En nyudklækket cykelrytter og en smuttur på skadestuen



Dagen efter Eva havde knækket cykelkoden og fået nogenlunde styr på at komme af og på, fik hun lov til helt selv at cykle på sin egen store cykel til børnehave - dog kun på fortovet og med mig halsende og heppende i løbesko ved siden af, så hun kunne køre rundt på sin egen cykel henne i børnehaven. Et lææænge italesat ønske fra hendes side. Men knap var dette ønske gået i opfyldelse, førend de lidt i 10 i onsdags ringede fra børnehaven med beskeden, Eva er væltet på sin cykel, har fået en flænge i armen, vi vurderer den skal kigges på.

ØV!

Eller, faktisk var min første tanke PYYHA! For fra man ser på sine telefon, at det er børnehaven, der har ringet til man har modtaget den fulde besked om situationens omfang, kan man altså godt nå at tænke mange tanker. Så først PYYHA!, så ØV! og så den irrationelle dårlige samvittighed over, at man overhovedet har kunne finde på at være uansvarlig en forælder og ladet barnet lære at cykle.

Heldigvis var det min fridag, heldigvis havde jeg nået at være i bad efter løbeturen og heldigvis ligger skadestuen lige ved siden af børnehaven, så jeg trissede med det samme derovre med Eva.

Servicemeddelselse: Hvis ikke I allerede ved det, så skal man altid ringe 1813 først, for at blive oprettet og få en tid på skadestuen - også selvom man i princippet står lige uden for døren og det er en hverdag. Det var jeg ikke selv klar over. Jeg troede faktisk kun det var i weekenden og uden for normal arbejdstid, hvilket jo alene skyldes den lykkelige omstændighed, at jeg/vi (7-9-13) ikke har haft behov for denne service.



Vi fik dog alligevel en tid til 1 time senere, dog med besked om, at vi nok nærmere skulle regne med 1,5 time og efter 4,5 time kom vi så endelig til hos lægen. Denne prikkede godt til på Evas lille arm og sagde, "det der er bare noget fedt - det skal vi lige have på plads igen" og jeg nåede at tænke, om vi virkelig havde brugt al den ventetid blot for at få noget fedt "skubbet på plads"? Men jeg fandt kort efter ud af, at det betød, at hun skulle syes. Det samme gik også op for Eva omtrent samtidigt og det faldt ikke rigtig i god jord. Da slet ikke, da hun også fandt ud af, at det indebar bedøvelse i form af nålestikkeri, som både lægen og sygeplejersken blankt indrømmede ville komme til at gøre ondt.

Det stakkels barn, der vitterligt hader nåle og som inden for de sidste 3 måneder har måtte gennemgå hele 2 omgange vaccinationer. Den ene fordi hun fyldte 5 og følger det almindelige børnevaccinationsprogram og den anden fordi vi skal til Sri Lanka lige om lidt og derfor krævede lidt ekstra beskyttelse. Og så havde jeg på tro og love ellers erklæret, at nu skulle der gå meeeget lang tid før hun skulle stikkes igen. Og det gjorde der så bare ikke og hun blev endda stukket 2 gange, for at blive ordentligt bedøvet. Jeg tror så heller ikke, at der var nogle af de andre ventende i venteværelset, eller på hele skadestuen for den sags skyld, der herefter var i tvivl om, at Eva blev udsat for noget hun ikke brød sig om. For hold da op, hvor hun skreg! På et tidspunkt syntes jeg nærmest, hun fik lidt blå læber af det.

Men herefter gik det slag i slag og ganske stille og roligt. Hun ville ikke kigge på, at hun blev syet, men tog det ellers helt cool. Jeg selv sad med snotten helt fremme for at få det hele med, samtidig med, at jeg selvfølgelig sad og holdt Eva i hånden og skiftevis roste og trøstede hende. Den gang jeg var 10 år gammel, blev jeg selv bidt i min venstre kind af en (lille) hund og det blev syet sammen. Og det har til dato pirret min nysgerrighed, hvordan det helt konkret ser ud, når hud sådan bliver syet sammen. For den gang kunne jeg jo ikke selv se det og havde ovenikøbet sådan et grønt klæde henover ansigtet, hvorigennem jeg kun kunne se silhuetten af en lang snor, der gik op og ned i lægens hænder. Efter begge mine fødsler er jeg (desværre) også blevet syet lidt, men der har jeg selvsagt, hverken haft lyst eller fysisk mulighed for at kigge med :) Men nu fik jeg altså set, hvordan det ser ud, når hud syes sammen, med hele 2 sting endda og det ser faktisk på én gang både lidt klodset og lidt elegant ud. Bedst af alt, fik det lappet min lille piges arm sammen og efterfølgende var hun faktisk ikke så lidt stolt af sin bedrift og sine sting i armen.

Selv følte jeg også jeg tog det hele i stiv arm. Da først det hele var konstateret til "ikke alvorligt", var jeg helt afslappet i det. Vi fik forsynet os med både iskaffe, cola, vand, mad, slik og LEGO-underholdning fra Føtex i den time vi havde, inden vi skulle være tilbage i venteværelset til vores givne tid, så der var lidt til både væskebalancen, blodsukkeret og tålmodigheden i de tillægs ventetimer, vi herefter havde. Jeg er ikke typen, der bliver dårlig af hverken blod eller nåle og jeg er også helt ok med, at skulle (hjælpe til med at) holde mit barn fast for, at hun kunne blive stukket, så længe jeg ved, det er for hendes eget bedste. Så jeg var faktisk også ganske stolt, af mine skadestuelige bedrifter, da vi forlod etablissementet. Men det jeg ikke reagerede med psykisk, reagerede min krop altså med fysisk i dét øjeblik, vi ramte egen matrikel igen. Her gik jeg øjeblikkeligt fuldstændig sukkerkold, blev dødtræt og begyndte at hundefryse og fik en dundrende hovedpine. Helt cool og afslappet, kan man altså ikke tage det, når ens barn er kommet til skade. Alt andet ville vel også være ganske unaturligt?

I dag har vi skiftet plastret og undervejs i skiftet fået sygeplejerske-farmors ord for, at det ser rigtig fint ud og lige som det skal. En ekstra betryggende besked at få, da vi nu kun har lidt over en uges tid til Sri Lanka-afrejse og godt kan undvære en infektion eller øvrige komplikationer af nogen art.

Ingen kommentarer