Jeg troede ikke jeg ville være dén slags forælder



Jeg troede ikke jeg ville være dén slags forælder. Jeg troede faktisk, jeg ville være en helt anden slags forælder - til et skolebarn. Og dog. Jeg tror mest af alt, at jeg troede de andre forældre ikke ville være så meget den slags forældre, som de er. Jeg troede det bare var noget man talte om, noget der ikke fandtes i virkeligheden.

Sagen er den, at jeg ikke helt kan overskue de andre forældre i skolen. Jeg kan ikke overskue deres tilsyneladende store overskud til at omgås og beskæftige sig med hinanden. Deres møder og arrangementer og initiativer som jeg hele tiden glemmer at forholde mig til. Og jeg kan næsten heller ikke overskue mig selv, som værende den, der ikke kan overskue de andre.

Og der er SÅ mange af dem. Mange børn og lidt mere en dobbelt så mange forældre til alle disse børn og jeg kæmper stadig med at huske, hvilke voksne der hører til hvilke børn og hvilke børn der hører til i Idas klasse. Måske skyldes det, at jeg er vant til hurtigt at kunne lave disse koblinger og huske relationerne og hvem der er hvem og at dét jeg i virkeligheden ikke kan overskue i det her, er det faktum, at jeg ikke har formået at danne mig det forkromede overblik endnu.

Vores børn har nu gået i klasse sammen i små 10 måneder og det virker på mig som om vi på disse måneder har skulle dække over alle former for sociale aspekter vi og vores børn ellers skulle menes at have 10 gode skoleår til at nå at få afprøvet. Personligt synes jeg godt vi kan sætte farten en anelse ned. Bare lidt. Vi skal nok nå det. Vi har som sagt mange gode skoleår foran os til stille og roligt at komme ind på livet af hinanden og selv lære at være skolebørns-forældre uden at følge en forudindstillet drejebog.

Jeg er med på, at det selvfølgelig er gennem de sociale arrangementer, legeaftaler, legegrupper osv. at vi alle, både børn og voksne, lærer hinanden bedre at kende og det er jeg bestemt også tilhænger af. Jeg kan bare mærke, at jeg selv oplever, at det bliver lidt for massivt til mit temperament en gang i mellem. Specielt, når jeg føler mig dikteret til det, så vækker det en til dels lidt introvert og dels lidt obsternasig side i mig, som jeg faktisk ikke bryder mig så meget om og som jeg bruger meget tankevirksomhed på.

Alle disse tanker, er i forhold til dette indlæg selvfølgelig afstedkommet af noget og det aktuelle "noget" er kvartalsfødselsdage - både som begreb og som konkret begivenhed. For vi har sagt Nej tak, til at være med og jeg kan mærke det vækker stor undren hos nogle af de øvrige forældre.

"Men... Det er jo så meget nemmere, at slå sig sammen" Næh, faktisk ikke, hvis man som beskrevet herover, har det lidt svært med at overskue arrangementerne i forvejen. Og da slet ikke, hvis man som vi, havde tænkt, at Idas fødselsdag på skoleplan skulle fejres med en uddeling i klassen - hvilket for øvrigt er helt efter Idas eget ønske. Så det er altså ikke fordi vi synes Ida skal være helt særlig og holde sin helt egen fødselsdag, uden at skulle dele glansen med andre. Tværtimod. Vi er blot ikke nået til det punkt, hvor en stor børnefødselsdagsfejring er blevet et behov for hverken børn eller voksne. Så hvorfor pådutte os selv det bare fordi "det er sådan man gør"? For vis skyld er det man gør det?



Som bonusinfo kan jeg fortælle, at Ida blev rigtig glad, da hun fik indbydelsen til fællesfødselsdagen og glædede sig meget over, at hun kunne komme med (i stedet for at tage med til en anden familie-ting vi andre skal til). Endnu mere glæder hun sig til at skulle dele ud og blive fejret over i klassen, når hun selv har fødselsdag i næste uge og til at blive fejret herhjemme på lørdag af hele familien. Jeg tror på ingen måde hun føler, at hun kommer til at gå glip af noget i den sammenhæng.

Jeg hører meget gerne tanker og kommentarer fra alle jer, der har mere, lige så meget eller slet ingen erfaring med skolebørn - jeg kan mærke jeg har godt af at få flere input på dette område :)






2 kommentarer

  1. Vi er de forældre som ikke har børn med hjem på legeaftale selvom vores skolebarn efterhånden færdes hjemmevant i en række klassekameraters huse. fordi det er vores hverdag ikke skruet sammen til. Og det er jeg ærlig overfor de forældre omkring. vi vil gerne lege i weekenderne, men dels har vi tre børn og dels skal vi også lave andre ting i weekenderne. Til gengæld må de hente min dreng lige så mange gange han har lyst. Og det er de med på.
    jeg elsker selv fødselsdage og pønser faktisk på at inviterer hele klassen hjem. og så kan forældrene komme til en kop kaffe - og måske ovenikøbet en portion pasta og kødsauce. det går jeg og tygger lidt på om jeg orker. Men det er fordi det er den dag de går på sommerferie, at mit lillebitte barn fylder 7 år. Så tænkte jeg at det kunne være hyggeligt med lidt ekstra gas. alternativet er, at det kun er drengene som kommer og at de så skal hentes kl 16. det havde jeg nok ikke orket hvis vi boede i lejlighed.
    Hvis Ida er glad som det er, så bliv ved med det. Tag en snak med dem som hun er tættest på, hvis du føler behov for det og overvej om du vil tage emnet op på næste forældremøde på: skal vi lige planlægge de næste års aktiviteter (for så kan du jo trække håndbremsen, så der ikke er grupper-alt muligt hver uge)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for dit input Gitte, det er dejligt at læse. Synes det er så vigtigt, at man husker at lytte til sig selv og mærke efter, hvad man kan rumme og overskue og ikke blot følge "sådan her gør vi". Og ja det kan hurtigt gribe om sig med det ene velmenende trivselsarrangement efter det andet :)

      Slet