Nyindretning af børneværelset - igen, igen

Vi, eller det vil sige, nok mest jeg, leger lidt med tanken om at lave en del om inde på tøsernes værelse. Med sådan et par voksende tøser med ditto behov, er det en jævnlig proces, synes jeg, at holde deres værelse up to date med deres brug af det.

Lige for tiden bliver deres skrivebord stort set ikke brugt til andet end opbevaring af de ting, der ikke bliver lagt/smidt/brugt på gulvet. Derfor er jeg nået til den konklusion, at vi slet og ret nedlægger skrivebordet derinde, og Jesper er heldigvis opbakkende på ideen. Tegneseancer og lignende foregår alligevel for størsteparten ude ved køkkenbordet (fordi der sjældent er plads til det på værelset) og skal vi i nærmeste fremtid gøre os noget som helst håb om, at få Ida til at lave lektier, tror jeg også det skal foregå herude i tæt kontakt med/overvågning af en voksen. Hvis/når behovet for et skrivebord på igen opstår, må vi tage den der fra. Lige nu, er det ikke eksisterende.

Til gengæld er leg i gulvhøjde på sit højeste. De tager aldrig deres figurer op i bordhøjde og leger med, kun ned. Alt sættes op på gulvet. Og hvad der for os andre ligner rod på rod er i virkeligheden sirligt opdelte LEGO Elves verdener, kanin hjem og fe universer.



Vi (igen jeg) overvejer derfor at sætte en Klip Klap 3-folds madras ind på værelset i stedet for skrivebordet. Eneste problem ved det, er bare, at vi ikke lige ligger inde med sådan en lidt pricey sag, som jeg nu synes, næsten er den eneste fornuftige mulighed, derinde. Til gengæld har vi et skrivebord, en Klip Klap 3-fold single og lidt bObles vi kan sælge ud af og på den måde forhåbentlig få det hele til at gå op i en større enhed i sidste ende. Ideen er i hvert fald solgt ind på tøserne og halvt om halvt på Jesper - han skal bare lige have det visualiseret lidt bedre, tror jeg...

Derfor vil jeg nu drikke min sidste slat lunkne kaffe og gå ind og give mig i kast med ny-indretningen af børneværelset. Igen-igen.

Ingen kommentarer