Børnegaver og dårlig samvittighed


En gang i mellem tager jeg en stor bunke tegninger mine børn har produceret - nogle endda foræret til Jesper eller mig selv, og så smider jeg dem ud! Og nøj, hvor har jeg det dårligt, når jeg gør det. Jeg skal helst ikke kigge for meget på dem, når jeg gør. Helst ind mellem nogle aviser og så ned i containeren. Men med 2 så tegneglade og produktive piger i husstanden er det ganske enkelt ikke fysisk muligt at gemme alle de mange tegninger vi hver dag tager med hjem fra børnehave og skole, for ikke at tale om alle dem der kreeres in house.



Nogle tegninger ryger op på køleskabet i en periode og løbende skiftet ud. Vi gemmer også en del, men der bliver grovsorteret i "gemmebunken" et par gange om året.







Efterhånden er der også kommet en del anden slags børnekunst til. I ved den slags, der i alle udenforståendes øjne ikke er særlig kønt, men man som forældre kan se, hvordan ens øjesten har lagt tid, tanker og kræfter i at få lavet færdig til at kunne tage med hjem til mor og far - eller søster. Faktisk havde Eva i julen valgt, at de gaver hun lavede ovre i børnehaven var til Ida og ikke til os. Det er jo slet ikke til at stå for.




Og selvom vi ikke nødvendigvis har de mest oplagte steder at placere kunsten, så prøver vi at integrere det i vores indretning. For kan man overhovedet være andet bekendt? Det giver mig også lidt bedre samvittighed i forhold til tanken om alle de tegninger, der ryger i containeren - ligesom det gør, når jeg går en hel dag på arbejdet med den nyeste halskæde Ida har lavet til mig i SFO. Endda med mit eget navn spejlvendt børnestavet på. Så bliver det ikke bedre :)

Gemmer I alle børnetegninger og gaver hjemme hos jer? Eller hvordan løser I den potentielle ophobning kreationer?

Din egen drømmefanger - DIY


Langt om længe, har jeg fået bakset en drømmefanger sammen til Eva. 'Langt om længe', fordi hun nu i et års tid nu, fra tid til anden har spurgt til, hvornår hun dog kunne få sin egen drømmefanger. De har nemlig allerede en hængende inde på værelset som jeg har lavet til Ida. Men fordi hun er ganske kvik, har hun gentagende gange også pointeret, at den ikke er stor nok til at indfange meget mere end Idas onde drømme, og nu da hun er begyndt at være mere og mere bevidst om sine egne drømme af mere ond natur end regnbuer og ponyer, er efterspørgelsen på en drømmefanger, steget i takt hermed. 



Så i sidste uge, fik jeg endelig husket at købe en uro-ring, da jeg kom forbi en Panduro Hobby. En sådan ring er ret genial til at lave en drømmefanger af, synes jeg, da den allerede har små huller, som man kan bruge til at sy det hæklede midterring fast i.





Efter at have sat midterstykket fast, har jeg fæstnet 3 snore forneden i ringen og herefter hæklet en tæt række fastmasker hele vejen rundt om ringen. I hver af de 3 snore har jeg til sidst sat perler på, bundet en fjer fast i hver og skubbet perlerne ned over fjerens spidse ende, for at holde den på plads. Og så er den ellers klar til drømme-indfangning.




Jeg har ventet med at vise Eva det færdige resultat og glæder mig i stedet til at give hende den i fødselsdagsgave på torsdag. Hun har selv valgt garnet, fjererne og perlerne, der blandt andet er 3 skarabæer, som jeg har gemt fra en ferie i Egypten Jesper og jeg var på, da jeg lige var blevet gravid med Eva. Selvom det er lidt af et religions-mix, synes jeg alligevel de gør sig godt på drømmefangeren og tilføjer den lidt ekstra "mystik".

Bonusinfo: Til midterstykket hæklede jeg som udgangspunkt efter denne opskrift.

Bits & Pieces - januars hverdagslykke











Helt random småbidder af hverdagens små lyksaligheder, som de har udspillet sig for mig her i januar måned.

Der er lykke i de helt frostklare og smukke morgener.

Der er lykke i at kunne holde en fridag med min kusine og drikke hvidvin til frokost på en ellers almindelig onsdag og købe fine nye ting til sig selv.

Der er lykke i at slippe ud af et propfyldt metro-tog og ditto perron.

Og der er dobbelt lykke i, så småt at finde cyklen frem igen, når der skal kommes til og fra arbejde.

Der er lykke i ganske forudsigeligt at skulle skynde på sine børn hver evig eneste morgen og endnu mere lykke i at vende hjem til dem igen, hver evig eneste eftermiddag og nyde alle deres skøre påfund og spilopper.

Første tur i egen slæde



Vi har aldrig ejet en kælk. Jeg har aldrig rigtig tænkt over det som en mulighed for os, det der med at kælke. Ej heller har jeg overvejet at købe os en kælk. Og jeg ved egentlig ikke hvorfor, for det er jo vildt sjovt at kælke. I sidste uge så jeg så, at de havde lyserøde bobslæder i BR og qua min lyserøde passion for tiden, fik jeg øjeblikkeligt en stor trang til at tage mine tøser med ud at kælke i den kælk. 



Og vi nåede det lige, her i weekendens tunge tåge, at få indviet kælken, inden sneen var smeltet helt væk her til morgen.

Kælketuren levede fuldstændigt op til mine forventninger og det var en fryd at se Ida kaste sig frygtløs og grinende ud over de stejleste skrænter hun kunne finde. 




Eva er mere mageligt anlagt og nød mest at blive trukket rundt - når ikke hun kom i tanke om, at være lidt børnefornærmet over hun ikke havde fået sin helt egen kælk i lilla. Der er jo immervæk mange af sådanne små ting i hverdagen, man skal huske og holde styr på at være fornærmet over, når man er lige knap og nap 5 år.


Ikke desto mindre håber vi nu alle, at dette ikke var den sidste omgang kælke-sne i denne omgang, så vi kan få mulighed for endnu en tur i egen slæde denne vinter.

Godt på vej til et smukt, lyserødt Tornerose-kostume


Der er blevet handlet og samlet sammen til at lave det første af årets 2 fastelavns-prinsesse-kostumer. Det er til Eva og det er, eller skal forhåbentlig i nærmeste fremtid ende med at blive, et Tornerose outfit.

Jeg er inde i en periode (igen? stadigvæk?), hvor jeg synes alt er pænt i lyserødt og alskens varianter af lyserød. Så det er ikke kun Eva, der er stærkt glad for udsigten til at skulle i lag med de indkøbte Tornerose-ingredienser. Jeg har gået dagligt og glædet mig over kombination af alle den ovenfor viste lyerøde bånd og stoffer og jeg kan godt afsløre, at vi mere end en gang, har lagt det hele op som på billedet herunder, for at se på, hvordan kjolen skal komme til at se ud :)



Nu skal den så "bare lige" syes, sådan på ægte. Jeg har et mønster, jeg har brugt til  tidligere års prinsessekjoler, men da det tegnet op i en størrelse 104, skal jeg først have konstrueret mønstret lidt om, så det bliver opdateret til at blive samme størrelse som de store tøser, jeg rent faktisk har boende og skal sy prinsessekjoler til.

Bonus-info: Mønstret jeg bruger er til en "Polly" kjole med bærestykke fra Stof2000's Homemade-serie og så påsat alverdens prinsesseagtige detaljer, jeg har kunne finde på, blandt andet dette snørelivs-stykke, du nemt selv kan gøre efter.


Denne forfriskende tid på året



For lige at vende skuden endnu engang og fokusere på noget langt mere muntert end mit sidste indlæg, så er det nu denne tid på året, hvor alle nyhederne for den kommende sæson kommer dumpende ind ad døren. Og apropos, hvad jeg, blandt meget andet, laver på mit arbejde, så er det altså ren slaraffenland for en evigt forandringshungrende type som jeg, (næsten) hver dag at møde ind til nye sager (der jo i virkeligheden er gensyn med alle de fine ting, der blev udvalgt for et halvt års tid siden), der bare ligger og venter på en og på at blive oprettet og vist frem til alle andre. Det er så dejligt og forfriskende.




For lige så godt som det føles at komme lidt af med de mere tunge tanker, lige så godt kan det føles at fokusere på alle de fine og dejlige ting, der fylder ens hverdag - også når det er de helt overfladiske og materialistiske ting. Jeg selv er både eftertænksom og overfladisk og lægger jeg ikke lidt bånd på mig selv er jeg også snart fristet over evne af alle de nye lækkerier, jeg har haft gennem hænderne den forgangne uge. Jeg kan bare så godt lide nye pæne ting...



Mit største nederlag...



En gang sidste år, fik jeg et A4 stort brev ind ad døren. Det var en invitation til en spørgeskemaundersøgelse omkring det at være ung og have kræft. Jeg var nemlig kun 29 år, dengang jeg fik konstateret lymfekræft, og hørte derfor ind under kategorien "ung med kræft", der går fra 15-29 år. Jeg ville rigtig gerne besvare undersøgelsen og på den måde give mit besyv med og måske på sigt gøre forholdene bedre for fremtidige unge med kræft - selvom jeg nu allerhelst ville ønske, at der aldrig mere måtte være unge mennesker, eller nogle som helst mennesker, der får kræft. Men da dette desværre ikke ligger i min magt, kunne jeg som en lille ting, svare på dette spørgeskema.

Det tog dog noget tid, en venlig reminder og lidt tilløb at sætte mig ned med hæftet og de mange spørgsmål, der uundgåeligt rev op i nogle minder, nogle tanker og den forbandede følelse af magtesløshed som jeg ellers prøver at trampe væk fra med 7-mils støvler på og lægge helt langt bag mig. Men jeg fik det besvaret, fik det postet og fik lagt det bag mig - igen. Og så glemte jeg egentlig alt om spørgeskemaet og undersøgelsen. Lige indtil sidste uge, hvor jeg modtog en takke-mail fra undersøgelsen og et link til den færdige rapport, der er blevet udarbejdet ud fra alle undersøgelsens besvarelser.

Nu er rapporten her og jeg har selvfølgelig skimtet den igennem og det er et ganske godt stykke arbejde og ikke mindst vigtige områder undersøgelsen får belyst. Synes jeg i hvert fald. For der er helt klart områder i vores sundhedssystem, der (også) på dette område kan trænge til nogle gevaldige opstramninger. Og ud fra, hvad jeg kan læse i rapporten, er jeg bestemt ikke alene med de kritikpunkter, jeg selv havde. Hvilket på sin vis er både virkelig trist og rart bekræftende. Pludselig at læse andre sætte ord på nogenlunde samme oplevelser som man selv har haft og derefter læse deres og mine svar omsat til klinisk rapportsprog, efterlod en ret underlig følelse, der igen satte alle tankerne igang.

Tanker, der igen og igen går tilbage til den forfærdelige oplevelse det er at finde ud af, at man er alvorligt syg. Bare at skrive om det nu, giver mig mavepine. Det er følelsen af fiasko, følelsen af at blive bedraget og snigløbet af sin egen krop, følelsen af magtesløshed, dødelighed og frygt. Når jeg tænker tilbage på den tid, tænker jeg stadig på det, som mit livs største nederlag og det er en svær tankegang at tackle.

Måske jeg en gang med tiden, har fået tænkt hele forløbets virvar af væmmelige følelser, ind til blot at være én lillebitte ubetydelig kugle, jeg kan puste til side igen med blot en dyb indånding? Måske, det altid vil være på det niveau, hvor det er nu og det fra tid til anden overmander mig en smule? Og måske det bare skal være sådan? For med påmindelsen om mit største nederlag ligger jo også erkendelsen af min aller største overvindelse.

Hjemmebygget Maileg-udstyr - DIY

Denne weekend (og faktisk også hele ugen op til denne weekend) har jeg gennemført det sociale eksperiment det efterhånden er blevet, at nægte mine børn at måtte spille på iPad 3 ud af 4 gange de spørger. Det har i en meget lang periode ikke været et problem for os og iPad-brugen har været på et fornuftigt niveau. Men efter juleferien har det på en måde snigløbet os og taget en lille smule overhånd. Og jeg er efterhånden mega-træt af at se tøserne siddende med den lille skærm foran sig. Bevares, jeg nyder også af og til at give dem lov og derved give os alle sammen et lille break fra hinanden og omgivelserne. Men jeg følte som sagt, det på det seneste har taget en lille smule overhånd.

Så derfor, nej til iPad, ja til alt mulig andet. Og siger man ja til alt mulig andet, siger man på en eller anden måde også ja til, selv at være lidt mere aktiv - hvilket vel egentlig også er grunde til, at man måske lidt for ofte har tendens til bare at sige ja til iPad, så man selv kan være lidt mindre aktiv? I hvert fald har jeg oplevet mig selv værende en del mere aktiv i denne weekend, og det føles ganske, ganske rart.



Sammen med Eva, har jeg flyttet lidt rundt på hendes Maileg-sager eller Elma-ting som de hedder herhjemme, fordi den første af hendes kaniner fra Maileg hedder Elma... Og da der derfor pludselig opstod både en spisestue og en dagligstue, manglede de selvklart en sofa. Og fordi jeg har været i totalt overskuds-mode, byggede vi selvfølgelig en af, hvad vi nu lige havde i gemmerne. Helt Shane agtigt.



Jeg brugte pappet fra en Lyngbyvase-emballage og udnyttede de allerede eksisterende former og fold til sofaens fundament. Her på klipsede jeg noget bamsefyld, så det blev nogenlunde siddende på pappet. Det sværeste var at få stoffet pænt polstret omkring pap og bamsefyld. Jeg startede med at lægge et bredt stykke henover sofaens ryglæn og sæde og limede det fast i bunden og bagpå ryglænet. For at få sædekanten markeret trak jeg et stykke garn igennem, så der blev strammet ind mellem ryglæn og sæde. Herefter lappede jeg resten sammen med endnu et stykke stof som jeg limede fast med tekstillim.



Efter Elma'erne blev sat til rette i deres nye bløde sofa, foran deres fladskærms-papkasse-TV, synes Eva stadig der manglede noget; iPads - selvfølgelig... Så af lidt af pap-resterne blev der sat en mindre tablet produktion i gang (de skulle jo have en hver).



Herefter kunne familien sætte sig til rette igen i sofaen med tæppe på og børnene spille på hver sin iPad, mens de voksne så fjernsyn. Det var det med rollelegene ikk'?


Mens vi var igang med at lave iPads kom Ida forbi og jeg spurgte om hendes kanin også skulle have en iPad. Det skulle den ikke. Den skulle i stedet have en computer, som hun så lavede og gjorde sin mor meget stolt og glad. Hurra! for iPad-frie dage (og hurra! for iPad-fyldte time-outs en gang i mellem også).

Blomster mod ensomhed

Annonce

Har du nogensinde oplevet ensomhed?

Efter jeg er blevet spurgt, om jeg ville skrive og gøre opmærksom på Interflora og Røde Kors' nuværende kampagne mod ensomhed, har jeg gået og tænkt over, om jeg nogensinde har oplevet ensomhed. Og det har jeg skam. Mon ikke vi alle har det, i en eller anden grad? Min oplevelse af ensomhed har heldigvis kun været sporadiske og forbigående øjeblikke i mit liv, hvor jeg af forskellige årsager, har følt mig udenfor en eller anden form for fællesskab jeg har været en del af i min hverdag. I venindeflokken i folkeskolen, på mit studie og på en gammel arbejdsplads en gang. Fælles for disse perioder har været at de for det første har været meget korte, jeg har selv haft indflydelse på dem og jeg har altid haft andre netværk og fællesskaber i mit liv, jeg har kunne søge hen imod i disse perioder. Tænk, hvis det ikke var sådan.

Tænk, hvis du pludselig ikke havde noget netværk tilbage eller noget fællesskab at være en del af? Når man gør sig sådanne tankespind, tænker jeg, at jeg på ingen måde kommer i nærheden af, at have oplevet ensomhed i sin fulde størrelse. For nogle er det desværre slet ikke et tankespind, men virkelighed og hverdag.

Det er der heldigvis flere organisationer og gode mennesker der arbejder i mod og netop nu har Røde Kors og Interflora indgået et samarbejde for hele 2015 med budskabet "blomster mod ensomhed" og de har hertil lavet denne fine og ret rørende video.



Kampagnen blev skudt i gang i mandags, hvor 1000 buketter blomster blev lagt ud rundt omkring i København. Jeg er desværre ikke selv stødt på en af disse, men hvis du er og har undret dig over, hvorfor der lå en frisk buket blomster, så er det altså derfor. Resten af året kan man donere penge til Røde Kors' arbejde og det vil på interflora.dk være muligt at købe særlige Røde Kors buketter, hvor 20 kr. går ubeskåret til Røde Kors. En buket vil koste kr. 200.

At lege







Jeg beskæftiger mig stort set med legetøj på den ene eller den anden måde, hver eneste dag. Vejleder, indkøber, opretter og skriver om det i mit professionelle virke - og stort set det samme i mit personlige virke også, bare med en lidt mere snæver målgruppe for øje :)

Hos Nutidensmor.dk læste jeg den anden dag et indlæg om leg, set fra en lidt anden professionel vinkel, nemlig den pædagogiske, da Johanne er ved at skrive opgave på sit pædagog-studie, om netop leg. Og det synes jeg er virkelig spændende, set med både mine personlige og professionelle briller.

Hvorfor leger alle børn i en bestemt alder nærmest identiske lege? Hvorfor er legetøj godt? Hvornår er det knap så godt? Hvilket legetøj fremmer de bedste lege? I hvilke aldre skifter legene fra en type til en anden og hvorfor?

I mit arbejde giver det mening, at vide lidt om disse ting for at kunne både indkøbe, vejlede og målrette det bedste af det bedste til vores kunder - så egentlig meget heldigt at jeg finder det så spændende.

I mit personlige virke som mor til to tøser (på stort set 5 år og 6,5 år) er det sjovt at betragte, hvordan deres legemønstre udvikler sig i takt med deres større og større forståelse af deres omverden og deres egen rolle i den. For det er stadig rolle-legene, der udgør 80% af deres lege. Nogle gange udspillet af dem selv, andre gange med bamser, dukker eller kaniner og andre gange igen, stadig af små plastikfigurer.

Dog er jeg begyndt at ane en ny spændende udvikling i deres legemønstre. Idas lege er begyndt at have mange flere overnaturlige twist. Min egen (ganske ufaglige fortolkning) af det er, at det er fordi, hun nu i langt højere grad kan skelne mellem fantasiverdnen og den rigtige verden og i hvilken hun hører til og derfor kan navigere sikkert mellem de 2 i hendes lege også.




En anden stor ting er, at Eva er begyndt at finde på mange flere selvstændige lege, stadig gerne sammen med Ida eller andre, men altså lege og plots som hun har fundet på og ikke blot Ida-kopi-lege. Dét er virkelig godt for en lillesøster, der ikke er såå meget yngre end sin ret dominerende storesøster, men alligevel et udviklingstrin eller to bagud i forhold til Ida. Jeg har forsøgt at skubbe lidt til netop denne udvikling hos Eva ved at "give hende" interesse for noget legetøj (som så blev Maileg, for det synes jeg selv er så fint ;) ), der kun er hendes og ikke blot en interesse/fascination nedarvet fra Ida som det f.eks. er tilfældet med Palace Pets ol. Det er nok ikke det, der har gjort hele forskellen, men i det store og hele tror jeg det er ganske sundt for hendes selvstændighedsudvikling også (og for morens æstetiske legetøjssans - ren win-win).