Det der med ikke at kunne følge med i en sportskamp...

Ida har meldt sig til noget pigefodbold turnering ovre i hendes SFO. De træner så tit de kan i SFO tiden og spiller nogle kampe mod andre SFO'er her på Frederiksberg. Jeg synes det er supersejt, at hun har meldt sig til sådan noget - og helt uden at Jesper og jeg vidste noget om det. Efter udtalelser fra de to pædagoger, der træner dem, skulle hun også være ret ferm til at få sparket bolden godt af sted. 









Da første kamp faldt på en af mine fri-onsdage hentede jeg derfor Eva tidligt og troppede op på sidelinjen for at heppe på Ida og hendes holdkammerater. Der var langt fra noget særlig stort fremmøde, da det jo lå om dagen på en almindelig hverdag, så til at begynde med var det bare mig og Eva, trænerne og lidt elever og pædagoger. Og Ida var ude i første halvleg (som kun er et kvarter). Jeg havde derfor heller ikke de store forventninger til mit eget publikumsengagement. Lige indtil de der små tøser indtog grønsværen i deres alt for store fodboldtrøjer og farvestrålende drikkedunke. Så seje og kære på en og samme tid og da kampen blev fløjtet i gang stod jeg faktisk og fik en lille klump i halsen.



Og så var der jo den der påstand om, at jeg ikke kan finde ud af at følge med i en sportskamp. Det skulle så vise sig, kun at holde stik til den dag, hvor mit eget barn spillede med i en fodboldkamp. Det startede i det små. Jeg klappede når de gjorde det godt, øv'ede stille når de andre gjorde det samme. Kort efter begyndte jeg at tysse på Eva, når hun spurgte om noget, for jeg skulle lige kunne følge med og da vi nåede anden halvleg stod jeg og råbte højlydt "Giv den nu lidt mere gas Ida!" ind på banen - til min egen store overraskelse, side om side med de to, også meget engagerede og højlydte trænere.



Kampen endte 4-0 til modstandernes fordel. Men hvad de ikke vandt på point, vandt hele holdet vist på erfaring og jeg glæder mig allerede til at komme og se næste kamp og forhåbentlig kunne spore nogle forbedringer. Jo, jo, jeg er vist en eller anden slags fodboldmor in spe :)

For Idas eget vedkommende er jeg også spændt på at se, hvor længe gejsten for fodbold varer ved. Engagement og vedholdenhed har ikke tidligere vist sig at være Idas stærke side ift. fritidsaktiviteter og hun opgiver let, hvis ikke hun synes hun kan tingene godt nok. Desuden har hun det noget stramt med at tabe i spil ol. Jeg tænker derfor, at det for det første er rigtig godt for engagementet, at hun helt selv har fundet på at melde sig til og for det andet, at det er rigtig godt for taber/vinder mentaliteten, at lave noget på hold, hvor man er flere om at dele sejre og nederlag.

Ingen kommentarer