Mini-syning og legetøjsdeling mellem søstre


Eva har (indtil videre) en Maileg kanin ved navn Elma og dens lille baby. Til at starte med var det bare Elma og en kuffert. Så byggede vi en seng, et TV og et bord til den af lidt bokse og hvad vi ellers lige havde. Der var jo ligesom ikke grund til de helt store investeringer, hvis nu ikke Eva alligevel rigtig gad lege med det. Men det gider hun godt. Muligvis hjulpet lidt på vej af, at jeg også godt gider "dyrke" det lidt med hende i form af møbelbyggeri, tøjsyning osv. Og nu er jeg vi ikke helt til at stoppe igen og har senest udvidet Elmas lejlighed med en "rigtig" seng og et strygebræt.



Da jeg i onsdags havde en-dags efterårsferie-fri med pigerne, kastede Eva og jeg os endnu en gang over garderobe udvidelse til Elma. Jeg har forsøgt mig med det en gang tidligere og fik da noget tøj ud af det, men var ærlig talt ikke helt tilfreds med finish'en på det. Men det er altså bare ikke helt så nemt, når det er nede i småteri-størrelser. Men denne gang gav jeg mig bedre tid til det og vidste fra sidste gang også lidt mere om, hvad jeg gav mig i sving med. Eva satte sig op i vindueskarmen ved siden af symaskinerne og udvalgte små stofrester og klippede elastik ud, mens jeg syede. Super hyggeligt.




Eva gav mig så den ekstra udfordring at lave noget tøj til My-babyen, da den jo ikke kunne blive ved med bare at gå rundt i nattøj. Så en lillebitte kjole på omtrent 1 x 2 cm blev fedtet sammen. Da den og en fin lille strutnederdel til Elma lykkedes så fint, fik jeg blod på tanden til en kjole med fast bærestykke og påsyet skørt. En lidt større udfordring, specielt da det hele foregik uden mønster, men med lidt snilde og i særdeleshed takket tekstillimen, blev det til et yderst tilfredsstillende resultat - hvis jeg selv, Eva og Elma selv skal sige det.





Det er noget lidt sjovt noget med det Maileg. Jeg aldrig sådan rigtig fundet det tiltagende tidligere, heller ikke da jeg startede med at arbejde for Karrusella. Men nogle gange bliver man altså arbejdsskadet og efter snart i et par år at have nusset med vores store Maileg sortiment, er jeg blevet lidt fan af det og legemulighederne i det.

Jeg har valgt at gøre det til primært Evas legetøj. Først og fremmest fordi det ikke sådan rigtig synes at sige Ida så meget. Hun er mere til små eventyrlige plastikfigurer, som hun også får lov at dyrke i stor stil. Men dels også fordi jeg følte det var vigtigt for Eva, at få noget legetøj og noget at samle på, som kun er hendes og ikke blot en interesse hun har overtaget fra Ida.

Selvfølgelig får Ida også lov at være med i legene med kaninerne og deres tilbehør, lige såvel som Eva er med i legen med dyrene, pony'erne og de andre fantasifulde plastikvæsener og det sker også ofte, at de forskellige verdener integreres i samme leg. Men en gang i mellem er det også bare rigtig godt at have noget der er helt ens eget også selvom man næsten er lige så gammel med som sin søster og i princippet leger godt med de samme ting.

4 kommentarer

  1. Eej hvor er det fiint.. Du super dygtig :)

    SvarSlet
  2. Kære Mie. Fik lige lyst til at kommentere. Har fulgt din blog og din på IG i et par år - faktisk fik jeg ideen til mine pigers dåbskjole på din side - tak.
    Jeg har også to piger - dog med to år imellem. Den mindste er kun 8 måneder. Men jeg synes allerede det er lidt svært hvad hun skal "ønske sig" til fødselsdag. For det jo lidt fjollet at have to af alting. Til hendes dåb fik hun nogle fine ting som storesøster på godt to jo lige havde alderen til. Vi lod storesøster lege med nogle af dem men har også gemt fx et dukkehus så lillesøster kan få det helt nyt når hun bliver stor nok. Men jo egentlig også lidt skørt der står der er samler støv indtil da, ak. Hvad har I ønsket Jer i gaver til Eva de første år? Og ja vi er virkelig ude i First World Problems her ;) Tak for en hyggelig blog

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt, at du skriver :) Ja det er virkelig luksusproblemer, det med hvad pige nr. 2 skal ønske sig, men det skal der jo også være plads til. Jeg synes stadig jeg går og gør mange tanker om, hvad henholdsvis den ene og den anden skal have til jul og fødselsdage - selvfølgelig kombineret med, at de nu selv også har ting de ønsker sig.

      For os har det gået begge veje, at Ida har fået noget i gave hun aldrig rigtig har brugt, som først er blevet brugt og "overtaget" af Eva og ting Eva har fået i gave, som Ida har fået lov at bruge før Eva kunne. De første par år tror jeg Eva fik flere praktiske gaver, såsom lamper, bøger, billeder til væggen osv. men selvfølgelig også lidt legetøj. Og så har vi (jeg) været meget fokuseret på, deres forskellige interesser. Fx er Eva meget glad for puslespil og dukker, hvorimod Ida er mere til andre ting. Hvis man får lagt mærke til de ting, er det lidt nemmere synes jeg. Men samtidig er der stadig mange ting, de begge to har glæde af og ønsker sig, og der er det lidt en balancegang mellem, at de ikke behøver 2 af alting, men stadig har behov for, at vide, hvad der er deres og ikke føle sig snydt af den ene har mere end den anden. :)

      Slet