Mit største nederlag...



En gang sidste år, fik jeg et A4 stort brev ind ad døren. Det var en invitation til en spørgeskemaundersøgelse omkring det at være ung og have kræft. Jeg var nemlig kun 29 år, dengang jeg fik konstateret lymfekræft, og hørte derfor ind under kategorien "ung med kræft", der går fra 15-29 år. Jeg ville rigtig gerne besvare undersøgelsen og på den måde give mit besyv med og måske på sigt gøre forholdene bedre for fremtidige unge med kræft - selvom jeg nu allerhelst ville ønske, at der aldrig mere måtte være unge mennesker, eller nogle som helst mennesker, der får kræft. Men da dette desværre ikke ligger i min magt, kunne jeg som en lille ting, svare på dette spørgeskema.

Det tog dog noget tid, en venlig reminder og lidt tilløb at sætte mig ned med hæftet og de mange spørgsmål, der uundgåeligt rev op i nogle minder, nogle tanker og den forbandede følelse af magtesløshed som jeg ellers prøver at trampe væk fra med 7-mils støvler på og lægge helt langt bag mig. Men jeg fik det besvaret, fik det postet og fik lagt det bag mig - igen. Og så glemte jeg egentlig alt om spørgeskemaet og undersøgelsen. Lige indtil sidste uge, hvor jeg modtog en takke-mail fra undersøgelsen og et link til den færdige rapport, der er blevet udarbejdet ud fra alle undersøgelsens besvarelser.

Nu er rapporten her og jeg har selvfølgelig skimtet den igennem og det er et ganske godt stykke arbejde og ikke mindst vigtige områder undersøgelsen får belyst. Synes jeg i hvert fald. For der er helt klart områder i vores sundhedssystem, der (også) på dette område kan trænge til nogle gevaldige opstramninger. Og ud fra, hvad jeg kan læse i rapporten, er jeg bestemt ikke alene med de kritikpunkter, jeg selv havde. Hvilket på sin vis er både virkelig trist og rart bekræftende. Pludselig at læse andre sætte ord på nogenlunde samme oplevelser som man selv har haft og derefter læse deres og mine svar omsat til klinisk rapportsprog, efterlod en ret underlig følelse, der igen satte alle tankerne igang.

Tanker, der igen og igen går tilbage til den forfærdelige oplevelse det er at finde ud af, at man er alvorligt syg. Bare at skrive om det nu, giver mig mavepine. Det er følelsen af fiasko, følelsen af at blive bedraget og snigløbet af sin egen krop, følelsen af magtesløshed, dødelighed og frygt. Når jeg tænker tilbage på den tid, tænker jeg stadig på det, som mit livs største nederlag og det er en svær tankegang at tackle.

Måske jeg en gang med tiden, har fået tænkt hele forløbets virvar af væmmelige følelser, ind til blot at være én lillebitte ubetydelig kugle, jeg kan puste til side igen med blot en dyb indånding? Måske, det altid vil være på det niveau, hvor det er nu og det fra tid til anden overmander mig en smule? Og måske det bare skal være sådan? For med påmindelsen om mit største nederlag ligger jo også erkendelsen af min aller største overvindelse.

8 kommentarer

  1. Det må virkelig være så hårdt at gå igennem et sygdomsforløb som du har - det må bestemt sætte sine spor. Kh Dorte

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er det og det gør det og nu tror jeg det hårdeste omkring det hele er at acceptere det altid skal være hos mig som minder og en del af mig jeg ikke kan slette igen. :)

      Slet
  2. Jeg tror at du netop skal fokusere på det som du slutter med: at det også er din største overvindelse. Jeg tror du er på rette spor. Men at det jo altid vil være en del af din historie.
    Stort kram til dig❤️

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak :) Ja det er nemlig en del af min historie og det er langt hen ad vejen også det man/jeg skal komme overens med og acceptere, at det ikke kan ændres på.

      Slet
  3. Hvor er det godt at du svarede. Det gør ondt! Ja, men tak. Tak på vegne af dem som får denne dumme!!! sygdom. Fordi dine svar har hjulpet til at blive klogere. Og fordi du igen mærker efter. Tror aldrig spor efter den slags forsvinder... men du bruger dem. Det er sej, for mig
    Solhilsner
    Stine

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, en meget dejlig kommentar at få :)

      Slet