Jeg er en heldig mor!


Jeg er en heldig mor! Og jeg føler mig mildest talt SÅ taknemmelig over at være mor til lige netop de her 2 tøsepiger, der trods deres dårlige opdragelse, giver mig smil og glæde hver evigt eneste dag. Hver aften går jeg som det sidste, inden jeg selv går i seng, ind og kigger til dem og hvisker et sidste godnat, og næsten hver aften får jeg en lille smule sommerfugle i maven over den følelse de giver mig, når de ligger der i hver deres køje og ånder tungt og dufter af små svedige børn og pigefis.
Langt det meste af tiden er de hinandens bedste venner og legekammerater og de leger de mest finurlige lege sammen - eller ligger sig lige ved siden af hinanden og ser det samme afsnit af et eller andet tegneflimmer på Netflix, men på hver sin iPad.
Når morgenræset er overstået og vi (endelig) er kommet ud af døren har jeg ofte lyst til at tage en masse billeder af dem, fordi jeg synes de ser så søde, smarte, seje, sjove ud - og næsten lige så ofte sniger jeg mig rent faktisk også til at gøre det (hvis altså ikke vi er alt for hamrende sent på den).
Lige for tiden er det endda som om, at de har fået øjnene op for noget mere matchende tøj. Altså ikke forstået som med-hinanden-matchende tøj, men sådan rent individuelt matchende tøj, hvilket er en fryd for øjet (især morens, tænker jeg). Når de så også får ramt noget, der matcher hinanden, kan jeg slet ikke styre mig og står gerne og knipser løs i længere tid, fordi jeg synes de ser SÅ fine ud!
Jeg er i sandhed en heldig mor!

Få det hele med Facebook - Bloglovin' - Instagram

Som perler på en snor - DIY

Flotte farvestrålende perlearmbånd må siges at være et kæmpe hit i denne tid og jeg fristes i den grad af alle de funklende og fine varianter, der efterhånden er dukket op rundt omkring. Særligt Anni Lu, synes jeg rammer nogle særligt tiltalende variationer, som jeg også har forkælet mig selv med.

For at personliggøre perlesamlingen på håndleddet lidt, kan man ganske nemt kreere sine egne tynde perlearmbånd i lige de kombinationer man ønsker. Det er et temmelig overkommeligt projekt (også for pengepungen) og så kan man lidt hurtigere opnå den lækre effekt, der kommer af at have flere armbånd på samtidigt.
Jeg lavede nogle sammen med tøserne, der dog gik lidt mere til den i forhold til at kombinere forskelligtartede perler. Selv holdt jeg mig til et mere stringent design og de små grønlandske perler fra dette lille sæt fra Djeco (her følger også 2 nåle, en tråder og noget helt tyndt elastiktråd med, der er perfekt til de tynde armbånd).
Ved afslutningen af armbåndet bandt jeg først et par små knuder for at lukke kæden og hæftede herefter enderne ved at trække trådene tilbage gennem perlerne. Så slipper man for afklippede endestykker ved lukningen.

Få det hele med Facebook - Bloglovin' - Instagram

Stolt og nostalgisk

Skærmbillede 2015-08-26 kl. 16.11.15
Jeg har brugt det meste af i dag på at færdiggøre mit blog-flytteri. For selvom bloggen flyttede herover på sit eget domæne for en måneds tid siden, så var alt indholdet fra min gamle adresse ikke kommet med. I bund og grund drejer det sig om noget så enkelt og kedeligt som, at få samlet alt tidligere indhold sammen i een stor html-kodet fil og så hele den over i denne nye blog. Men åbenbart lader 1107 indlæg med tilhørende 7000+ komentarer (hvilket jo er sindsygt vildt! og jeg kan ikke lade være med at føle mig en lille smule stolt) sig ikke flytte sådan på en gang og det har krævet lidt hiv og sving. Men nu er de her (næsten) og sammen med alle jeres tidligere mange dejlige kommentarer er det ligesom at få fyldt skufferne op og få de manglende billeder hængt op på væggene.
Skærmbillede 2015-08-26 kl. 16.08.37
Nu mangler jeg så "bare" at få lagt alle mine gamle indlæg i de rigtige kategorier, så mine undersider osv. også bliver fyldt op med deres relevante indhold. Det tager lidt tid for det betyder jeg skal ind på hvert enkelt indlæg og tildele dem en kategori. Det kommer til at blive taget lidt i etaper, men jeg er dog perfektionistisk og detaljerytter nok til at vide med mig selv, at jeg får det gjort. Ligesom jeg også meget gerne vil omkring at få fikset mine interne links og få sat noget redirect op fra min gamle blog. Men alting til sin tid.
I dag har prioriteten været at få indlæg herover og få gen-godkendt kommentarerne, så de er synlige for andre end mig selv. Og hvor er det bare hyggeligt at scrolle ned gennem næsten 6 års blogindlæg med give aways og change aways, Hjerternes fest, DIY's, massevis af hæklede aber, julehygge, små strikveste, buksedragter til bittesmå tøsepiger, forberedelser til Baby#2, Idas enebarns tid og alt mulig andet godt, der bare er så dejligt at have samlet her på bloggen. Noget af det allerældste havde jeg nærmest glemt, men når jeg har scrollet forbi det i dag, husker jeg det og husker både tanker, stemninger og følelser bag hvert enkelt indlæg. Og så er det lidt svært ikke at blive helt nostalgisk på en ellers ganske almindelig onsdag.
Men jeg kommer også forbi de indlæg fra for 4 års tid siden, hvor jeg blev diagnosticeret med lymfekræft. De indlæg, hvor jeg intet skrev om sygdommen, men hvor jeg selv husker og læser om det mellem alle linjer og de indlæg lige inden det hele brød løs, hvor jeg nu sidder og tænker "tænk at jeg ikke anede uråd, lige om lidt vil du føle dig så snydt og forrådt af din egen krop". Det var der, hvor mit liv og mine følelser blev revet brutalt over og jeg på den ene side stadig var den lykkeligste nybagte mor til to og på den anden side var en sønderknust Mie, der havde fået en alvorlig og livsinvaderende diagnose. Det er nogle gange en hård reminder, men det er nu en gang en del af min historie og selvom jeg ikke skrev noget om det på bloggen før dette indlæg, så står det stadig tydeligt for mig i de indlæg jeg skrev i den tid, hvor jeg ikke havde det godt.
Skærmbillede 2015-08-26 kl. 16.03.30
Meget apropos var jeg til en blodprøvetagning i dag forud for mit årlige kontrolbesøg på Rigshospitalet i næste uge. Heldigvis er der stadig intet der på nogen måde kunne antyde sygdom og lige nu er noget af det værste ved disse kontroller, at se om der kan tappes noget som helst blod ud af mig. Faktisk sad jeg i dag i blodprøvetagningen og begyndte at spekulere på, om der overhovedet cirkulerer noget blod inden i mig... Men det lykkedes at vride noget ud gennem hånden på mig, og som jeg skrev på Instagram til dette billede, så følte jeg mig sådan lidt bad-ass med denne forbinding om knoerne, da jeg forlod hospitalet.
Og for ligesom at blive i ånden har jeg også i dag talt med en journalist fra DR2, der kontaktede mig i forbindelse med en udsendelse (DR2 undersøger) de er ved at lave om @kemoland-affæren. Hun var i gang med at indsamle baggrundsstof og ville gerne høre om tanker og reaktioner fra nogle af dem der fulgte hende. Meget spændende og en meget oplagt journalistisk historie at gribe fat i. Jeg skal i hvert fald se med, når programmet sendes, hvilket hun mente blev en gang i oktober.

Få det hele med Facebook - Bloglovin' - Instagram

Om børneopdragelse - eller manglen på samme

Haves: 2 børn på henholdsvis 4,5 år og 6 år.
Haves ikke: en klarlagt opdragelsesstrategi.
Kender I de aftner, hvor putningen er startet rigtig godt og hyggeligt, men på en eller anden måde ender med gråd og skrål og MEGET  store ord, hvorefter man alligevel går hen og står på hovedet i skabet for at grave den sovepose frem, der åbenbart er det eneste, der ifølge den lille medister, kan give hende nogen form for nattero?
Efter sådan en omgang er det vi mødes til et voksen ø-råd i stuen, hvor vi ser hinanden i øjnene og bliver enige om, at nu må der altså sættes ind med noget af det der opdragelse, vi fra tid til anden hører så meget om.
Men hvor er det man starter, hvor er det man griber ind.
Sommetider kan de to rotter få trængt mig så meget op i en følelsesmæssig afkrog, at jeg til sidst slet ikke formår andet end at trampe arrigt væk fra situationen (på en meget moden måde...) og måske endda kaste en hårelastik eller bluse fra mig eller hvad der nu kan have været konfliktens omdrejningspunkt. Som her i weekenden, hvor vi ville tage en tur til stranden og nyde det længe ventede sommervejr på bedste vis og jeg på så pædagogisk og forgribende vis kommer ind på værelset og forklare stille og roligt, at nu skal håret sættes op og de skal smøres ind i solcreme, for vi skal køre lige om lidt. Og SÅ starter der et hylekor uden lige! Den ene over udsigten til at få sat hår og den anden over udsigten til at blive smurt ind i solcreme og muligvis også over udsigten til ikke at få sat hår hurtigt nok.
Da jeg efter 5-10 minutter stadig ikke er kommet et endeligt resultat nærmere, men til gengæld er blevet råbt og hylet rigtig meget af, er det jeg kommer til at tabe solcremen lidt hårdt ned i gulvet lige inden jeg tramper ud af værelset og ikke rigtig ved, hvad jeg skal stille op med mig selv og i øvrigt har mistet al lyst til overhovedet at tage på stranden med de to tøser - eller nogen som helst andre steder for den sags skyld. Nogensinde.
Hvis de dog bare ville tage og høre efter! Helt ærligt, hvor svært kan det være at forstå?

Jeg kan så som bonusinfo oplyse, at den ellers så smarte spray-solcreme fra Derma altså ikke tåler et (hårdere) fald mod gulv, så hvis man kan undgå dette helt, er det stærkt anbefalelsesværdigt. 

Og når alt dette så er sagt, så synes vi alligevel, at vi har verdens dejligste tøsepiger og vi kigger så tit beundrende på dem, og bekræfter mindst lige så beundrende til hinanden, at dem har vi godt nok gjort godt! For uden at have en decideret italesat strategi for vores opdragelse, så har vi alligevel nok en. Vi prøver os frem-strategien blandet med en lad os se hvordan det går-strategi. Og langt hen ad vejen fungerer dette for os. Vi udstikker nogle spilleregler efterhånden som episoderne opstår eller forandrer sig og efterprøver, hvordan det fungerer for os.
"Sådan gør man ikke hjemme hos os" er ikke rigtig noget vi arbejder med bortset fra på nogle helt grundlæggende områder. Som at, det er mor og far, der bestemmer (og vi forbeholder os retten til at ombestemme os :)). Og så er der udfordringen i det og lige i tiden, nemlig; at man skal høre og efter og gøre som der bliver sagt af mor og far! For hold nu op, hvor er der mange distraheringer og gode undskyldninger, der lige skal formuleres og omformuleres og pailletter, der lige skal kigges på og My Little Pony'er, der lige skal aes og LEGO der skal flyttes lidt på, når man er en tøsepige i 4 - 6 års alderen! Jeg har faktisk prøvet at sige, at jeg ville smelte deres Pony'er i en gryde, hvis de ikke lod dem være om morgenen, når de skulle tage tøj på. Det er ikke vejen frem, kan jeg godt her afsløre (altså ikke at smelte dem, men antyde at ville gøre det).
I det hele taget er jeg meget i mod brugen af "trusler" for at få ens børn til at makke ret, men ikke desto mindre finder jeg ofte ordene "hvis ikke du gør som jeg har sagt, SÅ er der ikke noget xx" (Indsæt selv: hvad man nu har af gulerod, man kan true med at tage fra dem igen) komme ud af min mund.
Det er i hvert fald ét håndgribeligt sted at sætte ind. For nu har jeg set Dr. Phil nok i min tid, til at vide, at man kommer langt bedre med positive tilkendegivelser og ros end med negative irettesættelser. Så den mindste tendens til god opførsel (læs: hvor de gør som der bliver bedt om) bliver omtalt, rost og (på den ene eller anden måde) belønnet. Det er en ting, der lyder ret simpel og egentlig også er det og det er langt sjovere end at gå og blive sur over ting - man skal bare huske det og så virker det faktisk. Men børneopdragelse er mindst lige så meget en form for forældreopdragelse og med to så kvikke og velargumenterede tøsepiger som vores, kan det nogen gange kræve en stor portion disciplin fra os voksnes side, at holde styringen. Men vi gør det og vi gør det godt, hvis jeg selv skal sige det (lige bortset fra, da jeg tabte den der solcreme, som jeg vist kommer til at høre for i lang tid fremover, både fra mine børn og fra min egen lidt flove samvittighed) og vi vokser med opgaven alle fire og det gør mig fortrøstningsfuld i forhold til, at de nok en dag skal formå både at lytte og rette sig efter de ting vi siger til dem.
Og nu ved jeg, I sikkert er mange, der sidder tilbage og tænker: kom de nogensinde på stranden med de stakkels børn - og fik de nogensinde solcreme på? Og til dette kan jeg heldigvis svare, JA det gjorde vi og alle smurt godt ind i en faktor 30 inden vi forlod matriklen og moren har lovet aldrig at tabe solcremen på gulvet igen.

Få det hele med Facebook - Bloglovin' - Instagram

Hver dag lige midt på Strøget

Jeg er så privilegeret (synes jeg selv) at have min vante arbejdsgang lige midt på Strøget - endda i en fin, gammel og historisk bygning, Jorcks Passage. Med en lille nørdet historiker gemt i maven, kan jeg nogle gange godt gå lidt i selvsving over den historie som denne gamle bygning gemmer på. Jeg elsker at snuse rundt og i særdeleshed at få adgang til nogle af de af og til tomme lokaler rundt på ejendommen. Og jeg ELSKER at høre historier fra dem, der kan huske en tid i passagen, der så anderledes ud end i dag. Da jeg skulle lave en personalehåndbog til vores arbejdsplads og gerne ville starte med et kort historisk oprids, så jeg mit snit til at udfritte min (ene) chefs mor, der kom forbi kontoret og hvis far var med til at starte Hong Kong-butikken i passagen, tilbage i tiden før 2. verdenskrig. Det er historier om handelsrejsende, silketørklæder og kimono'er og det er i sandhed noget, der sætter min levende fantasi igang.
Går man ture i kælderen risikerer man for det første at fare vild og for det andet at blive noget så overrasket over det kæmpe areal og kringlede gange, der gemmer sig under jorden lige der midt i gamle København, og kommer man godt ud i afkrogene dukker gamle kasser frem fra forgangne tider.
Bevæger man sig helt, helt op i toppen af bygningen er vi nu så heldige at kunne nyde en eminent udsigt ud over byens tagrygge og muligvis få en lille smule kilder i maven, fra den nyetablerede tagterrasse, som bygningen har fået bygget i forbindelse med den øvrige gennemgribende renovering, der har været i gang de sidste par år (hvilket blandt andet også har givet passagen det glastag, man nu kan se fra gadeplan).
Og når man nu har sin daglige arbejdsgang her, lige midt på Strøget, så er man også så privilegeret, at kunne opleve Strøget i dets morgentimer, der hvor det ikke rigtig er vågnet op endnu og inden menneskemyldret for alvor har sat ind. En skarp kontrast til hvordan det tager sig ud en solrig fredag eftermiddag i højsæsonen (og viste billede er slet ikke repræsentativt for de dage, hvor der virkelig er fyldt op på Strøget, blot en stille og rolig fredag eftermiddag). Jeg tror jeg vil få svært ved nogensinde i fremtiden at kunne finde et job, der på samme måde forener så mange af mine, ellers ret differentierede, interesser for skriveri, byens puls, børnemode og historie på én gang.

Få det hele med Facebook - Bloglovin' - Instagram

Hej Hverdag, så var du her igen

...og hvor er jeg egentlig glad for gensynet.
For du og jeg Hverdag, vi er gode gamle venner. Vi er den type vennepar, der af og til godt kan tage en pause fra hinanden; lange, korte, frivillige og ufrivillige, og stadig samle tråden ufortrødent op, når vi mødes igen. Så ved man, man har et solidt venskab - og heldigt nok, for vi hænger jo ligesom på hinanden.
Så skal vi ikke aftale, at vi fremover bliver ved med at prøve at gøre os interessante over for hinanden og vedbliver at være så glade for hinanden som vi er nu? Lad os huske at blive ved med at give hinanden det bedste af os selv og nyde hvad du Hverdag bliver fyldt med af trivialiteter, nye udfordringer og en masse sjove og dejlige aftaler mixet rigtig godt sammen som kun du og jeg kan gøre det.

Få det hele med Facebook - Bloglovin' - Instagram

Kvinder og karriere - hvor langt er vi egentlig nået siden 1977?


femi3
femi4femi5
femi7
femi8femi9
femi1
Det kan godt være, der stadig er et stykke vej endnu førend der bliver fuldstændig ligestilling mellem mænd og kvinder, når det gælder job og karriere - og særligt inden for ledelse og topposter, som jeg skrev om den anden dag. Men da Jesper gjorde mig opmærksom på disse ovenfor viste små "humørbomber" han var faldet over i "En halv humørtime nr. 3" fra 1977, så er vi alligevel nået et godt stykke hen ad vejen, tænkte jeg. Disse vittigheder er jo så grotesk langt fra at være bare det mindste inden for grænsen af acceptabel humor i dag, at de rent faktisk bliver sjove (igen?), bare med omvendt fortegn.
Men så var det, at en vis artikel fra Jobindex med gode råd til "karrierekvindens påklædning", gik viralt i går og jeg i mit stille sind tænkte, at der alligevel stadig er laaang vej igen førend vi kvinder kan møde mænd i en naturlig øjenhøjde over hele karrierespektret. Og som for at understrege mit tidligere indlægs pointe, er artiklen endda skrevet af kvinder...
Oven på den massive og hovedsagligt negative opmærksomhed artiklen pludselig skabte, har fået Jobindex' administrerende direktør til at gå i pressen og gøre opmærksom på, at artiklen jo er 11 år gammel og at de nu vil revurdere disse råd og siger blandt andet "vi mente vel, det var gode råd den gang". Hmmm, jo sådan er det vel. Tiderne skifter og hvad vi har fokus på i dag er noget andet i morgen og hvad der var acceptabelt som vittigheder i 1977 ryster vi på hovedet af i dag. Men selv tilbage i 2004, havde jeg da forestillet mig, at vi havde været lidt længere fremme i skoene (som så, ifølge artiklens gode råd, ikke bør være stillethæle. Medmindre vi er til fest).
Skærmbillede 2015-08-19 kl. 17.05.19

Hele miseren har fået Jobindex til at lægge sig fladt på ryggen og indsætte ovenstående tekst over den omstridte artikel på deres side. Det manglede vel egentlig også bare.
Har du ikke læst artiklen, kan du se og ryste på hovedet af den her:

Skærmbillede 2015-08-19 kl. 17.06.16

Skærmbillede 2015-08-19 kl. 17.06.28





En ode til min for-altid favorit High School film

10 things I hate about you - hvor kan jeg sige mange positive ting om den film. Og for at starte med det bedste, Heath Ledger. Åh altså... Måske lige bortset fra håret. Det var ærlig talt ikke så heldigt - men han kom efter det og det var jo tydeligt for enhver, hvilket potentiale, der her blev præsenteret lige for vores klare uskyldige teenagepige øjne :)
Og dernæst, hvad der, set i bakspejlet, har vist sig at være næsten lige så godt, Joseph Gordon-Levitt...

Men altså, hvis jeg skal (og det har jeg så besluttet mig for, at jeg skal) nævne kun én eneste film, der har været signifikant i min ungdomstid og for mine veninders og min fælles popkulturelle referenceramme, så er det uden tvivl 10 things I hate about you!
Den kom ind i vores liv på et VHS-bånd jeg havde fået af min morbror, der på daværende tidspunkt arbejdede i Blockbuster og derfor havde fået et forvisningsbånd, som jeg fik lov at få. Det betød at filmen var uden undertekster og der kørte sådan en sekundtæller i billedet. Men det bedste af det hele, det betød også, at vi så den hjemme på video, før alle andre og mens den endu gik i biografen! Ja, sådan noget var faktisk en stor sag en gang.
Og vi var solgt lige fra starten og jeg kan uden tøven og med 100% sikkerhed sige, at det er den film jeg har set allerflest gange og kan allerflest af replikkerne fra - uden sammenligning. Så kan det godt være at de fleste, der ikke har samme indgående kendskab til filmen, vil klassificere 10 things I hate about you, som blot en anden High School-film i rækken af mange lignende film. Det er den selvfølgelig også, en High School-film. Men i mine øjne har den lige det der ekstra, der hæver den et niveau eller to over de fleste øvrige film i denne kategori (mindst) og alene derfor skiller sig væsentligt ud fra mængden af den type film.
Det er de små finesser og detaljer, der ligger i henkastede sidebemærkninger og -handlinger, som man lægger mere og mere mærke til, for hver gang man ser filmen. Det er den vildt gode og mere eller mindre underspillede humor igennem hele filmen. Det er de feministiske budskaber og alle Shakespeare referencerne. Og ikke mindst er det måden Heath Ledger får foldet sin overlæbe, når han siger "Oh... Bianca" og dermed medgiver Kat, at hendes søster er en kende træls :) Det er musikken, det er skuespillerne. Det hele spiller bare i den film. Måske lige pånær den der førnævnte frisure, Heath Leger render rundt med... Men stadigvæk, hvem bliver ikke bare lidt blød i knæene og ville ønske det var en selv, der blev kigget så intenst på af de der brune øjne?
Er du i samme båd? Eller var der en anden film, der havde en særlig betydning i dine teenage-år? Hvis du som jeg er til 10 things, så vil du helt sikkert også nyde indlæggene blandt andet her og her på HelloGiggles.com - en alletiders underholdningsside, hvor man hurtigt kan få travet en del sider igennem fyldt med sjov og feel good-viden af den bedste slags. Popkultur når det er bedst!
tumblr_mvx3gwJ2Vo1sv7wl6o1_500
I'm sure too Heath, I'm sure too...

Få det hele med Facebook - Bloglovin' - Instagram

Grankogler i vand

Har du nogensinde prøvet at putte grankogler i vand? Det er egentlig ret fascinerende. Jeg havde aldrig selv prøvet det, men i den evige jagt på fornuftig og lærerig underholdning for børnene, støder man jo hele tiden på nye ting. Og som her, selv bliver en lille smule belært.
Det er i hvert fald et sjovt lille indslag en eftermiddag, hvor man lader dem ligge i koldt vand nogle timer og så de efterfølgende dage, hvor man kan følge med i, hvordan grankoglen langsomt folder sig ud igen.

Få det hele med Facebook - Bloglovin' - Instagram

Feminisme for begyndere #2: Kvinder og karriere

I anledning af uddelingen af L’Oréal-UNESCO For Women in Science-prisen (læs evt. mere om prisen her og her), der blev uddelt tidligere i år, er jeg blevet spurgt til mine tanker omkring udsagnet "Hvorfor vil kvinder ikke til tops?" Altså sådan karrieremæssigt.
Og vil de da ikke det?, var min første umiddelbare tanke. Jeg vil da for eksempel gerne. Men faktum er faktisk at kvinder i statistikken fylder omkring over halvdelen af pladserne på de lange videregående uddannelser, men langt, langt under halvdelen af topposterne i det danske erhvervsliv, offentligt såvel som privat, udfyldes af kvinder.
Og hvis "skyld" er det så, at kvinder i højere grad end mænd, holder sig fra at gøre karriere og få topposter? Med mine nyligt fundne feministisk-synspunkts-briller, har jeg gjort mig en del tanker herom, læst kroniker, artikler og blogindlæg og set flere udesendelser i TV om emnet - særligt DR3 og DRK (der for en uge blev til DRQ) har haft nogle gode dokumentarer, sendt i anledningen af 100 året for kvindersstemmeret her i foråret. Når der snakkes om feminisme og hvad feminisme handler om i dag, synes jeg, at spørgsmålet om kvinder og karriere er et meget centralt emne i den debat.
For er køn en faktor for ens karrieremuligheder? Og en faktor for hvem, i så fald?
Også i forbindelse med uddelingen af L’Oréal-UNESCO For Women in Science-prisen, lavede Julia Lahme en blogføljeton med interviews af forskellige fremtrædende, skarpe og og ikke mindst højt rangerende danske kvinder indenfor ledelse, politik og forskning, for at høre deres syn på, hvorfor ikke flere kvinder er i toppen af dansk erhverv og ikke mindst om, de selv har følt deres køn som en hindring i deres egen vej mod "toppen". Alle kvinder blev stillet samme 5 spørgsmål og omhandler blandt andet, om de hver især synes, deres køn har været en hindring eller en hæmsko for at nå til, hvor de er i dag. Og det slog mig, hvor mange af dem, der svarede, at de stort set aldrig har oplevet at deres køn har været en hindring for dem. Den seje Anne Sophia Hermansen, siger endda, at det ligefrem har virket til at have været en fordel for hendes karrierefremmelse.
Hvad er  problemet?, tænkte jeg, da jeg først studsede over dette sammenfald. Tjoh, problemet er vel, at selvom disse fremtrædende kvinder ikke har følt deres køn som en hindring, så er der stadigvæk rigtig mange andre kvinder, der ikke kommer til tops, ikke jagter en forskerstilling og ikke går efter de høje lederstillinger og jeg tror det langt hen ad vejen er et valg, kvinder selv gør sig. Om det så er et aktivt, bevidst eller ubevidst valg, er nok meget forskelligt.
Og er det så nogens skyld? Er det mændene, de undertrykkende bøller? Er der mon stadig mænd tilbage derude, der ser skævt på, at en kvinde skulle kunne varetage en hvilken som helst stilling? Helt personligt tror jeg, at kvinders egne største modstandere er kvinder selv. Både kvinder og kvinder imellem, men også kvinde mod sig selv. Mændene går vel egentlig, for størstedelens vedkommende, ind og sætter sig i lederstolen, mens kvinderne stadig står ude på gangen travlt optaget af at shame sig selv og hinanden. Sat lidt på spidsen selvfølgelig.
Når Jesper og jeg fra tid til anden diskuterer netop denne problemstilling herhejmme, kommer vi ofte også frem til denne konklusion; at problemet ikke er mændene vs. kvinderne, men i langt højere grad er kvinderne vs. kvinderne, der er det største problem i forhold til kvinders lyst og muligheder for at nå karrieremæssigt til tops. Og endnu oftere lukker vi diskussionen der. Som om det var det gyldne svar på den debattering. Men burde den - eller i hvert fald en anden mindst lige så berettiget diskussion, ikke starte lige dér. Lige der ved konstateringen af Kvindefængslets eksistens?
Det er selvfølgelig ikke nok bare at kaste ud, at kvinder generelt burde være/blive mere søstersolidariske. Selvransagelse og et kig rundt i egen andedam er, som altid, også en god vinkel at have med ind over. For burde vi kvinder ikke generelt bare blive bedre til at mærke efter i os selv, forfølge vores egne drømme og ambitioner, ikke tænke så meget på andres tanker om os og holde op med hele tiden at have så travlt med at "tænke vores" om andre, der prioriterer anderledes end os selv fremfor at hylde forskelligheden og mangfoldigheden? Måske vi så kunne gøre lidt mere op med at fastholde både kvinder og mænd i bestemte roller og mønstre, som måske ikke alle alligevel trives lige godt i?
Alt dette er helt sikkert lettere sagt end gjort. Men jo flere gange det bliver sagt, jo nemmere bliver det måske at huske på næste gang vi står ude i virkeligheden og bliver konfronteret med en kvinde, der har truffet andre livsvalg end vi selv har?


Dette er praleriers blogføljeton; Feminisme for begyndere, der er min egen ubearbejdede og u-forhåndsindtagede menings-dannelsesrejse indenfor feminisme. En slags jomfrurejse ud i et forsøg på at skabe mig en klar holdning til feminisme og dets berettigelse i samfundet og i min hverdag generelt.

Få det hele med Facebook - Bloglovin' - Instagram

Søndagsrefleksion og vinder af Essie neglelak

Søndag aften, tøsepigerne er puttet, kaffen er brygget og det er tid til lidt ego-voksen tid oven på en weekend, der (endnu en gang) er suset af sted og nu allerede er slut. Ikke at det gør mig så meget, for jeg er vild med vores hverdag og alt det vi får fyldt i den. Men jeg er også vild med vores weekender, både når vi fylder dem med ingenting eller med fest og farver, som vi gjorde i denne. Hvilket også er årsagen til, at jeg ikke synes det har været rigtig dag i dag, da jeg har tilbragt det meste af den vandret... Men det var en sjov og festlig aften og nat, der har afstedkommet behovet for dagens vandrette position. You win some, you loose some :)
Søndag aften betyder også, at det er tid til at finde vinderne af den smukke Groove is in the heart lak fra Essie. Der var 33, der havde deltaget her på bloggen og vinderen blev Cecilie, der havde lagt næstsidste kommentar. Heldigt - og tillykke. Send mig meget gerne en mail med din adresse til pralerier@gmail.com.
Tak til alle jer, der havde lyst at lege med. Har du også deltaget på Instagram, så hop over og se, hvem der har vundet der.

Få det hele med Facebook - Bloglovin' - Instagram

Gratis opskrift på hæklet abe


En af de ting der har været kendetegnende for pralerier og yderst populært er den hæklede abe. Dén har jeg godt nok viklet mange af pinden af gennem årene i alverdens variationer, farver og specialbestillinger. Og den lever skam endnu i bedste vel både of- og online, hvilket jeg selvsagt er mægtig stolt af.
Og sådan en populær ting kan vist godt tåle en opdatering og en gentagelse. Så her er min originale opskrift på aben til ganske fri afbenyttelse, men deler du selv opskriften videre her på nettet, ser jeg gerne et link tilbage her til :)
Opskriften skulle gerne være lige til at gå til, så jeg ønsker bare god fornøjelse med hækleriet.

Materialer, nål og fyld:
 Størrelsen på aben varierer alt efter, hvilken garntype du bruger. Jeg har selv hæklet allerflest aber i en 8/4 bomuldsgarn på nål 3 og de bliver en 15-18 cm fra numse til hoved. Men stort set alle garntyper kan bruges, husk blot at bruge den størrelse nål, der passer til garnet og laver du striber skal garnet selvfølgelig også være nogenlunde samme tykkelse.
Til øjnene kan det være en fordel at bruge en tyndere tråd og nål nr. 2.
Aben kan fyldes med fiberfyld, bamsefyld, skum el.
Forkortelser: Luftmasker = lm, fastmasker = fm, kantmaske= km, udtagning = udtagn. (2 masker i en fm), indtagning = indtagn. (2 masker hækles sammen).

Arme og ben:
Skift farve når du har 3 omgange med hver farve.
  • 4 lm samles i en ring med en km
  • Hækl 6 fm i ringen
  • 1. omg: 1 udtagn. i alle fm
  • 2.-3. omg.: 12 fm
  • 4. omg.: 3 fm, 1 udtagn. i alt 3 gange
Slut af når der er 12 striber i alt. Lav 4 ialt = 2 arme og 2 ben.

Kroppen:
Skift farve når du har 3 omgange med hver farve.
  • 4 lm samles i en ring med en km
  • Hækl 7 fm i ringen
  • 1. omg.: udtagn. i alle 7 fm
  • 2. omg.: 1 fm, 1 udtagn. gentag omg. rundt
  • 3. omg.: 2 fm, 1 udtagn. gentag omg. rundt
  • 4. omg.: 1 fm i hver fm omg. rundt
  • 5.-6. omg.: 3 fm, 1 udtagn. gentag omg. rundt
  • 7. omg.: 1 fm i hver fm omg. rundt
  • 8. omg.: 3 fm, 1 udtagn. gentag omg. rundt
  • 9.-10. omg.: 1 fm i hver fm omg. rundt
  • 11. omg.: 5 fm, 1 indtagn. gentag omg. rundt
  • 12.-17. omg.: 1 fm i hver fm omg. rundt
  • 18. omg.: 4 fm, 1 indtagn. gentag omg. rundt
  • 19.-21. omg.: 1 fm i hver fm omg. rundt
  •  22. omg.: 3 fm, 1 indtagn. gentag omg. rundt
  • 23.-25. omg.: 1 fm i hver fm omg. rundt
  • 26. omg.: 2 fm, 1 indtagn. gentag omg. rundt
  • 27.-32. omg.: 1 fm i hver fm omg. rundt
  • 33. omg.: 1 fm, 1 indtagn.  gentag omg. rundt
Luk af.
Hoved:Laves i én farve.
  • 4 lm samles i en ring med en km
  • Hækl 7 fm i ringen
  • 1. omg.: udtagn. i alle 7 fm
  • 2. omg.: 1 fm, 1 udtagn. gentag omg. rundt
  • 3. omg.: 2 fm, 1 udtagn. gentag omg. rundt
  • 4. omg.: 1 fm i hver fm omg. rundt
  • 5. omg.: 3 fm, 1 udtagn. gentag omg. rundt
  • 6. omg.: 1 fm i hver fm omg. rundt
  • 7. omg.: 2 fm, 1 udtagn. gentag omg. rundt
  • 8.-13. omg.: 1 fm i hver fm omg. rundt
  • 14. omg.: 5 fm, 1 indtagn. gentag omg. rundt
  • 15.-19. omg.: 1 fm i hver fm omg. rundt
  • 20. omg. og til slut: tag ind således at der for hver omg. er færre fm mellem indtagn. end den forrige. Træk de sidste masker sammen og luk af (husk at putte fyld i hovedet inden du lukker helt af)

Mundparti:

Laves i én farve.
  • 4 lm samles i en ring med en km
  • Hækl 7 fm i ringen
  • 1. omg.: udtagn. i alle 7 fm
  • 2. omg.: 1 fm, 1 udtagn. gentag omg. rundt
  • 3. omg.: 2 fm, 1 udtagn. gentag omg. rundt
  • 4. omg.: 1 fm i hver fm omg. rundt
  • 5. omg.: 3 fm, 1 udtagn. gentag omg. rundt
  • 6. omg.: 1 fm i hver fm omg. rundt
  • fortsæt som 6. omg. til du synes mundpartiet har den rette længde og luk herefter af.

Ører og øjne:

Ørerne laves i samme farve som hovedet.
Øjnene laves på en mindre nål (evt. også i tyndere garn). Her startes med sort og skiftes til hvidt ved begyndelsen af 2. omg.
  • 4 lm samles i en ring med en km
  • Hækl 6 fm i ringen
  • 1. omg.: udtagn. i alle 6 fm
  • 2. omg.: 1 fm, 1 udtagn. i alt 5 gange
  • 3. omg.: Vend og hækl tilbage således. 3 fm, 2 udtagn., 5 fm, 2 udtagn., 3 fm
  • Luk af.
Lav 2 af hver.
Montering:
Fyld abens forskellige dele ud med bamsevat, skumgummi e.l. og sy delene sammen. Munden syes på med en enkelt tråd garn.
Afslutningsvis vil jeg tillade mig at blive en lille smule nostalgisk, for se lille denne lille fis af en Ida med en af de mange aber, der er røget af nålen og sendt ud i blogland :)

//

Min ven Conny

Jeg har en hemmelig online-ven. Vi har aldrig mødtes i det virkelige liv - og kommer heller aldrig til det. Vi har endog aldrig udvekslet et eneste ord med hinanden. Men vi deler en fælles passion. I det skjulte. En guilty pleasure (i hvert fald fra min side), hvor vi kontinuerligt holder liv i hinanden.
Vi spiller Candy Crush Saga.
Og da jeg personligt nægter at gøre dette til alle mands viden og problem, nægter jeg at connecte til spillet vis Facebook og ej heller at betale noget for det er mine medspiller "venner" de eneste jeg kan belemre med ekstra liv-anmodninger. Så det gør jeg, belemrer dem. For tænker, at dem der har oprettet sig derinde ikke tager det så tungt, som resten af ens vennekreds. De fleste andre spillere reagerer såmænd heller ikke på ens anmodninger og jeg er reelt i tvivl om der rent faktisk gemmer sig virkelig eksistenser bag de påståede spiller-profiler. Ikke desto mindre er der dog én, der altid reagerer. Conny!
Conny giver mig altid liv og hjælper altid med at låse op for nye episoder. Altid. En gang imellem anmoder Conny også mig om hjælp og så er jeg selvfølgelig klar med mit hjælpende klik. Men det er mit indtryk, at Conny ikke har nær så meget brug for min hjælp som jeg har for hendes.
Så TAK Conny, hvem end du er, for al din hjælp gennem Candy Chrush's tryllebindende saga af totalt tidsspild.
Få det hele med Facebook - Bloglovin' - Instagram