#paris

Der er ikke rigtig noget, der virker passende at blogge om i dag, udover at reflektere over gårsdagens forfærdelige angreb i Paris.

Det er en af den slags begivenheder, hvor man for altid vil kunne huske og genfortælle, hvor man var og hvad man lavede, da nyheden nåede ens sfære. 

Jeg selv var lige gået i seng og så Deadline, hvor de første meldinger var nået frem, men omfanget og alvoren endnu ikke stod helt klart. Man fik dog nervøse forudanelser. Alligevel faldt jeg i søvn, som Deadline sluttede.

Kl. 3.45 i nat kaldte Eva og ville have vand og lov til at komme ind i vores seng og Jesper, der var gået senere i seng end mig, fortalte at der havde været terrorangreb i Paris. Og så kunne jeg ikke sove mere. Men blev i stedet virkelig, virkelig trist til mode og lå og surfede nyheder i en rum tid på min iPhone, inden jeg lagde mig tæt sammen med Eva og Jesper og sov lidt videre.



Hele dagen i dag har alle mine feeds været fyldt op med sympatiske tilkendegivelser overfor Paris og Frankrig og radioen har kørt med løbende opdateringer. Det er umådeligt svært at forestille sig, hvad det er de I Paris' gader har været igennem og er midt i lige nu. Jeg fældede en tåre, da jeg så videoklip af tilskuerne fra fodboldstadionet blive evakueret mens de sammen sang den franske nationalsang, for det gjorde mig håbefuld og varm om hjertet at se et sammenhold blandt mennesker i kølvandet på ubegribeligt hadefulde handlinger.

At nogle mennesker herefter er så utroligt hurtige til at vende tragedien til en "I told you so" omhandlende de store flygtningestrømme, er, i min optik ganske enkelt usmageligt og gør mig trist på et helt andet niveau. Om noget burde gårsdagens hændelse vel nærmere understrege, hvad det lige præcis er, der flygtes fra og hvad det er, der kæmpes i mod. Er det ikke frygten og hadet, der har vundet, hvis vi lader terrorhandlinger som disse, blive undskyldningen for at dele os (endnu mere) op i dem og os (i Vesten)?

Jeg kan slet, slet ikke begribe, hvad der kan få mennesker til at begå så grusomme handlinger og hvad nogen mener de kan opnå ved at orkestrere disse grusomheder. Hvordan er nogle mennesker endt der, hvor nederdrægtig, hadefuldt ondskab giver mening? Hvilke børn vokser op og har så lidt medmenneskelig kærlighed tilbage i sig, at de kan lade sig hjernevaske til at dræbe andre ved at dræbe sig selv?

I dag er jeg som alle andre umådeligt trist og i chok over angrebene i Paris. Men også overordentlig taknemmelig for mit liv, min tryghed og al den kærlighed jeg er blevet og stadig bliver fyldt op med, som jeg, som den naturligste ting i verden, kan videregive til mine børn, der forhåbentlig kan fortsætte med at vokse op med både tryghed og kærlighed, som en naturlig del af deres liv og tilværelse.

Alle fotos er fundet på mit Instagram feed.

3 kommentarer

  1. Jeg faldt lige over dit indlæg her. Det er helt rigtigt hvad du skriver, det er som om intet har været "passende" i dag. Det er så trist hvad der er sket i Paris i går. Årh vi må huske og nyde hvor godt vi har det. Fortsat god aften.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, ja det er virkelig, hvad man må huske på oven på en frygtelig hændelse som denne. Håber også du havde en god aften.

      Slet
  2. Ja lige præcis og lige glemme alt om sure sokker osv. for en stund ♥ Jo tak det havde jeg.

    SvarSlet