Halv hverdag & festforberedelser

Det er lørdag morgen og jeg dimser lidt rundt. Begge pigerne holder efterårsferie hos mine forældre på landet, mens ugen har stået på hverdag og arbejde herinde i København. Det er sådan lidt en halveret hverdagsfornemmelse, når børnene ikke er her. Så er der tid, når man har fri for arbejde, til at gøre lige, hvad man har lyst til. Det er sådan en sær frihedsoplevelse bare at kunne daffe Magasin og til træning og i princippet blive væk indtil langt efter normal spisetid.

I morgen kommer de hjem igen, tøserne og jeg glæder mig til at vende tilbage til hverdagens trummerum igen, selvom disse afbræk er kærkomne indimellem. Jesper og jeg skal dog først lige gennem en lørdag aften som jeg har glædet mig umanerligt meget til i flere måneder. Vi skal nemlig til fest! Sådan en rigtig fest, hvor man hver i sær møder op i lejligheden på Vesterbro, der skal lægge hus til hele herligheden med drikkevarer og dansesko.



Anledningen er, at min veninde, der er midlertidigt bosiddende i New York på tredje år, er hjemme på efterårsferie. Jeg glæder mig så meget til at kunne give en ægte krammer og bare feste og hygge hele natten med alle de fantastiske mennesker hun og hendes søster har formået at skrabe sammen i den lille lejlighed på Dybbølsgade. Det er et år siden jeg så min veninde sidst og der holdt hun en lignende fest, der også er gået over i historien som "et brag af en fest" og jeg regner bestemt med succesen bliver gentaget, hvis ikke overgået i år.



Med store forventninger kommer dog også store tøjkriser og min startede allerede i går, da det eneste jeg kom hjem med fra Magasin var nye bh'er og en blå mascara og det er nu en gang ikke helt nok til at udgøre et fuldendt outfit. Omend det er en god start. Nu er jeg i skrivende stund ved at indsnævre mit neglelaks valg og så satser jeg på at resten på magisk vis løser sig i løbet af dagen og stadig med tid i overskud til lige at nå forbi Netto og fylde indkøbsposen med hvidvin, øl og Gajol shots.

Rigitg god lørdag.

Ingen kommentarer