Første 24 timer på Sri Lanka

At have 2 børn med på en næsten 11 timers lang flyvetur, vil alt andet lige give lidt forventelige tålmodighedsprøvelser. Det samme kan siges for flyrejser med Jesper - det havde jeg også forberedt mig på.
 
Men et er selvfølgelig, hvad man tror man har forberedt sig på. Noget andet er, hvad der så rent faktisk sker undervejs. Jeg havde for eksempel ikke helt forberedt mig på, at Eva blev så sur, da hun ikke syntes hun kunne finde sig til rette i en sovestilling, at hun sparkede til mit klapbord og væltede hele hendes uspiste madbakke på gulvet. Og slet ikke, at hun kom med endnu et spark mens stewardessen og jeg (i det omfang min fastlåste stilling tillod det) samlede maden op igen og derved skubbede et helt glas iskoldt appelsinjuice ned i mit skød. Og her taler vi ikke om juice, der først ramte bordet, lidt min mave og så ned ad benene. Nej, det var hele glassets indhold, serveret direkte mellem mine inderlår. Herfra var der frit løb bagom og ned på sædet, der med det samme var fuldstændig gennemblødt. Argh! 

Heldigvis er jeg typen, der pakker alt muligt ekstra med i sidste øjeblik. Nårh nej, det var jo det jeg var blevet bedre til. Dohh! Og jeg havde netop til denne pakning tænkt, at det var fjollet altid at pakke et ekstra sæt undertøj i håndbagagen, når man jo aldrig får brug for dem. Så det lod jeg være med. Men heldigvis ER jeg typen, der tager tingene rimeligvis oppe fra og ned, så jeg dykkede ned i håndbagagen efter mine shorts og bikiniunderdel, som jeg trods alt havde pakket ned. Så efter en lidt pinlig gåsegang hen til toilettet med et par sjaskvåde og totalt tisgule bukser, kunne jeg vende tilbage til min plads, der blev foret med et ekstra tæppe og så ellers joine resten af familien, der nu snorksov. 

Efter nogle timer (tror jeg) vågnede jeg op med hvad jeg bedst kan beskrive som "uro i kroppen" og jeg kunne slet ikke falde i søvn igen - eller til ro. Tværtimod sad jeg stille og roligt og blev helt sløj. Jeg gik på toilettet i tilfælde af det var noget "passerende", men det var det ikke. Da jeg kom ud forbi stewardesserne bad jeg om noget vand og fik det så helt, helt skidt og mærkede hvordan alt blod forlod mit hoved. Så jeg kom en tur ned at ligge, fik benene op og is på panden. Dét hjalp. Heldigvis. Og jeg liste tilbage til min plads lige i tide til at Eva vågnede og fik næseblod... 

Vi rundede turen af med, at Eva blev dårlig og kastede op på vej ud af flyveren. Så havde vi vist også gjort os nok bemærket på det fly!

Her efter er tingene (igen) gået slag i slag og ganske smertefrit. Vi gled hurtigt gennem lufthavnen (hvor man i øvrigt kan købe en vaskemaskine fra et meget stort udvalg), immigration og bagagen var på pletten og mens vi vekslede penge fik jeg øje på vores chauffør med et "Mrs. Mie Emma" skilt i hænderne. 

 

Han hedder Daya og han er booket til os hjemmefra af vores rejseselskab (C&C Travel) og vi havde egentlig forventet, at hans rolle blot ville være at køre os fra A til B. Men han er ligeså meget vores tourguide som han er vores chauffør. Og så er han heldigvis også rigtig flink og kører pænt i den ellers noget kaotiske og venstreside-kørende trafik. 

 

 
Grundet rejsetid og tidsforskellen var det hen ad aftensmadstid før vi ankom til vores hotel mandag, men en hurtig tur i poolen måtte det lige blive til, inden vi gik på gaden og fandt noget aftensmad. 

 


1 kommentar

  1. Ej sikke en flyvetur - men virkelig underholde at læse om, og sikkert også med tiden at se tilbage på.
    Rigtig god tur - ikke mindst med flyet hjem igen.
    Kh
    Maria

    SvarSlet