Skal, skal ikke - elefanter & klippeklatring

 
Inden vi rejste gjorde vi os en del overvejelser omkring, hvilke ting vi gerne ville se på Sri Lanka og hvilke aktiviteter der ville være mulige og sjove for børnene også. 

Elefantbørnehjemmet nær Kandy, var en af de første ting jeg faldt over og syntes lød hyggeligt og sjovt for både børn og voksne. Små elefanter, der er blevet reddet fra en tragisk skæbne i naturen og bliver passet på og flasket op på et hjem. Men Jesper havde hørt en lidt anden og mere kommerciel version af det, der sket ikke lød så tiltagende. Samtidig kom historien om en turist der var blevet trampet ihjel af en elefant i Thailand og hele debatten om elefanters ve og vel blussede op. Og så synes jeg heller ikke særligt godt om at støtte noget, der kunne minde om dette. 

Alligevel har jeg fortsat hørt både skidt og godt om det elefant børnehjem. Men da vi ikke selv er gået helt til bunds i sagen, besluttede vi at lade tvivlen råde og har valgt det helt fra. I stedet valgte vi at satse på at se nogle elefanter på en tur i en nationalpark og på den måde undgå at være i tvivl om, hvorvidt vi støttede et tvivlsomt foretagende eller ej.

 
Efter at have rådført os med vores chauffør (som i øvrigt blev ved at spørge, om ikke vi ville til elefantbørnehjemmet) tog vi til Eco Park nationalpark. Her betalte vi for en samlet pakke med chauffør og entre inkluderet og begyndte så bumleturen rundt i jeep, på udkig efter elefanter. Men når man sådan vælger at ville se dem i det fri, er der heller ingen garanti for, at de går lige der, hvor vi kan se dem. I hvert fald var der temmelig langt mellem snapsene og turen var mest af alt en lang, varm og meget bumlet tur gennem noget buskads. Vi havde helt klart alle forventet os noget helt, helt andet og det overskred langt, hvad tøserne havde tålmodighed til. Inde i parken fik vi set 3 elefanter, der gik og gumlede græs og på vej tilbage, ude på vejen, så vi faktisk 4 mere...

 
 
En anden ting vi (eller mest jeg) havde læst om hjemmefra, var Sigiriya Rock. Den havde vi udsigt til fra poolen på vores hotel og skulle efter sigende (som så mange andre ting), være verdens 8. vidunder. Så når nu vi var her, ville det da være en skam ikke lige at få den besøgt. Men vi var alligevel lidt lorne på, om tøserne, og her tænker jeg især på jævnligt opgivende Eva, ville kunne klare turen på de ca. 200 meter lodret op. Samtidig var der ingen af os, der gad være den, der ikke kom derop og vores program tillod ikke rigtig 2 ture derud.

 
I stedet tog vi en motiverende snak med tøserne om at komme op på toppen af den store klippe eller bjerg (ved faktisk ikke 100% hvad den betegnes som), for jo mere vi læste om det, jo mere havde vi lyst til at gøre det. Vi gad bare ikke have to surmulende børn med på slæb. I stedet fik vi dem gjort spændte på, om de selv kunne klare bedriften og stillede dem en flot Sri Lanka kjole i udsigt som præmie, hvis de kunne klare det. Og så var de helt på, begge to.

 
På dagen for udflugten stod vi tidligt op, spiste en god morgenmad og kørte afsted, så vi var ved klippen omkring 8.30. Vi havde godt med vand og små snacks med som vi holdt små pauser til at spise på vejen op.
 


Og vi klarede det! Alle sammen med højt humør og stor stolthed i maven, da vi sveddryppende nåede toppen og kunne nyde den helt vilde udsigt. 



  

Det gippede noget i min højdeskræk på vejen op, særligt da jeg også havde den på mine børns vegne. Og da jeg på et tidspunkt stod på en trappe helt ude på siden af klippen med Idas svedige hånd i min og kun trætoppe og et spinkelt trappetrin under os, fortrød jeg gange 1000, at jeg havde syntes det var en god ide. Men det gjorde det egentlig også bare så meget federe, da vi så stod deroppe alle 4 og havde klaret det sammen. 

 
  

Ingen kommentarer