Top hyggelig yndighed installeret




I forlængelse af min seneste oprydningsrunde på børneværelset valgte jeg at få installeret denne tophyggelige sengehimmel over pigernes køjesenge, hvilket tilfører en rå mængde yndighed til værelset. Lige noget for både Ida, Eva og jeg. Jesper skulle lige købes lidt med nogle marcipanbrød og søde ord og smil fra alle tøser, før han stillede som minimumskrav, at han borede hullet. Da han første gang kom ind på værelset og skulle overbevises om, at det der flagrende telt skulle sættes op derinde, blev han ved at stå og klø sig i hovedet og sige en masse om, hvor skidt en ide, han syntes det var. Efter lidt tid trak Ida et bObles møbel hen bagved ham og sagde; "nu kan du lige sætte dig lidt her og kigge på det". Ha ha, slet ikke et dumt træk.



Jeg selv, var mest spændt på, om sengehimlen (som forøvrigt er en af dem fra Numero 74) ville fungere rundt om en køjeseng. Jeg havde googlet og søgt på Pinterest uden at kunne se et eneste eksempel på denne kombination. Men den kan ganske godt fungere rundt om køjesengen og får givet et hyggeligt rum i både over- og underkøjen (og bare rolig pæren i lampen bag forhænget, er sådan en der ikke bliver varm).



Tøserne er vilde med sengehimlen og har længe, ja faktisk lige så længe som de har haft køjeseng, ønsket sig noget, der hang lidt prinsesseagtigt ned om sengen, jeg har bare ikke før nu, fundet noget jeg syntes var passende.

Den opmærksomme læser, har måske også lagt mærke til at begge pigers hår er blevet klippet væsentligt kortere. Det trængte det gevaldigt til, men blev skyndet gevaldigt på vej, efter de i et karbad valgte at partere en halv rulle toiletpapir ned i vandet og lod det skylle gennem håret. Og langt krøllet hår og vand med opløst toiletpair er en temmelig dårlig kombination kan jeg hermed bekræfte, hvis du skulle være i tvivl. Det var fuldstændig filtret ind i håret - nærmest som en slags papmache dreadlocks. Saksen var derfor eneste var frem. Heldigvis faldt de korte pager i god jord, især hos Ida, der virkelig nyder, hvor let hun nu kan redde sit hår ud. Og så har vi gennemrenset vores afløb ude på badeværelset. Så ja, intet er så skidt, at det ikke er godt for noget...


Ingen kommentarer