Easy life - sværere end man tror

 
Søndag eftermiddag ankom vi til Trincomalee, vores sidste destination på Sri Lanka, en strandby helt oppe nordøst på øen. Vores, noget spartanske hotel, ligger lige ud til stranden og det buldrende indiske ocean. Her er en lille pool, liggestole og køer på stranden. Det er i store træk det. 

 
Og her skal vi så være i en uge. Et faktum, der til at starte med, ramte os som en følelse af panik. For en kort stund i hvert fald. For hvad skal vi dog få tiden til at gå med? De to andre stedet vi har været, har vi boet der i fire dage/3 nætter og derfor haft et forholdsvis stramt program ift. at få nået og set de ting vi gerne ville. Men her er der flere dage end ting at se og det skulle vi lige omsætte til at være vores nye virkelighed. 

 
Her er vi ganske enkelt tvunget ned i tempo og ud i et sandt driverliv og efter det lige har bundfældet sig, er det slet ikke tosset. 

 
Restauranten på vores hotel er mildest talt ikke noget at skrive hjem om. Vi opdagede dog med det samme nabo restauranten, der er et laid back backpacker hotel og bar - Fernandos. Og så har de både kaffe og wi-fi, så her hænger vi selvklart ud dagligt - morgen, middag, aften. 

 
 
Og så bader vi i poolen, hopper over bølgerne i havet, går i receptionen og oploader billeder og blogindlæg, soler, læser bøger og slapper af på værelset og forsøger ellers at tage tingene lidt som de kommer og nyde alting mest muligt undervejs. 

 
 
Tuk-tuk'erne kører os frem og tilbage, hvis vi skal ud og udvide horisonten lidt. Vi har været rundt i Trincomalee by, der har utroligt mange tøj/skrædderbutikker. Ikke noget vi vidste på forhånd, men perfekt, da vi jo havde et par kjoler der skulle indløses for bestigningen af Sigiriya klippen. 

 
 
I går tog vi en tuk-tuk ud til et stort Hindu tempel, der ligger på en klippeskråning forenden af Trincomalee, med udsigt ind over bugten. Det var ret flot og meget farvestrålende. De kalkmalerier vi kan præstere herhjemme i den kristne tros tjeneste går noget i et med tapetet sammenlignet med den farvepalette man har brugt til at illustrere den hinduistiske tro. 


 
 
Derudover er Trincomalee en sjov lille by, der dog ville være ca. 100% hyggeligere, hvis man fjernede bare 50% af de tuk-tuk'ere, der færdes derinde. Der er meget farvestrålende, smukke og skinnende ting, klods op og ned af skidt, affald og vakkelvorne fortove. Sammensat med menneskenes venlighed og det, at de overhovedet ikke er pushy pushy sælgere, giver byen en vis charme og efterlader et godt indtryk. 
 
Hos Fernandos serverer de så kulinariske retter som toast og pasta carbonara, hvilket har gjort underværker for vores kræsne børns fødeindtag. Men nu vil vi forsøge os med endnu en tur ind til Trincomalee for at finde et godt sted, at få noget at spise - der ikke er pasta. 

PS: Vi fandt en rigtig god indisk restaurant kaldet Oystern Restaurant, så skulle du komme forbi disse kanter i en sulten stund, kan denne varmt anbefales. Vi spiste fire personer for 118 kr. 

2 kommentarer

  1. Nøj en lækker blog du har dig!
    Jeg har lige et spørgsmål angående dit layout:
    Hvordan har du fjernet stregerne rundt om dine faner/sider/menuer? På min blog er der nogle streger rundt om det, og dine er der ikke? Du kan evt. se det på unpeustyle.blogspot.dk :))

    SvarSlet
    Svar
    1. 1000 tak Laura 😊 Jeg har købt denne blogskabelon på Etsy, hvor stregerne er væk. Er du lidt ferm i blogindstillingerne kan du vist også justere dem væk derinde, men tror du skal lidt ind i html'en. Er det blogspot du bruger, mener jeg ihvertfald du skal 😊

      Slet