Soveværelsesmakeover #2: Det grønne rum



Jeg kunne selvfølgelig ikke vente til pinsen med at male vores soveværelse efter jeg først var gået i gang med farveprøverne. Det siger nærmest sig selv. I stedet fandt jeg mig selv allerede søndag, i gang med den 4. farveprøve. Jeg gik ellers i seng fredag i den tro, at jeg havde fundet den rette farve, men da jeg lørdag morgen slog øjnene op og kiggede lige ind i den grønmalede væg blev jeg ganske overbevist om det modsatte.



Da hele lørdagen gik med pigernes gymnastikopvisninger og besøg af alle bedsteforældrene, måtte jeg vente til søndag med at gå i krig med farverne igen. Men hold nu op, hvor kan man dog lægge meget tankevirksomhed i de farvenuancer. Tredje gang blev dog lykkens gang og fordi jeg lige var i stødet til det og for ikke at skulle bruge mere tid på nuancespekulation, greb jeg momentum og malerrulle og fik malet hele soveværelset. Det har kostet et noget så muskelømt korpus her i dagene efter og en lille omgang maler-tømmermænd (måske derfor jeg har været for træt til computeren?), men hold op, hvor er det blevet pænt - hvis jeg selv skal sige det. Det er blevet så anderledes og stemningsfyldt et rum nu - og selv Jesper, den ellers lidt forandringssky mand, er vil med det. Total bonus.




Kombinationen af det grønne og de mørke trægulve og døre spiller virkelig godt og giver den der herreværelse stemning jeg gik og forestillede mig, der skulle være derinde, blandet med små feminine detaljer. Når der lige er lidt overskud på personalkontoen igen (he he), vil jeg hænge denne globus-uro op derinde for at fuldende herreværelsesstilen.

Ingen kommentarer