig yndighed installeret




I forlængelse af min seneste oprydningsrunde på børneværelset valgte jeg at få installeret denne tophyggelige sengehimmel over pigernes køjesenge, hvilket tilfører en rå mængde yndighed til værelset. Lige noget for både Ida, Eva og jeg. Jesper skulle lige købes lidt med nogle marcipanbrød og søde ord og smil fra alle tøser, før han stillede som minimumskrav, at han borede hullet. Da han første gang kom ind på værelset og skulle overbevises om, at det der flagrende telt skulle sættes op derinde, blev han ved at stå og klø sig i hovedet og sige en masse om, hvor skidt en ide, han syntes det var. Efter lidt tid trak Ida et bObles møbel hen bagved ham og sagde; "nu kan du lige sætte dig lidt her og kigge på det". Ha ha, slet ikke et dumt træk.



Jeg selv, var mest spændt på, om sengehimlen (som forøvrigt er en af dem fra Numero 74) ville fungere rundt om en køjeseng. Jeg havde googlet og søgt på Pinterest uden at kunne se et eneste eksempel på denne kombination. Men den kan ganske godt fungere rundt om køjesengen og får givet et hyggeligt rum i både over- og underkøjen (og bare rolig pæren i lampen bag forhænget, er sådan en der ikke bliver varm).



Tøserne er vilde med sengehimlen og har længe, ja faktisk lige så længe som de har haft køjeseng, ønsket sig noget, der hang lidt prinsesseagtigt ned om sengen, jeg har bare ikke før nu, fundet noget jeg syntes var passende.

Den opmærksomme læser, har måske også lagt mærke til at begge pigers hår er blevet klippet væsentligt kortere. Det trængte det gevaldigt til, men blev skyndet gevaldigt på vej, efter de i et karbad valgte at partere en halv rulle toiletpapir ned i vandet og lod det skylle gennem håret. Og langt krøllet hår og vand med opløst toiletpair er en temmelig dårlig kombination kan jeg hermed bekræfte, hvis du skulle være i tvivl. Det var fuldstændig filtret ind i håret - nærmest som en slags papmache dreadlocks. Saksen var derfor eneste var frem. Heldigvis faldt de korte pager i god jord, især hos Ida, der virkelig nyder, hvor let hun nu kan redde sit hår ud. Og så har vi gennemrenset vores afløb ude på badeværelset. Så ja, intet er så skidt, at det ikke er godt for noget...


Endnu en opstrammer af børneværelset








Der er (endnu engang) blevet gjort en gennemgående oprydning og omrokering på børneværelset. Noget jeg både hader og elsker. Hader tanken om det og hader den følelse jeg får, når jeg kigger ind på værelset og kan konstatere, at det er ved at være tid. Til gengæld elsker jeg det, når først jeg taget hul på det og er i processen. Og jeg ELSKER tiden bagefter, hvor alt virker lidt nyt og fint og i det hele taget strammet op.

Særligt på børneværelset synes jeg, at det er en nærmest konstant proces at optimere indretningen alt efter deres foretrukne legesager og skiftende behov i rummet. Og det er både sjovt og tankevækkende, hvor meget man egentlig kan påvirke deres lege og brug af rummet alt efter, hvordan man indretter det. Alene derfor fortjener det lidt ekstra omtanke i ny og næ.

Skal Eva have laks?


Sponsoreret

Kender du palindromer? Det hedder det, når et ord eller sætning, staves ens både forfra og bagfra og det er titlen på dette indlæg et eksempel på og jeg kan ikke servere laks for Eva, uden at have sagt det højt en 3-4 gange. Det er nok ligesom med dårlige far-vittigheder, at resten af familien lærer at filtrere sådan nogle ting fra, som "ord ud af mors mund, vi ikke behøver forholde os til"...


Under alle omstændigheder, så skulle Eva altså have laks her den anden aften, ditto skulle vi 3 andre, da vi fik leveret en lækker måltids-klar kasse fra Lahme Kommunikation, sponsoreret af Kikkoman - dem med soya'en, i anledning af disses lancering af en ny teriyaki sauce.


Opskriften var enkel; lækker hverdagsmad på 20 minutter, der både indeholder grøntsager og fisk. Og det var både nemt og lækkert og ganske velsmagende. Eller det syntes 3/4 af os i hvert fald. For den mere kræsne 6-årige vi har herhjemmes vedkommende, skulle man nok have serveret rettens forskellige elementer mere adskilte, for større succesrate. Men det så bare så pænt ud, når det blev anrettet. På fredag skal jeg lave laksen igen til en sammenskuds-påskefrokost, hvor den ikke bliver blandet sammen med de andre ting, så måske den bliver noget for Ida der? Eller også fører vi den bare til den efterhånden ret omfattende liste af retter, Ida ikke bryder sig om :)



Har du fået lyst til selv at prøve den nemme ret, er her opskriften, som jeg har fået den fra Lahme Kommunikation:

Ingredienser til 4 personer


  • 4 laksesteak/fileter, ca. 500 g
  • 1⁄2 dl Kikkoman Teriyaki marinade 
  • 1 spsk. honning
  • 1 blomkål, ca. 450 g
  • Ca. 2 1⁄2 dl bouillon
  • 100 g neutral flødeost
  • Salt, peber
  • 3 porrer
  • 50 g hele mandler
  • 1⁄2 dl Kikkoman naturligt brygget sojasauce


Tilberedning

Tilberedningstid: 30 min.

Læg laksen i en bradepande og dryp med Teriyaki marinade sauce samt honning. Bag den i ca. 12
min. ved 210°C.

Del blomkålen i små buketter og damp den mør i bouillon ved svag varme under låg. Blend med
flødeost til en dejlig tyk creme og smag til med salt og peber.

Rens porrerne, skær top og bund af og del hver porre i 4 lige store stykker. Damp dem i letsaltet
vand i ca. 5 min. under låg.

Rist mandlerne i naturligt brygget sojasauce til væden er helt fordampet og hak dem groft.

Anret laksen på en bund af blomkålscreme sammen med porrer og drys med Kikko-mandler.


Velbekomme!

1 år som skolebarn - hvis vi lige skal evaluere lidt

Lige om lidt har Ida været skolepige i et helt år og det er nærmest uundgåeligt ikke at gøre en smule status over den første skoletid.

Alt den polemik, debat og kritik, der har været i årene op til Idas skolestart, af den nye skolereform med dertil ændrede vilkår for både lærer og elever, har vi med fuldt overlæg, forsøgt at lukke ørerne helt for. Vi ved af indlysende årsager intet om, hvordan det har været at have skolebørn i tiden før denne skolereform, så at forholde sig til, om dette er en forringelse eller en forbedring giver ikke rigtig mening. Det eneste vi kan sammenligne med er vores egen skolegang og den ligger immervæk nogle år og et par folkeskolelovsændringer siden.



Vi har derfor valgt at gå ind i folkeskolelivet med åbne arme og ditto sind og forholde os til det efterhånden som vi oplever det sammen med Ida. Og hvis man nu skal evaluere lidt på den beslutning, så synes jeg, det har været rigtig godt. Både den beslutning og vores oplevelse af mødet med folkeskolen so far. Særligt efter Ida i august måned startede i 0. klasse, har det været en positiv oplevelse for både forældre og barn. Hele den der 1. maj-periode, hvor de hverken går rigtigt i skole eller har et fast holdepunkt i form af en klasse og en klasselærer, synes jeg var lidt underlig og der var ikke rigtig nogle af os herhjemme, der fandt os tilrette på nogen som helst måde i den periode. På papiret synes jeg ellers det lyder som en meget god ide, men i praksis oplevede jeg ikke den fordel, jeg ellers tænkte den ville give.

Men som sagt, var det som om alle brikkerne faldt på plads, da skoleperioden begyndte og med den struktur, skemaer, klasseopdeling og faste voksne. Og bedst af alt så lader Ida til at stortrives i skolelivet - og mere og mere efterhånden som hun forstår hvad det går ud på. Frikvarterer og SFO-tid er stadig det sjoveste, hvis man spørger hende, hvilket det i mine øjne også bør være, når man er 6 år gammel.



Det hele er selvfølgelig ikke kun fryd og gammen hele tiden og motivationen kan være svingende. Særligt når Ida står på tærsklen til at skulle lære noget nyt. Når det der skal læres i skolen ikke bare læres eller forstås i første hug, har hun meget svært ved at motivere sig selv til at blive ved. Ida er så pertentlig med det hun laver, at hun først er tilfreds med sig selv, når det sidder lige i skabet - udfra hendes egen målestok. Men når ti-øren så pludselig (eller endelig) falder, vokser hun helt vildt i stolthed og sind. Det der med at få knækket læsekoden har på det seneste drillet hende noget og det har gået ud over både humør og selvagtelse. Fornylig tog hun dog et ordentligt ryk, hvilket helt tydeligt har givet hende selvværdet og motivationen til at fortsætte og jeg er ret sikker på at den læsekode er helt knækket inden vi tager på sommerferie. Og det er da vildt sejt!



Lige for tiden oplever vi, at Ida hviler mere og mere i sig selv. De humørsvingenge udbrud kommer med endnu længere tids mellemrum og det sker simultant med at hun lærer og forstår, hvordan det er man går i skole. Det er jo også en stor del af hendes liv og identitetsdannelse, der skabes dette sted, så trives hun der, må man forvente hun langt hen ad vejen trives generelt.

Så status på skolelivet pt. må være; alt er godt, barnet trives og vi har kun været tilfredse med vores møde med folkeskolen.

Når man er en nederen forælder

SPONSORERET



Nogle gange er det bare en forælders pligt at være nederen over for sine børn. Det er som regel i de der øjeblikke, hvor man kan høre sine egne forældre, der pludselig taler ud af ens egen mund (hvordan skete det lige?!) og man kan som regel godt selv høre det. Hvor nederen man er.

"Sluk nu den iPad!", "neeeij, du kan få en rugbrødsmad, hvis du vitterligt er sulten", "du skal have hue på uden for", "ved du hvad, der er altså ingen xx (indsæt selv gulerod) før du har gjort xx (indsæt selv pisk), så se du bare at komme i gang!" - lige præcis denne sidstnævnte kan i den grad skabe højlydte frustrationer og himmelvendte øjne herhjemme. Faktisk oplever jeg i perioder, at der kan gå ret meget af ens aktive forælder-tid med at agere som en blandning af ordensmagt, kontrollør og diktator over for sin egen lille børnebefolkning.

Og det er virkelig nederen at høre ens mor, komme ud af ens egen mund. Jøsses! Og så den bagklogskab, der følger med... Men heldigvis flytter forståelsen også med. Forståelsen for, hvorfor man gør og siger som man nu engang gør, som forælder. Det er nemlig ren kærlighed og ønsket om at sende sine børn videre i livet på den bedste og mest sikre måde, vi overhovedet kan. Og for den grund, er vi villige til at agere både tåbeligt, pinligt og ja, nederen.

Den pointe har Trygfonden og Rådet for Sikker Trafik fanget rigtig godt i deres seneste kampagne, hvor de hylder alle de nederen forældre, der holder på et "ingen hjelm, ingen hjul"-faktum. Jeg faldt selv tilfældigt over videoen på nettet i går og den er ret grineren (for nu at bruge et andet standard 90'er-udtryk) - jeg morede mig især over sekvensen, hvor faren sidder ude i bilen og smugspiser Matador Mix for børnene (har vi ikke alle været der?).







Lidt af det tørre...

I pressematerialet til kampagnen er en statistik over antallet af børn, der bruger cykelhjelm på skoleveje:

  • 6 – 9-årige: 89 % (i 2014 var tallet 88 %)
  • 10 – 12-årige: 69 % (i 2014 var tallet 64 %)
  • 12 – 16-årige: 35 % (i 2014 var tallet 31 %)
  • Alle børn på skoleveje: 64 % (i 2014 var tallet 60 %)
    (kilde: cykelhjelmstælling 2015, Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden)


I min verden er det en ligeså naturlig ting, at mine børn bruger hjelm, når de cykler (hvilket jeg for øvrigt også selv gør), som det er, at de har sele på, når vi kører bil. Derfor undrede det mig faktisk også lidt, at det ikke bare var 100% af alle børn i alderen 6-9 år, der bruger cykelhjelm. Men hvad statistikken også viser, er til gengæld at antallet er støt stigende (tilbage i 2004 var det fx kun 52% af de 6-9 årige, der brugte hjelm), så lad os håbe, at denne stigende tendens fortsætter og forhåbentlig gør det til en så naturlig ting for alle børn, at de ikke skipper hjelmen igen, efterhånden som de bliver ældre.

Feminisme for begyndere #3: Den der kampdag og fortolkning af feminisme


Foto fundet her.

Det var jo kampdag i sidste uge. Personligt, tænkte jeg meget denne dag på, at jeg for tiden mest er gået til kamp mod rynker, deller og grå hår. Først var det bare lidt en sjov ordspils tanke og min næste tanke var, at der ikke var meget feminisme i den kamp. Og så læste jeg lidt indlæg og artikler rundt omkring og ved enkelte blogindlæg, kom jeg til at tænke, om ikke det var en lidt misforstået kampdagsopfattelse, vedkommende her kom til at give udtryk for. Hvorefter det slog mig, kan feminisme eller ens forståelse heraf være forkert?

Senere på ugen kom Jesper og jeg til at diskutere om man kan kalde sig selv for feminist, men ikke være enig i alt, hvad andre erklærede feminister udtaler og mener. Det kan man selvfølgelig sagtens, i min verden i hvert fald.

Da jeg kastede mig ud i min #feminisme for begyndere research, brugte jeg faktisk utrolig meget tid på, at forstå helt præcist hvad feminisme er, for som jeg allerede havde forstået det, er det et langt mere kompleks og nuanceret begreb end blot kvindefrigørelses-agtige udråb. Jeg ville (og vil) så gerne forstå feminismebegrebet rigtigt og jeg har været, og er tildels stadig, usikker på at bruge begrebet forkert.

Men udover nogle generelle basis grundaspekter, tror jeg (måske) alligevel, at jeg nu er endt på et foreløbigt standpunkt, hvor feminisme som begreb er lidt af et fortolkningsspørgsmål og ligesom med så mange andre ting, er der delte meninger om, hvad begrebet skal indeholde, for at det føles rigtigt og langt-ude-skoven-holdninger må jo siges at findes i alle lejre. Og at kalde sig selv feminist behøver ikke være ensbetydende med en troserklæring og en slavisk manifest gennemgang.

Personligt har jeg alligevel svært ved, at omtale mig selv direkte som feminist. Men kogt ind til benet, er feminismens grundideologi, at skabe frihed og lighed for alle! - og dét kan man vel næppe være imod?


Mor-dag? Kvinde-dag? Mie-dag!





Indlægget indeholder omtale/reklame indhold.

Egentlig bryder jeg mig ganske lidt om udtrykket "mor-dag". Jeg har haft mig en mor-dag. Jeg kan ikke lide det, hvis det skal antyde, at jeg har haft en dag, med 100% fokus på mig selv -til en forandring? Hvis jeg har haft sådan en dag, så vil jeg nemlig meget hellere skrue op for kvinde-delen og en anelse ned for mor-delen. Så vil jeg hellere sige jeg har haft en mig-dag, en Mie-dag, hvor jeg har fokuseret lidt mere på mig selv end på børne-behov og arbejdsopgaver. For det er nemlig det jeg har haft i dag. I hvert fald i nogle timer. For tøserne skulle jo stadig op og afleveres i morges og inden længe skal de hentes igen og til gymnastik - og bagefter skal jeg også noget med arbejdet (hvorfor dette indlæg realistisk set først bliver gjort færdig og udgivet imorgen). Men altså for nogle timer, har jeg bare forkælet mig selv og forsøgt kun at lade tankerne kredse om netop denne selvforkælelse.

Efter børneafleveringerne i morges var jeg på en større rundtur rundt og hente pakker i diverse posthuse og pakkebokse (#lifeofablogger ha ha). En af disse pakker indeholdt 3 ansigtsmasker af mærket MaskerAid, som jeg har fået fra Billigvoks.dk til omtale. Første afprøvning af en af disse blev derfor startskuddet på min selvforkælelsesdag :) Jeg trak i momse-velour-kåben, som jeg holder meget af. Da jeg fik den i fødeslsdagsgave af mine veninder, var hende der købte den, blevet spurgt i butikken, om det var til en dame "lidt oppe i årene". Derfor er det blevet til en momse-kåbe - og jeg kan faktisk godt selv se det. Men i virkeligheden giver den mig en langt større spa-følelse end momse-følselse, når jeg tager den på. Det gør jeg nemlig stort set kun i forbindelse med aftenbadning, eller som i dag, når der er tid til lidt hjemme-spa.



Jeg kendte på forhånd ikke til MaskerAid mærket og har af samme grund ikke prøvet deres masker før, men at dømme ud fra deres indpakning, trak det velourkåbens momse-image gevaldigt ned i alder igen. Hurra for det. Jeg gik som udgangspunkt ud fra, at det var en "almindelig" cremebaseret ansigtsmaske. Det er det ikke. Det er i stedet en hel maske i sådan lidt vådserviet-agtig kvalitet som man så lægger hen over ansigtet og har siddende til det er tid at tage den af igen - og bare rolig, der er lavet huller til både næse, mund og øjne. Og det kan jeg faktisk ret godt lide omend det fik mig til at føle mig lidt som Bubba Sawyers hidtil ukendte lillesøster...

På trods af deres udseende måske er en anelse meget ungdommeligt, kan jeg nu også godt lide det. Både fordi jeg generelt godt kan lide ting i farvestrålende, sjove og fine indpakninger, men i særdeleshed også fordi det rykker på min, og sikkert også mange andres,mere eller mindre stereotype opfattelse af, hvilken type indhold, der er i hvilke type indpakninger. Disse masker er nemlig ganske fri for sulfater, mineralolier, kunstig parfume og farve samt parabener, selvom det måske umiddelbart ikke lige er det de udstråler. Til gengæld syntes jeg min hud strålede lidt eksta resten af dagen og var godt gennemfugtet (havde brugt Detox Diva).



Et par af mine øvrige pakker, jeg var rundt og hente hjem indeholdt forskelligt læsestof, hvilket jeg ganske belejligt kunne kaste mig ud i, mens jeg sad hos frisøren og tog afsked med mit blonde jeg. Det blev til et 1-årigt bekendtskab i denne omgang og så ville brunetten i mig gerne hjem igen. Og det kom jeg så, hjem igen til min "egen" hårfarve, der jo stadig er en farvet farve, hovedsagligt fordi jeg endnu ikke føler mig voksen nok til at skulle omfavne et gråhåret look. Eva kunne ikke se, jeg havde fået farvet hår, men spurgte bare om jeg var blevet klippet og Ida synes, at jeg nu ligner mig selv fra før. Hvilket jeg tolker som, at frisøren har ramt en rigtig farve til mig. 

Lidt flere tilfældige fakta

Vi kommer ikke udenom, at det bliver ved at være både sjovt og hyggeligt at høre/læse tilfældige fakta om hinanden. Og jeg synes også stadig, det er sjovt at finde på og fortælle dem om mig selv, så det er jo ren win/win :)



Derfor følgende tilfældige fakta om undertegnede:



  • jeg elsker flødeskum og fløde i det hele taget - hvis man bad mig om det kunne jeg snildt drikke det rent. 
  • mælk har jeg det til gengæld ret køligt med og jeg drikker det kun i min kaffe eller i/over min mad.
  • jeg har på 2 vintre fået ødelagt 3 vinterjakker, hvilket er en lidt bekostelig affære selvom de er købt på udsalg.
  • jeg har haft 4 kærester i mit liv (og 2 af dem var mens jeg gik i folkeskole, så måske de kun tæller halvt?)
  • jeg har det svært ved at melde til eller fra til arrangementer eller lave aftaler, fordi jeg altid er bange for at have glemt tidligere lagte planer.
  • hver gang jeg indvier en ny kalender-form bruger jeg den i et par uger og glemmer herefter at indføre aftaler i den og glemmer herefter alt om den.
  • jeg har et ar over næsen, fordi jeg faldt ned i en Nilfisk støvsuger som lille.
  • på min venstre kind har jeg et ar fra et hundebid, jeg fik da jeg var 10.
  • jeg gider ikke lave mad, men jeg vil gerne spise sundt og hjemmegjort.
  • jeg har besluttet, at jeg har det fint med, at vi sætter vores Bugaboo til salg. Det føltes nemlig meget forkert at have Eva siddende i klapvognen for nogle uger siden, da hun fik lov til det, da vi skulle hente Ida fra skole på gå-ben. 
  • men jeg vil nok altid være skruk efter små lækre babyer man kan spankulere rundt med i en tilsvarende lækker Bugaboo.
  • jeg har i mange år drømt om at være/blive rigtig god til én ting, have et talent, om man vil. Den følelse er efterhånden ved at fortage sig, måske fordi jeg efterhånden også har fundet en ro i, hvem jeg synes jeg er, og i stedet  arbejder på en finpudset version det. 
  • jeg holder meget af at tale om mig selv...

Weekend sydpå med gule ærter, natur-tur og klassebamse





Fredag eftermiddag skyndte vi os alle hjem, pakkede weekendtaskerne og drog mod Sydhavsøerne, hvor den stod på årets omgang gule ærter hjemme hos mine forældre. Arvestellet stilles frem sammen med det kolde kogte kød og den halvtykke ærtesuppe med den umiskendelige smag af gamle dage. I den billige ende af bordet står som regel også en eller anden form for risret, til de som ikke finder velsmag i ærterne. Det er ikke mig. Jeg ELSKER gule ærter! Ummh.

Dagen derpå har vi tiltrængt brugt på at blive luftet og bevæget i den nordfalsterske natur og vi gik rundt og blev væk i labyrintskoven ved Bavnehøj. Vi måtte have Storm med - Idas klassebamse, som vi har fået glæden af at have besøg af i denne weekend, og som selvfølgelig skal være med, for at kunne skrive om alle oplevelserne i hans medfølgende bog.

Og apropos bog, så er jeg gået i Sri Lanka-nørde-mode. For ja, vi har fået booket turen derned (derud?), så nu har jeg som den naturligste ting, lyst til at vide alt om landet. I stedet for at begynde med rejseguides, har jeg kastet mig over en gammel sag af en erindringsbog udgivet i 1982, fra den gang landet hed Ceylon og beretter om en familiesaga, der starter tilbage i 1920'erne. Det er en ovenud glimrende bog, hvis sider jeg hurtigt glider igennem og (indtil videre) kun har givet mig endnu større lyst til at komme af sted og endnu længere sydpå og på endnu større natureventyr end vi er i denne weekend.

Soveværelsesmakeover#1

Til pinse, tager Jesper på en drenge/herre-vandretur.

Hvad det har med en soveværelsesmakeover at gøre, tænker du måske?

Eller, måske du har regnet den ud og tænker, ved Jesper så ikke noget om den soveværelsesmakeover?

Og jo det gør han, men det er vores erfaring, at gør-det-selv-projekter her i hjemmet gøres bedst af mig og bedst i Jespers fravær. Det giver ligesom en større ro til projektet for vores begges vedkommende. Således er det for eksempel også mig, der ene kvinde har samlet pigernes køjeseng og ditto vores nye dobbeltseng, begge på alene-hjemme dage.



Hvad skal der så ske med det soveværelse?
Siden vi, for snart lang tid siden, flyttede rundt på børne- og soveværelset, er vi ligesom aldrig rigtig kommet helt i mål, med at få gjort soveværelset til et "rigtigt" rum. Det er mere et rum med en seng og nogle ting og nogle vægge med nogle spartlede og klatmalede huller hist og pist og alle vegne. Dog er der med tiden kommet nogle del-elementer, som jeg synes ret godt om og jeg gerne vil bygge videre på. Det er blandt andet mosaik-spejlet jeg har arvet fra min morfar, keramik-platten med drengen og månen og hængekrukken, der er min seneste gave fra min keramiker-kusine. Disse ting skal blive og det er denne stil, jeg gerne vil have til at sprede sig rundt i hele soveværelset.

Først og fremmest skal væggene males og det skal være en anden farve en hvid. Først havde jeg tænkt det kun skulle være den ene væg og drømte om at farve den lyserød. Men det faldt ikke rigtig i så god jord hos ham jeg deler soveværelse med :) Så overvejede jeg en seagreen, som jeg så Denise havde farvet med hjemme hos sig. Den er jo sygt flot den farve. Men jeg er alligevel endt på en beslutning, om en støvet grøn og så på alle væggene, da de virkelig trænger og jeg tror det vil kunne gøre noget rigtig hyggeligt ved det lille rum.



Og så skal der lir'es lidt mere op derinde. Det er trods alt det allerførste rum ens glugger lander i, når man træder ind ad døren i vores entré - hvis vi da ikke af åbenlyse årsager vælger lige at hive soveværelsesdøren i, inden vi åbner op for hoveddøren. Men det må meget gerne hellere være pænt at kigge derind. Særligt den helt vildt flotte globus uro, tænker jeg vil være eminent at have hænge i loftet inde i et helt støvgrønt malet soveværelse. Jeg er så heldig at kunne gå forbi og kigge på den i levende live inde på mit arbejde og måske synes du den er flot på billedet, men den er mindst 100 gange flottere, når den kommer op at hænge "på ægte" (et udtryk jeg efterhånden har fået adopteret fra mine børn). Sidste år gav jeg os den store lyserøde luftballon i fælles påskeæg til pigernes værelse, så mon ikke denne kunne blive dette års påskeæg? Det tror jeg.


Jeg har samlet inspirationen brugt i collagen lidt forskellige steder fra: H&M Home, Ellos home, ChrChri Shop og Karrusella. Farven til væggene er jeg blevet inspireret af fra Panduro Hobbys katalogforside.