Nissedør og indhentning af julen

Som jeg skrev i går, er vi kommet lidt sidevinds-blæste ind i december måned, men vi er her og vi hænger i. Vi missede samtlige julekalendre både 1. og 2. december, den store kasse med julepynt står i stuen og er kun blevet halvt tømt, jeg bliver ved at glemme at tage et stykke sejlgarn med hjem fra arbejde til vinduespynten og Jesper og jeg, går stadig og prøver at presse den anden til at være den, der går ned og får købt det juletræ.



Nissen derimod har været på pletten og flyttede ind med sin velpyntede dør natten til 1. december og har troligt leveret gaver i sokkerne hver eneste morgen. I går fik den sågar også risengrød og nisseøl og kvitterede med lidt ekstra godter næste morgen, som den har for vane at gøre (og som Ida tydeligt husker fra sidste år og også lod en bemærkning falde om, at hun altså bedre kunne lide de småkager nissen bagte sidste år, fremfor det slik, den havde lagt i morges).



Vi har også fået indhentet alle julekalenderafsnittene, jeg har fået fri imorgen og satser voldsomt på både at få tvunget Jesper ud efter juletræ, ryddet op, hængt det sidste julepynt op og få indpakket og sorteret alle julegaverne (som heldigvis er købt). Og så er vi vist 100% med igen, ligesom jeg bedst kan lide det.

Ingen kommentarer