Vi leger stadig med Hama perler - stjerneguirlande DIY



Der er efterhånden strøget en del perleplader under strygejernet herhjemme - særligt i juletiden, hvor der gennem årene er blevet tilføjet en del pynt i Hama perler. Og jeg må nok indrømme, at det er min hånd, de fleste perle-produktioner kommer fra. For når først jeg kommer igang, har jeg en noget længere perle-påsætnings-tålmodighed end tøserne har.

I år har jeg dog fundet på et fælles perleprojekt, hvor hver perleplade er hurtigt lavet og derved også lettere overskuet, så selv de mere utålmodige af os har fået lavet en stor del af projektet.

Vi har lavet en stjerne guirlande med små stjerner af Hama perler. Jeg har ladet pigerne helt selv vælge farver og mønstre, så den er blevet lidt spraglet. Man kunne også gå efter et mere "rent" udtryk, ved kun at have ensfarvede eller samme mønster hele vejen. Nogle af perlerne vi har brugt er faktisk selvlysende (de lyserøde), hvilket giver en ret fin effekt, når mørket falder på - hvis de altså har nået at suge lidt lys til sig forinden.



Min ide var at trække stjernerne på en snor og hænge den op sådan, men jeg opdagede ret hurtigt at de skøjtede ret meget rundt på snoren og endte i en klump på midten. Derfor har jeg sat en lille filtkugle mellem hver stjerne, for på den måde at holde lidt afstand i mellem dem.



Jeg har en guirlande mere in the making, der skal hænge som en guirlande om juletræet. Men man kan også hænge den som her i et vindue eller lignende. Min mor har fået denne på billedet i pakkekalender og har hængt den lige ned som en streng. Det havde jeg ikke selv tænkt på, men det så ret fint ud med hver stjerne hvilende på filtkuglerne.


Andre ideer til Hama perle projekter:



Ingen kommentarer