1 år som skolebarn - hvis vi lige skal evaluere lidt

Lige om lidt har Ida været skolepige i et helt år og det er nærmest uundgåeligt ikke at gøre en smule status over den første skoletid.

Alt den polemik, debat og kritik, der har været i årene op til Idas skolestart, af den nye skolereform med dertil ændrede vilkår for både lærer og elever, har vi med fuldt overlæg, forsøgt at lukke ørerne helt for. Vi ved af indlysende årsager intet om, hvordan det har været at have skolebørn i tiden før denne skolereform, så at forholde sig til, om dette er en forringelse eller en forbedring giver ikke rigtig mening. Det eneste vi kan sammenligne med er vores egen skolegang og den ligger immervæk nogle år og et par folkeskolelovsændringer siden.



Vi har derfor valgt at gå ind i folkeskolelivet med åbne arme og ditto sind og forholde os til det efterhånden som vi oplever det sammen med Ida. Og hvis man nu skal evaluere lidt på den beslutning, så synes jeg, det har været rigtig godt. Både den beslutning og vores oplevelse af mødet med folkeskolen so far. Særligt efter Ida i august måned startede i 0. klasse, har det været en positiv oplevelse for både forældre og barn. Hele den der 1. maj-periode, hvor de hverken går rigtigt i skole eller har et fast holdepunkt i form af en klasse og en klasselærer, synes jeg var lidt underlig og der var ikke rigtig nogle af os herhjemme, der fandt os tilrette på nogen som helst måde i den periode. På papiret synes jeg ellers det lyder som en meget god ide, men i praksis oplevede jeg ikke den fordel, jeg ellers tænkte den ville give.

Men som sagt, var det som om alle brikkerne faldt på plads, da skoleperioden begyndte og med den struktur, skemaer, klasseopdeling og faste voksne. Og bedst af alt så lader Ida til at stortrives i skolelivet - og mere og mere efterhånden som hun forstår hvad det går ud på. Frikvarterer og SFO-tid er stadig det sjoveste, hvis man spørger hende, hvilket det i mine øjne også bør være, når man er 6 år gammel.



Det hele er selvfølgelig ikke kun fryd og gammen hele tiden og motivationen kan være svingende. Særligt når Ida står på tærsklen til at skulle lære noget nyt. Når det der skal læres i skolen ikke bare læres eller forstås i første hug, har hun meget svært ved at motivere sig selv til at blive ved. Ida er så pertentlig med det hun laver, at hun først er tilfreds med sig selv, når det sidder lige i skabet - udfra hendes egen målestok. Men når ti-øren så pludselig (eller endelig) falder, vokser hun helt vildt i stolthed og sind. Det der med at få knækket læsekoden har på det seneste drillet hende noget og det har gået ud over både humør og selvagtelse. Fornylig tog hun dog et ordentligt ryk, hvilket helt tydeligt har givet hende selvværdet og motivationen til at fortsætte og jeg er ret sikker på at den læsekode er helt knækket inden vi tager på sommerferie. Og det er da vildt sejt!



Lige for tiden oplever vi, at Ida hviler mere og mere i sig selv. De humørsvingenge udbrud kommer med endnu længere tids mellemrum og det sker simultant med at hun lærer og forstår, hvordan det er man går i skole. Det er jo også en stor del af hendes liv og identitetsdannelse, der skabes dette sted, så trives hun der, må man forvente hun langt hen ad vejen trives generelt.

Så status på skolelivet pt. må være; alt er godt, barnet trives og vi har kun været tilfredse med vores møde med folkeskolen.

Ingen kommentarer