Swimmingpool-anmeldelser af Ida

 
Ida er en STOR fan af swimmingpools og i hendes verden er det nok det der (bevidst) har fyldt mest i forhold til, hvor det var vi skulle på sommerferie henne. Nu hvor ferien er ved at lakke mod enden, synes behovet efterhånden at være blevet dækket, men der er generelt ikke mange aktiviteter der kan måle sig med udsigten til en swimmingpool. 

Hvad udgør så en god pool, for en syv-årig? Ida har hjulpet mig med at sammenfatte en lille anmeldelse af de tre forskellige pools vi har haft adgang til under vores tre meget forskellige slags ophold her på Sri Lanka. 


 
Pool nr. 1: Queens Hotel i Kandy

Hvordan synes du den første pool i Kandy var?:
"Altså, jeg vil ikke sige, at den var dårlig. Den var bare sådan lidt anderledes. Man kunne hoppe i fra kanten og det er godt."

Hvordan var omgivelserne?:
"Der var græs og lå mange blade rundt om poolen. Det var fint nok, men bare ikke det dejligste, der kunne have været."

Der var ikke så meget udsigt?:
"Nej, det var der ikke. Børnepoolen var okay at have."

 
Voksennote: Badehoteller inde midt i Kandy er nok ikke noget man skal forvente. Vi var meget glad for at have poolen til eftermiddagsafkøling og børneunderholdning, men det var ikke et sted man slog sig ned til solbadning og pool hele dagen. Det havde man jo heller ikke tid til :)

 
 
Pool nr. 2: Aliya Resort i Sigiriya

Hvad synes du så om den næste pool vi kom til, hvor man kunne se ud på Sigiriya klippen?:
"Den var GOD! Det var fedt at man kunne se ud på klippen og at det sådan lignede vandet fortsatte ud over kanten. Men man kunne ikke hoppe i fra kanten."

Tæller det ned?:
"Ja. Men så kunne man lege sådan lidt andre lege, hvor vi var havfruer og vi kunne sætte os oppe på det mørke og være i vandet uden at skulle gå op."

 
Hvad synes du om, at det var lige dybt over det hele?:
"Altså, det var meget rart og lidt kedeligt, for så er der jo ikke så meget udfordring, når det bliver dybere."

Det blæste ret meget oppe ved poolen, var det noget, du tænkte over?:
"Næhh."

Nedenunder var der en børnepool, var den okay at have eller var den ligemeget?:
"Den var også god, for den var jo så vi børn kunne lege i den."

 
 
Pool nr. 3: Sea Lotus Park i Trincomalee

Hvordan er så poolen her i Trincomalee?:
"Hmm, den er sådan midt i mellem. Jeg kan godt lide, at der er sådan nogle delfiner man kan se (malet på bunden af poolen, red.) og den har form, der ligner en banan."

 
Hvordan er udsigten her?:
"Strand og palmer, så det er godt."

Hvad med børnepoolen?:
"Den er sjov og vi kan sidde og lege oppe i den. Og jeg har opdaget at alle børnepool'erne har lige dybt vand."

 
Og man kan hoppe fra kanten igen:
"Ja, det er godt og der er dybt i den ene ende så der kommer sådan lidt udfordring."

Hvilken pool synes du så var den bedste af dem alle 3?:
"Det var den i Sigiriya og så kommer Trincomalee og så den i Kandy."

 
 
Hvis man nu tager havet ved stranden med som en swimmingpool, hvad synes du så om det?
"Der kan man sådan selv bestemme hvor dybt det skal være og man kan se nogle fisk nogle gange og det er sjovt med bølgerne man skal hoppe over."

Der er mere udfordring ved at bade i havet?:
"Ja og det er sjovt."

 
Hvilke synes du så er bedst, hvis vi skal tage havet med på listen?:
"Så kommer havet som nr. 3 og Kandy som nr. 4."

"Ej vent, Kandy nr. 3 og havet nr. 4."

Det er interviewerens konklusion, at selv en dårlig swimmingpool er bedre end ingen swimmingpool :)

Ingen kommentarer