Som søstre vi dele - eller noget



Der er, efter min overbevisning, utroligt meget at vinde, ved at have fået sine børn tæt på hinanden. Ikke at det nødvendigvis er noget man kan planlægge sig til, men heldigvis skete det (ganske uplanlagt) for os. Efter min overbevisning, er der også noget ganske velsignet ved, at have fået to af samme køn - hvilket man selvfølgelig slet ikke kan planlægge sig til.

Lige for tiden synes jeg dog, at jeg oplever nogle udfordringer ved begge kendsgerninger; to piger, tæt på hinanden i alder. For der er en del interessekonflikter. Eller egentlig omvendt. Interesse-overlap, er nok nærmere det der beskriver det.

For mig har det altid været lidt af en balancegang i forhold til, hvilke ting de hver især har skulle have som deres eget, både i forhold til deres alder og deres evner og interesser, der jo trods den tætte alder er forskellige. Til at starte med, gav det sig selv, men højere og højere grad er det ikke lige til at gennemskue, hvad der skal være til hvem, for de ønsker sig stort set de samme ting og leger med og interesserer sig for de helt samme ting.

Indimellem hører jeg dem indgå aftaler om, hvem der skal ønske sig hvad til jul og fødselsdage og jeg har en stærk mistanke om, at de (især Ida) ønsker sig ting, så de kan være med i den andens leg eller inddrage den anden i deres egen. Fx har Eva været lidt mere glad for at samle og lege med Maileg ting end Ida, men alligevel har Ida ønsket sig sin egen kanin, så hun kunne lege med, når Eva ville lege med dem. Og omvendt, så er Ida mere glad for at lege med LEGO end Eva og hun ønsker sig LEGO ting til sig selv, som Eva skal have lov at lege med. Som sagt er det mest udbredt fra Idas side af, jeg tror ikke Eva heelt tænker den så langt - endnu.

Til gengæld er Eva ret udspekuleret på en anden måde. Nemlig netop i forhold til dette med, hvad man bedst kan lide at lege med og hvornår man skal lege hvilke lege. Allerhelst vil de begge to helst lege med hinanden, men de er ikke altid enige om, hvilken leg eller hvilket legetøj, de skal lege med. Ida vil som regel gerne lege med LEGO og spørger så Eva om de skal gøre det. Her til siger Eva som regel nej og foreslår en anden leg i stedet, måske noget med udklædning. Som regel forhandler de sig selv ud af dette punkt ved at indgå et kompromis, hvor de leger Evas leg først og så aftaler at lege Idas leg bagefter. Problemet er så bare, at Eva ofte meddeler sig færdig med leg, når hendes førstvalgte leg er overstået og på den måde, når de kun det Eva har valgt. Udspekuleret type, ikk'? Og så stikker Ida gerne i et hyl og beskylder Eva for ikke at love, hvad hun holder... Men hvad kan man egentlig gøre ved det? Man kan jo ikke tvinge nogen til at lege, hvis ikke de vil. Det vil under ingen omstændigheder, være en særlig hyggelig leg.

Vi kan dog godt tage nogle snakke med Eva om, hvordan man er en god ven at lege med og jeg er også sikker på, at det har en stakket frist, denne finte. Ida er bare i en fase, hvor hun virkelig, virkelig gerne vil lege med sin lillesøster, når hun leger. Men hun har også været vant til, at det var hende alene, der styrede slagets gang og Eva, der rettede ind. Nu til dags er Eva generelt bare ikke så nem, at få til at rette ind. Og inderst inde er jeg egentlig også glad for, at Eva giver sig selv lov til at have sine egne holdninger og meninger - det skal nok bare lige finde et leje.



En anden udfordrende ting er selve legetøjet. Hvem ejer hvilket og hvem øsnker sig hvad?  Som sagt indgår de ikke sjældent aftaler om, hvem der "må" ønske sig hvad og hvad den ande får i bytte for at opgive et ønske. Jeg forsøger selvfølgelig ikke at blande mig for meget, selvom det kan være lidt svært. Fornylig fik Eva et stykke legetøj, som Ida også havde ønsket sig og det gav mildest talt ramaskrig med genklang her i hjemmet. Jeg sagde til Ida, at hun jo også kunne købe den figur eller ønske sig den, men det faldt slet ikke i god jord, for det er slet ikke det samme. Jeg prøvede at forklare, at hun jo også kan lege med den, selvom det er Evas, men det er selvfølgelig heller ikke det samme. Jeg blev samtidig også ved at fortælle Eva, at det var okay, at hu havde fået figuren og helt okay, at hun var glad for den, selvom Ida var ked af det. For sådan er livet også. Nogle gang får nogle andre det, man lige gik og ønskede sig aller mest og selvom det er svært, kan man godt glæde sig på andres vegne. Men det er altså også rigtig svært, når ens barn er ked af det, så på den måde øvede vi os alle sammen i lidt medmenneskelige færdigheder over den ene figur.

Vi prøver også at give dem ting til at have til deling, hvilket jeg synes giver god mening, når man både deler legetøjspræferencer og værelse. Måske er det fordi jeg ikke selv er vokset op med nogle søskende jeg har skulle dele noget med, for det er i hvert fald noget, jeg har fuldstændigt misforstået, hvis man spørger Ida og Eva. For på en eller anden måde, får de altid tildelt alting til enten den ene eller den anden og de går ret meget op i, hvem der har ejendomsretten over hvad. Og når det (for det meste) er måden de bedst for det til at fungere på, så fred være med det.



Mit største håb er bare, at de alligevel lærer at være gode til at deles om ting, lege sammen og glæde sig på andres vegne. Alt sammen noget vi kan gå og øve os på, med legetøjet, hver eneste dag.

1 kommentar