2015 i et blog-tilbageblik

Traditionen tro, har jeg samlet en lille "året der gik" kavalkade med et tilbageblik på det år der er gået på bloggen og i mit liv, så vidt som disse to hænger sammen.

I årets første måned, investerede jeg i en ny iPhone til mig selv - sådan noget fortryder man aldrig. Jeg begyndte at planlægge fastelavnskostumer, havde gang i strikketøj til mig selv (en cardigan, der desværre endte som en trist historie, mere om det senere), vi fik sat flere planter ind i stuen og der faldt rent faktisk sne uden for vores vinduer.


FEBRUAR
Februar startede som altid dejligt med Evas fødselsdag og kombineret fejring af dette og fastelavn. Pigerne og jeg startede med at bygge nogle af julens LEGO gaver og det vakte noget i os alle tre som stadig bluser lystigt. Min cardigan blev færdig, dejlig og vamset inden dens tragiske exit (igen, mere om det senere). Jeg forsøgte også at få lidt gang i mine symaskiner igen, men det hængte ikke rigtig ved. Jeg går stadig og venter, hvornår lysten til syningen vender tilbage.


MARTS
Må siges at være en måned dedikeret til notesbøger og min glæde for at eje dem og skrive og skrible i dem. Det blev også en måned i havdyrenes tegn og et startskud på endnu en omgang dyrekorts-samleri med havdyr, der skulle vise sig at komme til at fylde meget mere end først forventet.


APRIL
Var påske, forår og en masse farveleg med både neglelakker og farveblyanter. Vi skrev gækkebreve, pyntede op og var hos min keramiker-kusine og lave familieworkshop. Jeg lavede bl.a. et dørskilt til pigerne, der passer til den flotte luftballon jeg kort forinden havde købt til deres værelse, med den undskyldning, at det var en slags fælles påskeæg til os alle sammen :)


MAJ
Dette blev måneden, hvor der skete store ting for Ida, hun tabte sin tand, havde tandfeen på besøg, sluttede i børnehaven, startede i SFO og fyldte 6 år. Sammen lavede Ida og jeg også en masse sukkerfri is og jeg blev godt gammeldags sur over det forældre-mobberi jeg synes der gik i hele dyrekorts-gate-sagen og selvom jeg normalt ikke er sådan en, der går og er sur over ting - og slet ikke her på bloggen, blev det et af de mere læste indlæg.


JUNI
Var langt mere fredfyldt. Vi fejrede lidt mere fødselsdag for både Ida og min mor. Jeg fik en spraytan og en midlertidig heftig kulør, lyse striber i håret og et ekstra hul i mit højre øre. Eva fik lagt dræn, fjernet polypper og en ny bamse som belønning. Og så var vi til et fantastisk skønt bryllup, hos nogle fantastisk søde venner, der holdt en fest, der sluttede med at jeg gik barfodet over Langebro i solopgangen sammen med Jesper og prejede en Taxa hjem til Frederiksberg. På mit arbejde fik vi ny frokost-udsigt over byens tage og jeg dvælede lidt ved det dejlige i, at have en hverdag lige midt i byen.


JULI
I juli var vi på verdens bedste sommerhusferie - intet mindre! Hvor vi alle 4 storhyggede og bare nød hinanden. Flere af den slags ferier i fremtiden, tak. Jeg fik også mine børn med i Tivoli, hæklet lidt luftballoner, skrevet lidt om det der med at være fjollede mødre, set Flying Superkids og frisket de lyse striber op.


AUGUST
Her prøvede jeg endelig både at flytte i campingvogn og på eget domæne. Førstnævnte gør jeg aldrig igen, hvorimod jeg ikke kan forstå, hvorfor jeg ikke har gjort sidstnævnte noget før. Det blev også startskuddet til nogle lærerige måneder for mig, som blogger hos Bloggers Delight, hvilket som bekendt kun blev for en kort bemærkning, da jeg ikke følte mig til rette på den platform. Men det gav mig heldigvis en stor motivation for mit bloggeri tilbage, som både jeg og bloggen trængte gevaldigt til.

Imens alt dette skete var vi også på ferie i Jylland, hvor vi især nød Aarhus med Aros som det absolutte højdepunkt på turen.


SEPTEMBER
I september delte jeg mine tanker, om tiden op til en kontrol. Jeg var på en rekreativ tøseweekendtur og ditto ungdomskomsammen hos min mormor og Max. Det blev også lidt af en "medie-måned", da tøserne og jeg begyndte at poppe op på papstandere rundt omkring i supmarkederne og jeg blev inviteret med i et DR2 program om Kemoland. Sidst på måneden kunne jeg fejre fødselsdag under den smukkeste blå og skyfri september himmel.


OKTOBER
Oktober blev det så tid for min TV-debut, der slet ikke var så slemt som jeg havde frygtet. Pigerne var med til et kage-event og der blev lavet en del krea-ting herhjemme både i form af dukker, Maileg-dukketøj, Halloween-pynt og en lille bitte smule begyndende julepynt. Og så gjorde jeg mig lidt tanker, omkring det faktum, at vi bor i lejlighed og jeg faktisk ikke har drømme om at flytte i hus.
Til Halloween var vi ude at gå "slik eller ballade" for første gang og det var en stor succes over hele linjen, selvom jeg havde haft mine forbehold over for konceptet forinden.


NOVEMBER
Her startede juleriet for alvor med både småkager, papirspynt og juledekorationer. Men vi fik også lidt nye kaktusser ind at pynte med og jeg blev endnu en gang pyntet på toppen med lyse striber. Og så måtte jeg langt om længe krybe til korset og indrømme for både mig selv og alle andre, at jeg (ganske kort tid efter den var kommet i brug), havde fået fejlvasket min cardigan...Øv, øv og stadigvæk øv!


DECEMBER
Og december måned, det er jo lige nu. Her synes jeg mest af alt det har handlet om travlhed og jagten på julehyggen. Den har været her, julehyggen, men kun flygtigt synes jeg. Til gengæld ved jeg, at den kommer igen allerede næste år og den har det altså med ikke altid at ramme mig 100% hver eneste år, men lige meget hvad, så er det stadig en hyggelig tid, sådan en decmber, der for mig også byder på en kærestedag - der i år var 10 års-rund.

Noget jeg slet ikke fik markeret i år, var praleriers 6 års blog-fødselsdag, men jeg nupper selvfølgelig et år mere, og så kan jeg jo råbe lidt op, når vi runder 7 års mærket i stedet :) I hvert fald tusind TAK fordi du læser med, det er SÅ dejligt.

Rigtig godt nytår!


Ingen kommentarer