Bloggeri - en meta diskussion


Nu har jeg efterhånden kunne bryste mig af at være blogger i en del år efterhånden. 6 år og 3 måneder, siden mit første indlæg, for at være helt præcis. Og der er godt nok sket en del med det engang så uskyldsrene "Blogland" siden jeg udgav mit første indlæg og til i dag. Udviklingen er kommet på gradvist og i store hop, synes jeg. Da Instagram for alvor gjorde sit indtog, tog den en del bloggere med sig i svinget (sammen med alle kommentarerne:)...).

For mit eget vedkommende har blogging vedblevet at være min primære "ting" fremfor Instagram og for slet ikke at tale om SnapChat (jeg forstår det vist ikke helt) og min bloggerstatistik lå fortsat lunt med et godt gennemsnitligt antal sidevisninger hver måned - selv henover det store IG-takeover. Men også jeg har været ramt af blogger-krise med udspring i følelsen af at være blogger alene i verden.
Og så kan man faktisk se på min besøgsstatistik, hvornår jeg startede på mit nuværende arbejde, ha. Næsten lidt for stereotypt.

I sommers besluttede jeg derfor at prøve noget nyt, sådan rent blog-mæssigt og jeg indledte min sommerromance med Bloggers Delight. Selvom jeg, fra min side af, følte at dette ikke helt var et match made in heaven og jeg efter nogle måneder, valgte at vende tilbage til min egen selvstændige platform, gav denne periode mig ikke kun fornyet lyst og motivation for at blogge igen. Den gav mig også en øjenåbner for, hvor mange "nye" blogs, der efterhånden findes, blot i en anden retning end jeg har været vant til at kigge efter dem.



Nu er jeg storforbruger af Bloglovin' og jeg kan kun anbefale alle andre bloggere og blogfølgere at benytte sig af denne tjeneste. Ganske som på f.eks. Instagram for man alle nye indlæg fra dem man følger i sit personlige feed, hvorfra man klikker sig videre ind til indlægget på selve bloggen, hvis man bliver fristet nok til at læse videre og det er lige nemt, om du læser med fra computer eller telefon/tablet. Jeg har længe haft pralerier tilknyttet Bloglovin', men det er først det seneste års tid, at jeg er begyndt at bruge det aktivt selv. Desuden har jeg haft fornøjelsen af, at få hjælp fra deres support helpdesk, da jeg flyttede bloggen over på mit eget domæne og selvfølgelig gerne ville have mine Bloglovin' følgere til at følge med mig. Jeg var lidt skeptisk, da jeg skrev min mail til dem, for det virker lidt fjernt at skulle skrive til en helpdesk i New York, for at få hjælp til noget på en lille dansk blog. Men de svarede lynhurtigt og endnu bedre, fiksede det hele på et øjeblik. To gange endda. Hurra for globaliseringen.

Følger du ikke allerede pralerier gennem Bloglovin' kan du gøre det lige her:     Follow
Er du ikke helt til det, trods min overbevisningstale herover, kan du nu også følge med via gode gamle Facebook.

Siden i sommers har jeg faktisk haft så stor lyst til og glæde ved mit bloggeri, som jeg ikke kan huske at have haft siden jeg startede med at blogge. Og det er en dejlig følelse - og ikke mindst fordi jeg kan se, at den fornyede aktivitet også smitter positivt af på mine besøgstal. Hvilket jo skyldes dig, der sidder og læser med. For hvor klicheagtigt det end lyder, så er det altså 100% sjovere at blogge, når man kan se og mærke, at der er nogle der kigger med ude på den anden side. Så tusind tak for det!

Nu, hvor det lader til at Blogland er på vej ind i en ny opblomstringsfase, er jeg endnu mere glad for, at jeg har hængt i. Uden, at det skal lyde som om det har været en anstrengelse, for jeg har jo hele tiden kun gjort det af ren og skær lyst, men det er virkelig dejligt at mærke, se og læse den fornyede interesse rundt omkring. Endnu flere nye blogs dukker op og flere og flere tidligere bloggere er begyndt at tage tråden op igen. Jeg er vild med det!

Helt for egen regning, tror jeg det skyldes, den diskursændring Bloglandet lige pludselig gennemgik. Det væltede en del af pinden, gav plads til andre og opstillede et helt andet sæt spilleregler for blogging end mange tidlige bloggere måske var forberedt på og/eller indstillede på at følge. Diskursen for, i og om Blogland blev ændret. Nu er det som om, det hele er ved at finde sig et mere naturligt leje inden for disse rammer - og dog, for er der noget sociale medier er, så er det jo evigt foranderligt og man kan hele tiden se bølger af tendenser komme og gå.



For eksempel formuleringstendenser, dem ligger jeg meget mærke til. Formentlig fordi jeg selv er en skriver og det meste af en dag går og tænker i ordvalg og formulerer sætninger inde i mit hoved om og om igen. Damebladslydende overskrifter såsom "Om at føle sig som den sidste blogger i Blogland" eller "Om at blogge, om at turde stå frem og noget om at være i fjernsynet" har f.eks. været ret dominerende i en tid på mange blogs. Det samme har de skæve og utraditionelle billedsprogsformuleringer, såsom "jeg svarede i en formulering, der forsøgte at ramme bredere end en bredspektret antibiotikakur" og så fremdeles. På et tidspunkt bliver det stille og roligt så udvandet, som alle trends og tendenser bliver det, indtil der en dag er en anden der rammer hovedet på sømmet med en skarp formuleringstendens, der får os til at trække på smilebåndet, blive fascineret og inspireret og giver os mod på at give vores eget bud på tendensen. Det samme gør sig gældende for markedsføring på blogs. Altså måden det bliver gjort på, skrevet om og integreret i indlæggene. Der huserer også her forskellige tendenser for, hvordan man serverer sponsorerede indlæg og det skifter lidt hele tiden. Eller måden bloggen bliver sat op på, måden man redigerer sine billeder på. Og så videre og videre.

Personligt forsøger jeg altid at gøre det så originalt og Mie'sk som muligt, men da alle bloggere i større eller mindre grad, arbejder inden for de samme rammer som dette sociale medier udstikker, skal jeg på ingen måde sige mig fri fra, at trille med rundt i samme tromle som alle andre plus at det jo langt hen ad vejen også er ret fedt, at føle sig inspireret af andre. I hvert fald indtil jeg identificerer noget som en lidt for generel tendens, for så vil jeg af natur, forsøge at bevæge mig i en anden retning. Originalitet, en svær og i den grad attråværdig størrelse. Det er den ting der gør, at jeg synes det er sjovt at blive ved at skrive blog og blive ved med at læse blogs. Dét og så tusind andre grunde også.



Og det må så være denne lange smøres konklusion: keep calm and blog' on!

9 kommentarer

  1. Elsker også Bloglovin! Men vil lige påpege een meget vigtig ting!! Standardindstillingen er, at man åbner samtlige indlæg i en fast udgave, som Bloglovin har - men her mister man hele layoutet so læser, og måske endnu vigtigere: bloggeren mister sidevisningerne!! Og sidevisningerne er jo netop hele "betalingen" og motivationen for rigtig mange bloggere.
    Derfor: gå ind under "me" og op under indstillinger i højre hjørne øverst. Her skal du skubbe slideren, så den siger ja til "open posts In browser". Så bliver det også lidt mere spændende at læse med....

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var da et super tip, var slet ikke klar over, at det kunne slås fra og var ellers også så træt af altid at skulle klikke den frame væk, hver gang jeg klikkede ind på en ny blog. Har lige slået den fra og det virker! Det må da virkelig informeres ud til alle Bloglovin' brugere, for det er da kun win-win for både læser og blogger. TAK :)

      Slet
  2. Blogland har været i en meget død periode. Men jeg håber du har ret .. At vi er på vej den anden vej igen.. Tidligere fandt jeg ofte nye blogge via blogroll men jeg synes ikke rigtig at jeg har fundet en god måde at gøre det på mere.. Dejligt at du er tilbage igen.. Du var en af de første blogge jeg begyndte at følge. ....

    SvarSlet
  3. Blogland har været i en meget død periode. Men jeg håber du har ret .. At vi er på vej den anden vej igen.. Tidligere fandt jeg ofte nye blogge via blogroll men jeg synes ikke rigtig at jeg har fundet en god måde at gøre det på mere.. Dejligt at du er tilbage igen.. Du var en af de første blogge jeg begyndte at følge. ....

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja lad os håbe det - og dejligt at du stadig er med og har været det helt fra "de tidlige" dage :)

      Slet
  4. Super dejligt indlæg og ja Blogland er desværre gået hen og blevet et dødt land, især hvad angår kommentarerne, men dermed ikke sagt, at vi rent faktisk er nogle som stadig holder ved. Heriblandt os.
    Tak fordi du deler et godt budskab.
    Mvh Helena

    SvarSlet
  5. Godt indlæg - det er selvfølgelig træls, at bloglandet, har lagt i dvale en tid, men jeg er glad for at læse, det ikke kun er mig, der har været træt af det.
    Jeg er aldrig rigtig blevet dus med Bloglovin, men jeg må da prøve at bruge det noget mere, så kommer det måske :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja det må du gøre. Jeg var også lang tid om, at komme igang med det, men nu ville jeg slet ikke undvære det :)

      Slet