En afsluttet affære

Fredag var det endnu en gang blevet tid til min, nu årlige, kontrol på Hæmatologisk afdeling på Rigshospitalet. Det er hverken rart eller sjovt, men på en eller anden måde er det en smule betryggende - i hvert fald, når det er vel overståede besøg.

Denne gang var det dog et anderledes besøg. Min læge startede med at fortælle at alle blodprøverne stadig så fine ud og spurgte til mit velbefindende, der også var godt. Herefter lidt småsnak om min sygdomsform, mit operations-ar og lymfevæsker.
Og så..



Så sagde han, at de ikke behøvede at få besøg af mig længere og at jeg nu ville blive afsluttet som patient på Hæmatologisk afdeling. Jeg takkede for god behandling, omend det har været en blandet fornøjelse, vi gav hånd og så blev jeg ellers sendt af sted uden en ny aftale i kalenderen.



På trods af jeg, ved mit sidste besøg for et år siden, var blevet stillet i udsigt, at næste besøg kunne blive mit sidste, så var det alligevel en underlig oplevelse, sådan at få det eksekveret. En smule paf fandt jeg hen til elevatoren, der for en sjælden gangs skyld var ganske tom, hvorfor jeg så mit snit til lige at skyde lidt elevator-selfies af og poste et indlæg på Instagram med min nye status som eks-patient. Da først del-knappen var blevet aktiveret fik jeg en kæmpe klump i halsen og gik med tårer i øjnene og i en form for trance ud for at finde min cykel på Juliane Maries vej.



Det var så mærkelig en følelse og en fornemmelse af, at sige farvel til stykke af ens liv, der både ligger så langt væk i min bevidsthed allerede og alligevel har fyldt så meget og stadig fylder meget i mig og den person jeg er i dag. Jeg kunne faktisk slet ikke finde ud af, hvad ben jeg skulle stå på, for slet ikke at tale om, hvilken vej jeg skulle vende min cykel for at komme hjem.




I stedet vendte jeg mig og tog et billede af Rigshospitalet uden for opgang 4 og mindedes alle de torsdage jeg har tilbragt derinde. Mindedes den gang jeg stod og ørlede i busken til venstre for mig, efter en endt kemo-behandling, hvor de kvalmestillende piller ikke kunne blive nede. Mindedes regnfulde sommerdage, hvor jeg har siddet og kigget ud af vinduet oppe på tredje og drømt om frihed fra behandlingen. Mindedes den kolde vintermorgen, hvor jeg mødte grædenede op på lægens kontor og på det nærmeste tiggede om, ikke at skulle igennem de sidste tre behandlinger.
Mindedes det hele og tog afsked. Forhåbentlig for altid.



Og så cyklede jeg hjem.

Købte lunt franskbrød på vejen, hentede tøserne tidligt og fejrede frihed, fredag og familieliv med franskbrødsmadder med syltetøj og streaming af ugens afsnit af Den Store Bagedyst.

Det kunne ikke have været bedre.


Ingen kommentarer