Jeg gør det ALDRIG igen!

På en top 5 over ting jeg ikke kan lide, som i virkelig overhovedet ikke bryder mig om, indtages 1. og 2. pladsen helt klart af fugle og at sejle. Så hvorfor jeg på noget tidspunkt, har fået mig selv til at indvillige i, at en sejltur i motorbåd til Pigeon Island for at snorkle, skulle være en god ide, det er mig en stor gåde.

 
Et er, at jeg bliver sindssygt søsyg. Det står faktisk så skidt til med min vestibulære sans, at jeg bliver søsyg af at stå på sådan et blødt stødabsorberende underlag, man kan få til stående arbejdspladser. Ja sågar af blot at kigge på noget, der gynger for meget. 

 
Den side af sagen gjorde jeg kål på med en dobbeltdosis motionsickness tabletter, direkte importeret fra Guds eget land og så mine seabands. Det virkede faktisk og jeg følte mig stort set ikke søsyg på noget tidspunkt. Ej heller under snorklingen, som jeg ellers husker som et søsyge mareridt, fra en tur til Mexico efter gymnasiet. 

 
 
Godt plastret til på tabletter eller ej, så kunne det ikke gøre noget ved den skræk, jeg følte ved at bumpe afsted over bølgen blå i motorbåden. SHIT! Jeg var så bange under hele turen og alle mine muskler fra tæer til kæber var spændte. Eva brød sig mildest talt overhovedet heller ikke om sejladsen og skiftevis skreg og småklynkede lidt under stort set hele den 30 min. laaaange tur ud til øen. Fordi jeg selv var så bange og sammenbidt, kunne jeg ikke en gang tilbyde hende meget anden trøst end et ekstra klem, mens jeg inden i mig selv lovede at holde godt fast i hende, når vi kæntrede og faldt til bunds. 

For det er sådan jeg har det, når jeg sejler. Jeg er sikker på, at det bliver mit endelige. Om det så er i motorbåd eller på bornholmerfærgen (som jeg for øvrigt også har svoret, aldrig at sejle med igen). Hvis det gynger, så dør jeg. Det er min klare overbevisning så længe strabadserne står på. 

 
Nå men, vi hverken døde eller blev søsyge af sejlturen, men kom i stedet ud til Pigeon Island, der er omkranset af smukke koraler og farverige fisk helt inde ved kysten, der gjorde det meget tilgængeligt og et godt sted at snorkle - især for et par nybegynder børn. Ida fangede det lige med det samme og havde en kæmpe oplevelse i snorkleriet. Eva not so much. Men hun har også kun lige lært/taget mod til at svømme selv, så ligefrem at snorkle, er måske at stramme den lidt. 

 
Mens vi snorklede rundt og gik rundt der på øen, glemte jeg helt den væmmelige sejltur, gik nærmest og bildte mig ind, at det slet ikke havde været så slemt. Men jeg havde også travlt med at være på vagt over for fuglene! 

 
Man kunne med god grund godt omdøbe Pigeon Island til Krageø. De var ALLE steder og det var mildest talt nervepirrende for en fuglefobiker som jeg. Så snart de så deres snit til det sad der en krage eller to omkring en. De satte sig på tasker, holdt udkig og rodede efter mad. Vi havde glemt en pose med bananer og kiks i båden og inden vi fik set os om, var båden dækket med 10 krager og de havde hakket hul på kiksepakken, inden de blev jaget væk. 

 
Og så skulle turen ellers hjemad og straks var jeg rædselsslagen igen. Pga. en kraftig (og her vil de særligt søfarne folk nok le af mig, men det føltes enormt kraftigt for mig) fralandsvind, sejlede vi mod bølgerne på vej ind mod kysten og det bumpede så meget, at jeg var sikker på, at vores båd ved hvert næste bump ville blive slået til pindebrænde. Igen sad jeg og tænkte, hvor åndsvag en ide det var, at jeg hellere ville gå gennem en fødsel end mere sejleri og hvor meget jeg glædede mig til at sidde og skrive netop dette blogindlæg og dermed have oplevelsen bag mig. 

Det er så nu, og sjovt nok har bare det at komme på land, fået mig til at se lidt anderledes på sejlturen. For var det egentlig ikke meget sjovt at suse hen over vandet og udover sin egen comfort zone? Jeg kan også godt huske nu, hvorfor jeg indvilligede i tåbeligheden. Det var netop for at vise mine børn, at jeg også er sådan en der gør og tør de lidt vildere ting i livet - og for ikke at frarøve dem en potentielt stor oplevelse, bare fordi jeg ikke tør. 

 
Så jeg turde - men jeg tror ikke jeg gør det igen. 

Ingen kommentarer