Når det er tid til kontrol...

I går var en af de dage, der for mit vedkommende heldigvis bliver færre og færre af. En af de dage, hvor jeg møder op på Hæmatologisk klinik på Rigshospitalet. En af de dage, hvor minderne og følelserne om tiden, hvor jeg ikke bare mødte op til kontrol, kommer væltende tilbage. Det er sådan en slags dag jeg både elsker og hader. Elsker, fordi jeg nu går derfra med lutter positive beskeder. Hader, fordi jeg bliver mindet om, at ikke alle er så heldige.
Når jeg er til disse kontroller gennemgår jeg følelsesstadier der går fra overstadig boblende lykke til stadier, hvor jeg sidder i venteområdet og ikke kan holde tårerne tilbage, når jeg ser på mine medventende, som jeg højest sandsynligt deler en sygdomshistorie med, men som måske først lige skal i gang med den lange rejse det er, at nå fra diagnose til helbredelse. Eller måske er lige midt i det. Der hvor man føler det aldrig vil tage en ende og ens energi bare tappes, for hver gang man møder op til sin behandling.
Ved mit besøg i går så jeg et ungt par på min egen alder, komme ud fra lægen med favnen fuld af konvolutter, flyers og papirer med mere eller mindre vigtige informationer. Hun var helt knust, mens han lidt fjern i blikket, forsøgte sig med trøstende ord og miner alt i mens de prøvede at finde hoved og hale i papirer og aftaler. Og på et splitsekund var jeg 4 år tilbage i tiden og så Jesper og jeg stå lige præcis på samme måde og det eneste man kan finde ud af at forholde sig til, er hvor man skal forsøge at finde hen, for at nå til sin næste undersøgelse; PET scan, lungefunktion, CT scan, røngten, hjertekardiogram og knoglemarvsprøve. Jeg havde mest af alt lyst til bare at gå over og give pigen en kæmpe krammer og sig "det stinker lige nu, men det skal nok blive godt igen alt sammen, det lover jeg!". Men jeg kan jo ikke love sådan noget og jeg holdt det, som jeg før har gjort i lignende situationer, til et meget medfølende smil og blik, som de sikkert alligevel ikke husker i dag. Men jeg kunne ikke få hverken mine øjne eller tanker fra dem og jeg blev faktisk helt lettet, da elevatoren kom og jeg i det mindste kunne slippe dem med øjnene, for det gjorde nærmest fysisk ondt at se på.
Herefter blev jeg igen en smule overstadig, da jeg blev mødt af min læges brede smil og store brune øjne og allerede ude i gangen kunne mærke, at han endnu en gang kun havde gode nyheder til mig. Så gode, at jeg nu går fra halvårlige til årligt kontrol og hvis alt stadig ser lige så godt ud som nu, vil jeg efter næste besøg (om et år) blive afsluttet som "helbredt". Rimelig rar besked at cykle hjem på.
Da jeg sidst på eftermiddagen endelig ramte "hjem" efter handlen og hentning, gik jeg helt kold på sofaen hen ad 17.30 og vågnede dårligt nok op, da de andre satte sig ud for at spise aftensmad. Omkring 19.30 vågnede jeg lidt op og fik puttet børn og gjorde et halvhjertet forsøg på at se noget Netflix, hvorefter jeg blot gav efter og kravlede ind under dynen og sov trygt og tungt helt til i morges. Det tager i den grad på krafterne at rutsje så meget rundt på følelsesregistret på så relativt kort tid. Men helt egoistisk, er jeg ved at ånde lettet op.

Få det hele med Facebook - Bloglovin' - Instagram

4 kommentarer

  1. Dorte
    SEPTEMBER 2, 2015 D. 1:09 PM (REDIGER) - (0)
    Puha – det må også være en hård omgang både i øjeblikket, men også hver gang det genopleves. Dejlig besked du fik med derfra. KH Dorte

    SvarSlet
    Svar
    1. Mie
      SEPTEMBER 2, 2015 D. 1:12 PM (REDIGER) - (0)
      Ja det har været lidt af en omgang, men det bliver heldigvis lettere med tiden at huske tilbage på sådan rent følelsesmæssigt og nu også nemmere og nemmere at tale/fortælle om :)

      Slet
  2. Karen
    SEPTEMBER 2, 2015 D. 12:53 PM (REDIGER) - (0)
    Enhvers mareridt – én selv, ens nærmeste, ens kollegaer … Hvor er det dejligt at høre at sådan et mareridt også kan ende godt. Ikke fordi det jo helt er slut når man bliver erklæret “helbredt” for frygten vil helt sikkert altid være der.
    Kræft er og bliver det værste mareridt!
    Kram til dig og dine <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Mie
      SEPTEMBER 2, 2015 D. 1:11 PM (REDIGER) - (0)
      Ja, det føles ofte som et mareridt, både når man står midt i det og nu, som et mareridt man husker tilbage på, men heldigvis husker det svagere og svagere (men aldrig glemmer).

      Slet