Boganmeldelse: Tiberius Tudefjæs


De 4 første historier om Tiberius Tudefjæs, der er Renée Toft Simonsens nye børnebogskarakter, er for nylig udkommet i en samlet udgave. Vi har fået et eksemplar til anmeldelse og jeg har ladet Jesper læse hele bogen for pigerne til godnathistorier. Jeg har derfor ikke selv gjort mig bekendtskab med Tiberius, men i stedet ladet pigerne (og Jesper) give deres uforbeholdne anmeldelse af historierne.

Historierne handler om drengen Tiberius, der er startet i 0. klasse og på den måde er den lige i Idas målgruppe, men Eva (der er i sidste år af børnehaven) har også syntes de var gode at høre.

Efter de blev færdige med alle historierne, har jeg lavet et par små interviews med pigerne, for at få deres anmeldelser.

MIG: Hvad synes du om bogen med Tiberius?

IDA: Den er sjov og den er god fordi man både bliver sådan lidt bange og synes noget er sjovt. Undtagen den, hvor han (Tiberius) laver muskler og de tager snot ud af næsen. Det ville jeg ikke høre på, det er ulækkert. Det var slet ikke rart at høre på, jeg ville bare op i min egen seng.

MIG: Hvorfor bliver man bange?

IDA: Man bliver sådan lidt pinlig. Hvis der er noget man selv har lavet, som står i historien, så er det ikke så rart og man kan blive pinlig.

MIG: Er det fordi man så kan forstå, hvordan Tiberius har det?

IDA: Ja. Men når der sker noget godt, bliver man sådan glad indeni.

MIG: Eva, kunne du også godt lide Tiberius bogen?

EVA: Ja.

MIG: Også selvom han går i skole?

EVA: Ja. Men måske de ville lege mere, hvis han gik i børnehave og ikke lave så mange lektier.

MIG: Laver de mange lektier i bogen?

EVA: Nej.

MIG: Okay. Hvilken historie kunne du bedst lide?

EVA: Den første (Tiberius fortæller en løgn). Man bliver genert, men det ender altid godt og så bliver man glad. Og det med krokodillen var det sjoveste. Og jeg kan godt lide billederne.

IDA: Den med hunden var dejlig (Tiberius og Skrid-Elvis) og jeg blev helt glad inden i.

MIG: Hvor mange stjerne vil du give den Ida, hvis 5 er bedst og 1 er værst?

IDA: Der kan jo kun være 4, for der var jo kun 4 historier.

MIG: Okay, hvis 4 er bedst og 1 er værst, hvor mange stjerner vil du så give den?

IDA: 3, for jeg kunne jo ikke lide den ene historie med snotten.

Eva gav samme antal stjerner, vist ikke helt ud fra samme argumentation, men mere fordi, det var det samme som Ida.

Fra den voksne oplæsers synspunkt, syntes Jesper også at det var nogle gode og sjove historier og han syntes som Eva, også godt om billederne, der er på hver side. Det største minus ved historierne var, i følge Jesper, deres længde. De er hver især liiige lange nok til godnat-læsning og lidt for korte til at blive bidt over i 2 - alt efter ens temperament og tålmodighed selvfølgelig.

Jeg selv er begejstret, når en børnebogsforfatter formår at røre noget i sin målgruppe, der gør at de kan sætte sig ind i, hvordan hovedpersonen har det, sådan som Ida herover beskriver, at hun kan med Tiberius. Det giver plus'er i min bog og et anerkendende nik i Renée Toft Simonsens retning fra min side.

Så over hele linjen tør jeg godt at sige bogen får 3 ud af 4 mulige stjerner og når det bliver tid for en genlæsning eller måske en efterfølger (altså i Tudefjæs-serien), glæder jeg mig også til at stifte bekendtskab med Tiberius.

Ingen kommentarer