Klog er noget man øver sig på - boganmeldelse


Boganmeldelse / Annonce

Har man som jeg, fået sig et skolebarn, har man også fået de dertil hørende ekstra bekymringer omkring ens barns ve og vel. Som om man ikke havde nok af dem i forvejen, så er det som om, der lige kommer en ekstra dimension på, når skoletiden indtræffer. Som sagt går det heldigvis godt for Idas skolegang, men det er der jo for så vidt ingen garantier for, at det bliver ved med at gøre. Hvad nu, hvis hun pludselig ikke synes det er spor sjovt længere, mister motivationen fuldstændigt, begynder at blive mobbet eller selv at mobbe? Hvad nu hvis hun bliver så forblændet af, at ville være som "de andre, at hun begynder at træffe dårlige valg? Åh gud!

Det er til at blive helt ængstelig og små deprimeret over bare at tænke på alt det ens børn skal udsættes for og igennem i løbet af en skoletid. Over alle de valg, til- og fravalg de helt selv skal foretage for sig selv gennem denne tid.

Bogen jeg har fået fra Politikens forlag til anmeldelse, er af ovenstående grunde, derfor meget tiltagende med sin titel "Klog er noget man øver sig på" - eller faktisk især med dens undertitlen "hvordan forældre ruster deres børn til succes i skolen og i livet". For hvilke forældre ville ikke gerne besidde formularen til at kunne ruste sine børn til succes i livet? Det er alligevel lidt af en sjat at skulle leve op til med den undertitel.

Jeg læste bogen på én dag, tæt på i et langt hug og det tror jeg faktisk aldrig jeg har gjort før. Tænk hvis jeg havde kunne gøre det i min studietid... Men en kombination af, at jeg synes emnet var spændende, bogen var godt bygget op og letlæselig og i sig selv motiverede til at læse videre fik mig hurtigt igennem bogen.



Det den præsentere er en "ny" måde at anskue opdragelse på. Hvis man lidt groft siger, at der i tiden tales (ned) om 2 typer opdragelsesgenrer; curlingforældre, der fejer foran børnene og tigerforældre, der skubber bag på børnene, så ønsker Sofie Münster med denne bog at komme med et bud på en opdragelsesanskuelse, hvor man som forældre går ved siden af barnet. Meget sympatisk og klædeligt for tiden, synes jeg.

Og at gå ved siden af sit barn gør man, ifølge Sofie Münster, ved at hjælpe barnet til selvhjælp, så at sige. Hvilket der, selvfølgelig, er en masse eksempler på, hvordan man gør gennem bogen, men en tommelfingerregel, som jeg har taget til mig er, ros dit barn for processen, ikke for resultatet. Forud for den mere konkretiserende del af bogen, fremlægges de videnskabelige teorier, som denne opdragelsesanskuelse baserer sig på. Det får ligesom det hele til at give lidt mere mening - i hvert fald i forhold til det budskab bogen gerne vil sælge.




Helt overordnet, synes jeg det er et godt budskab og jeg lagde bogen fra mig, med en følelse af, at jeg virkelig havde fået nogle konkrete og forståelige redskaber med mig, som jeg vitterligt kan bruge til noget i forhold til mine egne børn og måden jeg gerne vil opdrage det på. Som et lille aber dabei, har jeg det dog lidt med opdragelsesteorier som jeg har det med religioner og slanketeorier; jeg tager det til mig som jeg føler jeg kan bruge til noget og som kan passe ind i min virkelighed og øvrige verdensopfattelse. Så helt omvendt til en ny form for opdragelse, er jeg ikke blevet af at have læst denne bog, men den har som sagt givet mig nogle nye knapper at skrue på og værktøjer til at gøre det med, som jeg helt sikkert vil anvende.

Ingen kommentarer