At bo i lejlighed med børn - og ikke have lyst til andet




Vi bor i lejlighed, med 2 børn og uden adgang til vores egen private have. En gang i mellem øffer Jesper lidt om, at vi vel også skal kigge efter noget hus og noget grønnere lidt uden for byen og så mm-hm'er jeg et eller andet mere eller mindre tilkendegivende. Mest mindre. For hånden på hjertet, så ligger mine husdrømme på et meget, meget lille og fjernt sted. Jesper mener, jeg bare trænger til at blive lidt mere voksen oppe i mit hoved og når nok af mine veninder har købt hus med deres små familier, så skal jeg nok ende med at få lyst til det også. Men jeg kan vitterligt ikke se det for mig (lige nu, må jeg nok hellere sige, bare for fremtidige standpunkters skyld). Et par af mine veninder har gjort sig til lykkelige husejere inden for de seneste år og selvom jeg 100% kan glæde mig på deres vegne, kan jeg på ingen måde føle misundelse.



Selv er jeg vokset op i hus på landet og med store åbne marker lige uden for hoveddøren, og det var fint og rart og smukt og hyggeligt, men jeg har altid vidst, at det ikke var sådan jeg skulle bo, når jeg blev stor. Det er herinde i byen, at jeg føler mig hjemme og det står ikke sådan lige til at ændre på. Forestillingen om et hjem og en hverdag længere væk fra byens centrum end, hvor vi, i kompromissets ånd, bor nu, kan gøre mig helt ensom til mode. Også selvom jeg jo godt ved, at jeg i så fald skulle dele hjem med mine allerkæreste. Det er såmænd heller ikke fordi, jeg er typen der hele tiden farer på trendy café'er og spiller fandango i Kbh. K, tværtimod.



Jeg kan bare rigtig godt lide at mærke livet omkring mig og føle mig omgivet af og tæt på andre mennesker. Jeg elsker, at vi bor i cykelafstand til langt det meste vi foretager os i hverdagene. Jeg elsker at kunne have min hverdag lige midt i København, hvor jeg synes hvert gadehjørne emmer af historie - min egen historie, byens historie, alle mulige andres historier, hvor der er lys og liv døgnet rundt.

Men selv hvis man forestillede sig, at vi havde mulighed for at få et hus med mindst lige så central beliggenhed, som vores nuværende hjem har (det vil sige, hvis vi vandt den helt store gevinst i Lotto), så er det stadig ikke drømmen for mig med egen matrikel med mursten på. En stor lækker lejlighed, med udsigt over Frederiksberg Have, kan jeg derimod godt gå og have lystige fantasier om, skulle heldet og millionerne være med os.

Jeg er bare en lejligheds-person, der ikke ser huskøb som næste skridt i rækken efter familieforøgelsen er manifesteret. Og ja, jeg snyder mine børn for en have, men de virker nu stadig til at trives og vi går helt sikkert oftere ture sammen, end vi ville gøre, hvis vi boede i hus og "bare" kunne lukke dem ud i en have. Da jeg var barn, ønskede jeg mig tit at bo i en lejlighed og skulle lege på en legeplads nede i en gård, men derfor nød jeg alligevel min landlige opvækst, jeg vidste bare godt med mig selv, at sådan skulle jeg ikke selv bo, når jeg fik familie.

Og sådan kan man formentlig aldrig helt vide, hvad der partout er den bedste måde at bo med sine børn. I min optik er det vigtigste, at man som forældre trives i det liv man lever, så vil det automatisk også smitte af på børnenes opfattelse af deres liv.

Andre der har det på samme måde - eller har haft det sådan og så alligevel er blevet lykkelige husejere? Tror I ligesom Jesper, at det blot handler om tid, og så skal jeg nok få nok af lejlighed eller har du selv prøvet at flytte fra lejlighed til hus og så fortrudt? Lad mig endelig høre, for er altid så nysgerrig efter at høre andres tanker og reflektioner om dette.

6 kommentarer

  1. Bare rolig. Jeg er opvokset i København, med en hård uden legeplads, og havde det fantastisk. Masser af venner, kendte hvert et gadehjørne, kunne drøne ned på Langelinje, i masser af parker, smutte op i bio med min bror, ind i Magasin med min far og spise kæmpe softice. Jeg savnede intet. Intet. Vi bor i lejlighed i dag med ungerne, dog med (fælles) have til begge sider i forstæderne - og det er også dejligt ;)))

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er det dejligt at høre, og faktisk lige sådan en slags barndom/opvækst jeg selv drømte om og jeg synes faktisk også det er en gave at give sine børn, at kende byen godt :) Min mand har et helt anderledes syn på byen og derfor også andre præferencer for, hvor han gerne vil bo, tror jeg. Men hvor vi bor nu, er vist en god mellemvej for os begge - sådan lidt i yderkanten af Frederiksberg :)

      Slet
  2. Vi har igennem de sidste små 8 år boet i en stor villa i Højbjerg i Aarhus. Det er centralt, men stadigvæk ikke byen. Vi har haft 5 hjemmeboende børn, så kriteriet for os, da vi fandt vores hus var at den skulle kunne rumme os. Nu, hvor vi lige om lidt "kun" har 3 børn hjemme har vi sat vores hus til salg og søger retur mod byen, gerne i en lejlighed eller i et byhus.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder spændende Dorte, håber I finder noget godt. Jeg tænker også, at jeg gerne vil en kilometer eller to længere ind mod byen igen, når tøserne er store. Men nu må vi se, ens præferencer kan jo ændre sig :)

      Slet
  3. Jeg sidder og bliver lidt bevæget, når jeg læser dit indlæg. Jeg og min mand (årgang 1960) er begge født og opvokset i en lejlighed i byen. Da vi fik vores søn - følte vi lidt presset om at bo i hus med have mm. Så efter et års tid med ham i lejlighed, købte vi et hus. Uha, jeg faldt ALDRIG til. Jeg manglede at høre naboerne tæt på, at vide de kunne høre mig. Og ingenting var i gåafstand. Vores søn blev alvorligt syg da han var 12 år - og efter han blev rask, kunne jeg slet ikke holde ud at bo i parcelhus. Jeg manglede min trygge base i byen i en lejlighed. Så vi begyndte at se på lejligheder. Vi var så, så snydeheldige at kunne købe en hel ejendom og få lov at lave den om til et enfam.hus. Så pladsen har vi stadig masser af - men med naboer LIGE ved siden af. Uha, som jeg nyder det. 5 min. til masser af indkøbsmuligheder og et grønt rekreativt område lige for enden af gaden. Og vi snakker begge om - at den dag vi kan træde tilbage fra arbejdslivet - så flytter vi til hovedstaden, hvor der er endnu flere muligheder og også fordi vi tror, at det vil være der, vores søn stifter sin familie. Så jeg forstår dig - og tro mig - dine børn tager ikke skade af at vokse op i en lejlighed. De får masser af andre oplevelser ved at I tager ud og ikke bare "lukker dem ud" i haven.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, der er virkelig også mange følelser forbundet med, hvor man vælger at bosætte sig og ikke mindst, hvad der gør at man føler sig hjemme et sted. Jeg vil også gerne bo endnu mere centralt, når mine piger bliver store og tænker også for jeres søn, at det da er en kæmpe gave at have forældre "centralt beliggende" - især hvis der kommer børn osv. :) Dejligt at høre, at jeg ikke er den eneste, der føler hus ikke nødvendigvis er vejen frem :)

      Slet