11 nøglefiler senere...


I går tilbragte jeg en hel aften foran skærmen og med mit NemID lige ved hånden. Eller, næsten hele aftenen. Havde først overspringshandlet et par timer med noget hovedrengøring af først køkken og så stue. Hvad kan dog få dét til at føles som en overspringshandling? Det kan såmænd udsigten til få dannet sig et overblik over ens ikke? eksisterende pensionsordning(er) og forberedelse til samtale med ens nye pensionsrådgiver den følgende morgen.

For selvfølgelig havde jeg udskudt alt dette til sidste øjeblik aftenen før og selvfølgelig skulle jeg bruge mere end én oplysning fra steder, hvor jeg også skulle logge ind, danne mig overblik og finde informationer med alle mulige forskellige cifre. Nu er tal, overblik og jeg sædvanligvis ikke de bedste bonkammerater, men strammer jeg mig lidt an og koncentrerer mig, går det som regel alligevel.

Så sørme om jeg ikke nu, 11 nøglefiler til NemID og en halv times "behagelig samtale" med pensions-Jimmy senere, kan (hvis nogle skulle have den aparte interesse at ville høre om det) redegøre for både mit pensionstal, min risikovurdering og investering - samt bryste mig af at have fået bestilt tid hos lægen (nu jeg alligevel havde NemID'en fremme). OG jeg får stadigvæk renset ansigt og fjernet make-up hver eneste aften.

Hvis ikke træerne, så måske i hvert fald et par enkelte grene, alligevel vokser ind i himlen..?

Ingen kommentarer