Kandy & kolonitid

   
 
Hvorfor præcis Kandy hedder Kandy, ved jeg ikke, men det leder i hvert fald mine tanker hen på en scene fra Willy Wonkas chokoladefabrik eller Leonardo's Candyland plantage i Django Unchained. Begge dele er dog langt fra det Kandy vi oplever her i Sri Lanka. Byen ligger højt i bjerglandet midt på øen. Der kommer dagligt små støvregns byger, der hurtigt passerer og afløses af varmt solskinsvejr. Ikke at det bliver koldt overhoved, når det regner. Det gør bare noget lidt spøjst ved ens hår. Her er et virvar af mennesker, busser, biler og tuk-tuk'er.  Midt i virvar'et ligger Kandy Lake og et stort Buddistisk tempel, Tandens Tempel. Lige på hjørnet overfor hvor disse to ting mødes, ligger vores hotel, Queens Hotel. 
 

 
Det er et hotel bygget i kolonitiden tilbage i slutningen af 1800-tallet. Allerede hjemme fra, var jeg ret begejstret for udsigten til at bo på dette hotel, da jeg generelt er lidt vild med, på sådan en lidt nørdet måde, alt der har lidt historisk vingesus over sig. 1800-tals historie især. Dengang hele verden blev meget større, industrialiseret og nye civilisationer grundlagt. På hotellet her er det ikke historiske sus man fornemmer. Det er nærmere vindstød af stormstyrke. 
  
 
  

Fra man træder ind af døren i foyeren er man på det nærmeste tilbage til britisk kolonitid. Alt er på bedste vis holdt i fin gammel stil og er efter sigende et af de få gamle hoteller der er det. Lige meget hvor vi befinder os henne på hotellet kan man meget nemt forestille sig soldater, handelsrejsende, guvernører og diplomater betræde gangene, restauranten og baren sammen med en. 
  
 

Det er ren kærlighed, fra min side af. Og når jeg som nu, sidder i vores værelse med højt til loftet og enkelt møbleret med tunge mørke træmøbler kan jeg næææsten se mig selv som medrejsende datter til en eventyrlysten handelsrejsende fra et Ostindisk handelskompagni af en eller anden art, klar til at indtage en lille bid af den store nye verden. 

  
Heldigvis har de gode kolonister også sørget for at bygge en svimmingpool - eller også har nogle af deres efterfølgere været så betænksomme, så vores nymodens børn har lidt at boltre sig i, når ikke vi hiver dem med ud på ture i Kandy. 
 
 
 
 

 

Ingen kommentarer