Tempel tid og abekattestreger

 

Det er selvfølgelig blevet til et par tempelbesøg her på Sri Lanka. Vores hotel i Kandy lå lige over gaden fra Tempel of the Tooth eller Tandens Tempel, der siges at huse intet mindre end en af Buddahs tænder, hvilket over årene har fået en ikke så ubetydelig rolle. 
 
Vi besøgte templet mens der ikke var nogen ceremoni og det var derfor nemt og bekvemt at gå rundt inde på området. Det er fascinerende at gå rundt i et tempel inde midt i en by og opleve en utrolig kontrastfyldt ro i forhold til den konstante larm byen afgiver, lige ude på den anden side af murerne. Selv børnene bliver helt naturligt grebet af en rolig og andægtig stemning. 


 
På vejen fra Kandy til Sigiriya, hvor vi er nu, gjorde vi hold i Dambulla og besøgte The Cave Tempel. 

 
Tempelområdet ligger omkring 5 grotter på siden af en høj klippe, hvori der er fyldt med Buddah statuetter og klippemateriale, der for nogles vedkommende kan dateres 2000 år tilbage. 

 
 
For at komme op til grotterne skal man gå 10-20 minutters tid op ad trapper og stier. Her er der fyldt med små aber, så man frarådes at gå med mad og lignende, da det frister de små frækkerter lidt for meget. Alligevel insisterede Eva på, at ville have sit æble at spise på vejen ned og inden hun var færdig kom der selvfølgelig aber løbende. Jeg blev så befippet, at jeg skyndte mig at slå æblet ud af hånden på hende og efter aben, så den løb væk fra os. Dette blev Eva så fornærmet over, at hun trampede ti skridt videre og satte sig så ned og nægtede at gå videre. Lige indtil en, to, tre, fire, fem aber pludselig havde hende omringet.  Da den ene begyndte at gå helt hen til hende blev det for meget for den gode Eva og hun rejste sig resolut og gik hen til os andre som om intet var hændt. En vis stolthed har man vel :) 

 

Ingen kommentarer