Hjemme! - og med en ny beboer



Hjemme bedst. Ikk'? Det er så dejligt at være hjemme igen. Kaffen, wi-fi'en, planterne, nye afsnit af Orange is the new black (timingen kunne jo ikke have været bedre) og min helt egen dyne.



I går kom mine svigerforældre med tomatplanterne, der har været i feriepleje mens vi var væk, og de er blevet så store og sprøde og veludvoksede at se på. Og så er der kommet lovende små grønne tomater på. Så jeg satser på, at solen giver den gas fra nu af og får gjort dem dejligt røde inden længe.



En anden dejlig ting ved at være hjemme, er at alt lader til at være helt som det plejer. Vi handler i Netto, tøserne leger og roder, jeg rydder op og i dag skal jeg smøre madpakke igen, da pigerne skal af sted i skole og børnehave.


Én ting er dog helt nyt herhjemme. I går hentede vi nemlig Tulle, en sød lille dværgvædder, som vi har givet Ida i fødselsdagsgave. Eller, da vi gav hende en kanin, vidste vi ikke, at det skulle være Tulle, men under ferien blev denne kanin annonceret til salg og klar til afhentning netop, når vi kom hjem. Det virkede meant to be og vi slog til. Så i går fik vi rykket rundt, indkøbt bur og gjort klar til om eftermiddagen, hvor vi kunne hente Tulle hjem. Det er hyggeligt.


Ingen kommentarer