Søndag i farver #2



...dog på en mandag, men der var lige en Flaskepost fra P, der skulle tydes og opklares i går aftes og det blev lidt sent, førend den var til ende. Vi kom nemlig lidt sent i gang med den, da vi lige kæmper lidt med at akklimatisere tøsernes soverutiner efter halvanden uges bedsteforældre-ferie-hygge, hvor de vist har tumlet omkring minimum et par timer over normal sengetid, hver eneste dag og det er ikke bare sådan lige at vænne sig af med igen. Så der bliver rendt og spurgt og argumenteret for dette og hint, førend de endelig begge to gav op og kapitulerede til søvnen og vi kunne lade os underholde (eller nok nærmere skræmme! ad for en film) i sofaen.

Og så er det mandag igen, efter en uge, hvor vi har været helt og aldeles børnefri. Jesper og jeg har arbejdet herinde i byen, mens pigerne har ferieret sommerlandet med først et par dage hos farmor og farfar og så herefter en uge på landet hos mormor og morfar med et stramt program af forlystelsespark besøg og ferieunderholdning i lokalområdet. Så der har været fri leg over hele linjen, når først arbejdet var overstået og for mit vedkommende har den stået på (næsten) lige dele reformer- og sofatræning samt regelmæssig beundring af mine fremvoksede tomater. Det har været skønt, men mindst lige så skønt var det, da vi endelig hentede tøserne hjem igen fredag aften og kunne bruge weekenden sammen.

Det blev til både en kæmpe oprydning og nyindretning af børneværelset og en tur ned og se på alle cykelløverne (som Ida kaldte det som lille og derfor bare har hængt ved herhjemme, når der tales om cykelryttere), der susede ned ad Dalgas Boulevard ad flere omgange i afslutningen af Postnord Danmark rundt. Jesper har næsten hvert år vi har boet herude, trisset ned med minimum et barn og kigget på cykleriet, men det var første gang jeg var med og det var en ret hyggelig oplevelse, da der var helt lokal gadefest agtig stemning blandt publikum, der jo for størstepartens vedkommende er folk og fæ fra vores eget nabolag.

Efter 4. runde gik vi hjem og nåede lige at se det sidste i fjernsynet og kunne til Evas undren kun se, hvor vi havde stået, men ikke os selv...:)

Og så stod den ellers på endnu mere oprydning og udrydning fra værelset. I den forbindelse, har jeg oprettet en profil på Reshopper og sat lidt af de større ting til salg, så kig endelig forbi min salgsprofil der (under Mie Mangelsen).

Ingen kommentarer