Når smykker bliver væk...

Jeg har smykker som jeg går med hele tiden i en periode og så bliver de lagt væk til fordel for nogle andre eller ingenting. Og så har jeg nogle enkelte smykker som jeg altid går med; min vielsesring, min medaljon, jeg fik i morgengave med babybilleder i af begge tøserne og senest min 10-års ring fra Jesper. Det siger vel egentlig sig selv, hvorfor det lige er disse tre smykker, jeg bærer dagligt, og hvorfor disse har en særlig betydning for mig. 

For nogle år siden mistede Jesper sin vielsesring. Jeg er ikke typen, der bliver sur og bitter over sådan noget, bare ærgerlig på både hans og mine vegne. Det er jo sjældent med vilje man lige smider for flere tusind kroner guld væk. Jespers ring var blevet købt lidt for stor, eller også har hans fingre slanket sig efter vores bryllup (modsat mine). I hvert fald kunne den glide af hans finger, når han rystede hånden. Således er den én gang fløjet med efter en brumbasse ud af vinduet fra femte sal og glædet ned i noget sne fra en veranda, hvor han stod lænet op ad gelænderet. Begge gange blev den fundet igen. Tredje gang han tabte den, forblev den borte. Og det har vi sådan set lært at leve med selvom det er mega ærgerligt og vi taler også om, at den skal erstattes på et tidspunkt, men det er bare en lidt bekostelig affære.

Mine ringe glider (heldigvis?) ingen steder, da jeg stadig døjer en del med hævede og væskefyldte hænder. De pølser skal nok holde godt fast på guldet. Det er en anden sag med kæden om min hals. For nogle måneder siden hang den fast i en pose på mit arbejde, som jeg hæv i, og så knækkede den! Efter at have gået med vedhænget i en anden kort kæde, fik jeg for en måned siden endelig min lange kæde igen, efter den havde været til lodning hos guldsmeden. Men så for fjorten dage siden skete det uheldige, at jeg stod på arbejdet og kiggede ned på min kæde, der nu igen hang knækket omkring min hals  - uden vedhænget! Jeg kiggede selvfølgelig alle steder jeg havde gået, men det kan være blevet tabt alle steder på strækningen mellem jeg tog af sted hjemmefra til jeg var på mit arbejde. Og det er pist væk. Det eneste jeg har tilbage nu er en knækket guldkæde, som jeg skal ned til guldsmeden med og høre om de ikke yder en eller anden form for garanti på den lodning de har lavet, som tydeligvis ikke kunne holde.



I nat drømte jeg, at jeg fik vedhænget igen (af Sarah fra X-factor, der havde fundet det på sit badeværelse (hende har jeg nemlig været hjælper for den gang jeg lige var gået ud af gymnasiet)) og jeg glædede mig helt vildt til at kunne skrive dette indlæg færdigt idag med den lykkelige slutning. Desværre må jeg her i morgendagens klare, vågne lys erkende, at det blot var en drøm og mit vedhæng er lige så væk som det har været de sidste fjorten dage.



Det fylder tydeligvis i min bevidsthed og gør lidt ondt i hjertet, at have mistet den medaljon, og så endda med små billeder af et par bittesmå Ida og Eva. Og jeg er ærgerlig over den lodning, over det besvær det er og over de penge, der skal bruges igen, hvis vedhænget skal erstattes.

Men det kan erstattes. Det er heldigvis bare en ting og ting kan altid erstattes. Det trøster jeg mig selv med.

Ingen kommentarer